Akademiske udbrydere, kunstneriske nedbrydere – MONSIEUR ANTIPYRINE #2

Monsieur Antipyrine lukrerer på sammenbruddet, udplyndrer kompromisløst formerne og inviterer til afdansningsbal i ruinerne. Hvorfor ikke?

Citat

MONSIEUR ANTIPYRINE NEDEN FOR VANDTÅRNET

Monsieur Antipyrine står dernede og kigger, samler kræfter til et opråb, men halsen synes rød og rusten

[…] Lad os nu udfordre projektet en smule, kaste terningerne om, hvem der skal kravle op i tårnet i ly af mørket og hælde Monsieur Antipyrine i vandforsyningen. Det er muligt, om noget har historien lært os det. Alle vil derefter tale antipyrinsk, borgerne, hundene, marsvinene, selv postbuddet. Med dette misk-mask af et sprog i kæften vil den selvfølgelige og nuværende logik kollapse, ruden, vi ser gennem, mattere, og følgelig står vi tilbage med utilstrækkeligheden, et afdansningsbal, hvor alle danser med, om de vil eller ej. Jeg taler ikke om overidentifikation i form af jakkesæt, briller og skæg i konferencelokalerne eller Politikens forhal, for så langt når vi alligevel aldrig uden at blive mejet ned; nej, jeg taler om forgiftning inde fra centrum og ud.

Fra indledningen

Det uafhængige Aarhus-forlag Antipyrine spytter for tiden interessante titler ud i det, vi kalder samtiden, og senest landede en bombe af et tidsskrift fra deres utidstypiske senderum: MONSIEUR ANTIPYRINE #2. Hvem er de, hvad vil de? Det kan man finde en form for svar på i en tyve siders skizofrenisk selvrablende selvransagelse, der også bare kunne kaldes en fantastisk indledning. Her lægges en slags linje, der heldigvis er alt andet end lige, eller for den sags skyld strømlinet:

– ”Hvad er Monsieur Antipyrines mål?” At slå fjenden, sig selv og alle andre ud af kurs. ”Hvorfor?” I Danmark er der kun rum for konsensus, enten det, eller ingen rum for diskussion. […] ”Men hvad er Monsieur Antipyrine?” En årepresse i stål, en kommende amputation.

Men hvem er fjenden? Der er mange, men mest én: kapitalismen. Målet er uklart, men krigserklæringen mod det bestående er klar, den er en nødvendighed. Heldigvis hiver Monsieur Antipyrine sig selv med i faldet, for der findes ikke noget olympisk perspektiv at bespotte fra, intet udenfor: ’Afdrift er at bevæge sig rundt i institutionernes kældre og tage, hvad vi kan bruge.’ I denne omgang blev det en besættelse af tidsskriftformatet, hvori de utrendy, de der falder uden for historiens kapgang, får stemme til lade at den gå i andre og nye retninger. Som en parentes kan det bemærkes, at afdriftsprojektet karakteristisk nok er støttet af Kulturstyrelsen og Nordisk Kulturfond. En art selvmordsaktion fra de udplyndrede institutioner eller et bevis på at kapitalismen indoptager al kritik? Højst sandsynligt det sidste.

Resultatet af udplyndringen kalder de blandt andet kritisk sænkning; 23 gavmilde bidrag – til tider intime, til tider rasende, til tider sjove – fordelt over 300 tætskrevne sider. Der er teoretiske og filosofiske artikler, samtaler, interviews, filmuddrag, oversættelser, digte, breve, fragmenter – gamle som nye, men alle ude af sync med den kulturelle offentlighed. Der er en lyst til at lege med formerne, gøre tingene anderledes, hvilket lader læsning og tænkning foretage sære forgreninger og støde mod mure. Udfordrende og anti-opbyggeligt. En slags dans uden rytme.

På trods af den frie leg og opgøret med konsensustænkningen, er der alligevel træk, der går igen: For eksempel historiefilosofiske læsninger, som hos musikteoretikeren Erik Steinskog, der skriver Sun Ra, jazzmusikeren fra Saturn, ind i det han kalder afrofuturismen; forsøg på at gentænke marxismens potentiale, som hos Simone Weil og Gayatri Spivak; et opgør med anti-essentialistisk, kulturalistisk og postmoderne tænkning, som hos de værdikritiske filosoffer Roswitha Scholz og Robert Kurz. Og så mindes den nyligt afdøde forlægger, digter og kunstner Henrik Have, hvis lille stykke ’Afgrunden’ får lov at slutte ballet af.

