Afsindsvariationer – Adda Djørup POESI OG ANDRE FORMER FOR TRODS
Adda Djørups nye bog chikanerer sine egne prosakarakterer med vanviddets gulliggrønne teaterlampe. Hendes personer er dog mest vedkommende i deres tyste, mest undselige øjeblikke.
Citat
Jeg vågner tidligere end jeg plejer, lyset er skarpt, sneen er kommet, og det gnistrer derude. Inde fra stuen kan jeg se at der hænger røg over hovedhusets tag. Jeg tager tøj på og går derud. Der er skorpe på sneen, frosten knitrer i luften. John har bål, der ligger en stor bunke ting i sneen på plænen, alt muligt, tøj og ting og bøger. Hestehårssofaen fra entreen ligger der også, i tre stykker. Jeg sad engang i den sofa en hel eftermiddag i hedebølgen og lod som om den var en stille, sort sø. Helt stille. Det var dejligt. Mine håndflader kan huske det kølige, glatte betræk. Nu ligger den der, og møbelpolster og fjedre stritter ud af stykkerne. Væmmeligt. Jeg bliver ked af det. Det her bliver ikke en god dag.
Adda Djørup debuterede som digter i 2005 og har siden udgivet noveller, en roman og flere digte. Hendes nye novellesamling POESI OG ANDRE FORMER FOR TRODS er i en slags dialog med novelleformen, og dens tradition for af skildre små psykologiske vendinger.
Resultatet er en spøjst interessant – og problematisk – bog. Den har nemlig sine egne ambivalenser at slås med. Der foregår helt klart en intern diskussion, om idéer som lykke og sorg, men også om værdien af åndelig og intellektuel habitus. Men det er som om spørgsmålene hænger et sted omme bag de virkemidler, forfatteren har sat i forgrunden – og jeg er ikke sikker på, hun har forsonet sig med et svar.
Alt andet lige skriver Djørup rigtig godt. Hendes sætninger er naturlige, et ubesværet good read. Replikker og monologer går fint i hak, der er en sikker dynamik i fortællerstemmens toneleje: ‘Blindtarmen kom ud, en blærebetændelse blev kureret med ti dages penicillin. Det ændrer bare ikke ved det grundlæggende. At døden kommer og har en årsag.’
Novellerne er effektivt struktureret. De korte plots genkommende figur er, at de tilforladeligt realistiske karakterer overmandes af mental ubalance og reagerer udad på radikale måder, f.eks. en læge, der valfarter mellem togperroner for at græde ud. En småkriminel langturschaffør, der lader sit eget korthus vælte. Titlens ‘trodsformer’ må vel læses som et fællesskab mellem det egensindige og det afsindige. Et kreativt galskabsmoment, der slår flænger i den ordnede virkelighed.
Så selvom teksterne fungerer, står jeg lidt af på den måde Djørup administrerer sin tematik. Hun sigter ikke som sådan efter at anråbe en eksistentialistisk højdeskræk – karaktererne er ligesom bare fra den, patologisk. Og i stedet for så at motivere sammenbruddene æstetisk, at lade dem udmønte sig i vildskab i skriften, bliver galskaben mobiliseret som narrativ drivkraft – og endemål. Men hvorfor det?
Når vanviddet sådan iscenesættes med sentimental fortrydelse eller fandenivoldsk fryd, sidder jeg tilbage uforstående over for den i bedste fald vage omsorg for de karakterer der skal martres. Og over, hvad der manifesterer sig i disse ‘former for trods’ – andet end provokation af det normale.
Tag f.eks. novellen ‘Helvedes gratier’, hvor en dygtig, men oversensitiv kunstvæver er i langsom bedring fra et sammenbrud. I sin bedring lader hun sig flyde i en slags middelmådighed. Midt i en efterårsfarvet sommerhusidyl får hun så et tilbagefald og ser pludselig kitschede gogo-dansere. Det føles på én gang sorgfuldt og småperfidt, det fremskrevne sammenbrud smager af psykologisk voyeurisme. I så fald er det en galde, jeg vil nøjes med at betragte gennem det glas, der stilles foran mig – og høfligt afstå fra at sluge.
Bogen har en – ja – trodsig kækhed i sin intertekstualitet, når novelletitlerne referer til prosaklassikere (En kvinde skyder en velhængt mand i ‘Der er ingen ende på Paris’, en anæmisk psykologklient falder i staver over et maleri i ‘To the Lighthouse’), eller når et rimelig profant familiedrama forsynes med en understrøm af græsk mytologi.
I forlængelse af det er novellen ‘Poesi’ en semisatirisk refleksion over litterært talent og kunstnerisk indspisthed. Vi følger et kuld af internationale poeter til middagsselskab, hvor der bliver kørt nogle krasse stereotyper af. Protagonisten, en nervøs, yngre digterinde med navnet Djørup lader sig (ironisk eller ej?) degradere til prosaist, efter en ældre digterinde i en elegant poetisk håndevending nægter hende anerkendelse. Samtidig virker det lidt klistret og provinsielt at opfinde en sydamerikansk succesdigter for at fnise over hans tvetydige seksualitet. Alligevel er der en forsonende selvironi på spil, idet fortælleren med skævt smil accepter sit nederlag.
Af og til udstiller en karakter sig selv; hun holder op med at være karakter, for i stedet at blive et karaktermord. Som den ublufærdige fortæller i novellen ‘Arthur’, der guffer sin egen udstråling i sig: ’Jeg nød det. Jeg kunne se på gæsternes fjæs at jeg så godt ud. Jeg kunne høre på dem at jeg var så glad at det smittede. Jeg var alt for ung til at blive gift, men jeg gjorde det alligevel. Fordi jeg elsker en god fest.’
Djørup er mest overbevisende, når hun iscenesætter et spil på overflader, lader dem sprække let. F.eks. i den indledende flirtescene i ‘Der er ingen ende på Paris’, eller i ‘Grimasser’, hvor en datter rydder op i det sociale og konkrete rod hendes fars efterladte sig. Her, i små glimt synes det egensindige afsind langt mere menneskeligt, end når de er et led i dunkle afgrundsfantasier.
