Æstetisk klimarapport – KRITIK #211 NATUREN, DET BILLIGE SKIDT

Menneskearten er truet i det seneste nummer af KRITIK. Her mødes darwinisme, posthumanisme, økokritik og animalsk horror!

Citat

Er der grund til at tro, at kunsten kan give os adgang til alle naturerne, til alt det billige skidt – som efterhånden koster os så dyrt! – og til os selv på en anden måde, end det er tilfældet for FN’s klimarapporter? Er der grund til at undlade at tro på det?

Fra lederen 

Vores aktuelle geologiske periode er antropocæn, hævder nogle, altså formet i menneskets billede. Med det skal vi forstå, at vi befinder os i en tidsalder, hvor mennesket er i centrum for den globale udvikling – hvilket først og fremmest vil sige, at det  i ren egocentrisme har gjort (og til stadighed gør) naturen til noget billigt skidt ved at kolonisere, udnytte og udbytte den. Det er en proces, der er accelereret lige siden den industrielle revolution, og den har haft massive økologiske forandringer til følge. Det er for så vidt ikke nogen hemmelighed. At klimaet har forandret sig, kan ingen efterhånden benægte, men hvordan forandringerne forstås og fordøjes kulturelt, er en anden sag.

KRITIK NR. 211 rejser spørgsmålet, om ikke forestillingen om den antropocæne tidsalder er et paradoks. Forestillingen om det antropocæne tildeler nemlig menneskene en særstatus blandt andre levende væsner og planter, og den prøver på den måde at gøre mennesket til noget andet end natur. Vores økologiske rolle fortæller imidlertid en anden historie: Mennesket er en jæger på naturens slagmarker, som jager byttedyr, råstoffer og dominans på lige fod med alle andre rovdyr. Vi kender historien tilbage fra Darwin, der i sin evolutionslære pillede mennesket ned fra sin piedestal og placerede det midt blandt de andre kødædere. 

Artiklerne i KRITIK NR. 211 udgør i forlængelse af den betragtning en række undersøgelser af forholdet menneske/natur og af dette forholds opløsning. Redaktørerne skriver i deres forord, at vinklen først og fremmest er æstetisk. Hvad fortæller digtningen, billedkunsten, filmen os om vores aktuelle klimatiske og økologiske situation?

Et vue over de forskellige bidrag danner et mangefacetteret økoperspektiv. Anne Gry Haugland fortæller om den tætte forbindelse mellem biologiens former og Inger Christensens poetiske formsprog. Amelie Björck øjner muligheder i litteraturens aber for en ny øko- og fremskridtskritik. Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff udfordrer det antropocæne perspektiv gennem den filmiske subgenre animal horror, hvor dyrelivet tager en velfortjent hævn over menneskeracen.

Disse bidrags vinkling er, i min optik, ikke kun æstetisk, men også eksistentiel. Artiklerne formidler en ny økologisk bevidsthed, der udspringer af klimakrisen som en på én gang meget konkret og meget uhåndgribelig erfaring. Isbjørnen på isflagen i et ensomt hav er et virksomt billede, når alvoren i den globale opvarmning skal formidles, men på en måde placerer dét billede problemet uden for os selv. Uhåndgribeligheden indtræffer i erkendelsen af, at klimakrisen, i modsætning til andre kriser, krige og konflikter, ikke er geografisk fikseret – den er overalt, den omfatter os alle og vi er alle i en eller anden forstand ansvarlige for den.

Den erkendelse er en overvældende erfaring, som ikke kan indfanges i FN-rapporter og klimatopmøders administrative sprog. Erfaringen kalder på et andet sprog, og det er lige præcis det, KRITIKs redaktører foreslår, at kunsten og kunstkritikken måske kan levere. I teorien er det en præcis opfyldelse af det, som er KRITIKs erklærede mål, nemlig at levere en samfundsdebatterende æstetisk kritik. Og det fungerer ganske godt.

Men – for der er et men – dette er læsning for akademikere eller akademisksindede. Et par af artiklerne får viklet sig så meget ind i deres begrebstunge, knudrede fabulering, at de lukker sig om sig selv og bibringer mig mere frustration end nye perspektiver. Her tænker jeg særligt på artiklerne af Sverre Raffnsøe, Dan Ringgaard og Ida Bencke.

Det volder mig derfor lidt besvær at fælde dom over KRITIK NR. 211. Den vellykkede akademiske formidling overskygger klart den mislykkede. Stadig er tonen og indholdet dog universitært. Hvis hensigten er at give sprog til den fælles erfaring, som den allerede igangværende klimakrise er, så er hensigten vel også demokratisk? ”Kritik bygger bro mellem den akademiske verden og den øvrige offentlighed”, som man kan læse på Gyldendals hjemmeside. Og her er der nok, i tilfældet KRITIK NR. 211, lidt langt til målet.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Tidsskrift,

Læs også

Om Julie Lystbæk-Hansen

Bachelor i Litteraturvidenskab. Studerende ved Moderne Kultur og Kulturformidling, Københavns Universitet med en tillægsuddannelse i journalistisk formidling. Skriv til Julie