Tidsskriftets teoretiske milepæle, eller kritiske sænkninger, udgøres – ud over indledningen, der er et festfyrværkeri i sig selv – af forfatter Mikkel Thykier og kunsthistoriker Mikkel Bolts lange artikler, der angriber henholdsvis samtidslitteraturen (samtiden som sådan) og samtidskunsten (kunsten som sådan).

Brandes’ ’gode gamle’ diktum om, at litteraturen skal sætte sin samtids problemer under debat, er der for Thykier ikke noget frigørende over. I stedet må vi gøre op med ideen om en samtid; med generationstænkning og drømmen om en lige linje. Vi kan alligevel ikke holde trit med udviklingen, så hellere forsøge at afbryde den:

– I stedet for på forhånd at erklære, at der tales fra en position som marginaliseret krop, selv om ingen historie endnu har placeret én dér, selv om historien nok har placeret andre i den position; i stedet for på forhånd at erklære sin skuffelse over, at DK ikke længere vil ofre plads til en avantgarde, fordi et forlag ikke længere vil ofre plads til én; i stedet for ethvert forsøg på at foregribe receptionen ved at gribe til historiske fortilfælde, ville det skelsættende være at afstå fra den slags erklæringer på egne vegne og arbejde for et kunstbegreb, som det er umuligt for kunstneren at placere sig indenfor, en kunst, som ikke allerede kender sin egen historie, sin egen tid og sin egen hastighed i forhold til omgivelsernes, men lader ophavspersonen opleve sig selv som værkets blinde vinkel.

Thykier slår desuden et slag for anonymiteten og tilbagetrækningen fra den litterære offentlighed, hvilket man kan læse mere om i hans interessante og lidt mere tilgængelige interview med forfatteren Anne-Louise Bosmans og i Madame Antipyrines (hvem end hun er) suveræne interview med forfatteren Naja Vucina Pedersen, der desuden handler om brutalitet i litteraturen.

Selv foreslår han en bevægelse fra bogen til brevet. Et eksempel på styrken i Thykiers opfordring kan læses i Laures oversatte breve til Georges Bataille og Michel Leiris, der for denne læser er tidsskriftets litterære højdepunkt. De emmer af intimitet, begær, angst, vold og kærlighed på en måde poesien sjældent når.

Mikkel Bolt prøver ihærdigt, med hjælp fra et hav af avantgardeteorier, endnu engang at ruske i samtidskunsten for at finde kritisk potentiale. Reagerer den? Nej! Avantgarden findes ikke, den er ’altid allerede forsvundet’ og der er ingen arbejderkultur at forløse: programmatismen er en anakronisme.

Og så må vi tage afsked:

– Det bedste, vi kan gøre, er således hverken at realisere eller negere poesien og kunsten, men bare efterlade dem, som når man smider engangsbestik i affaldskurven…

Bum.

MONSIEUR ANTIPYRINE #2 er vanskelig læsning, et ’misk-mask af et sprog i kæften’ og at få hele det teoretiske bagland med, kræver nok 10-15 år på en humanistisk universitetsuddannelse. Det har vi ikke tid til. Men som der også står i indledningen:

– “Støtter Monsieur Antipyrine til sine referencer?” Nej, for Monsieur Antipyrine bygger ikke på dem, de er huller, som Monsieur Antipyrine falder igennem. “Og igennem dem rammer vi bunden?” Ja, det er også en oplevelse.

Giv dig til gengæld tid til Antipyrine; tag det du kan bruge og ødsl resten videre. Der er rigeligt med godter!

Nyeste anmeldelser i kategorierne Kulturhistorie, Kunst, Litteratur, Tidsskrift,

Læs også

Om Mikkel Thulstrup Nielsen

Mikkel Thulstrup Nielsen læser Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Han er svært begejstret for bøger, plader og rødvin - gerne i forening. En særlig forkærlighed for Baudelaires mytiske modernisme, Nietzsches irrationalitet, Celinés hypermisantropi, Duras' erotiske bølgebrus og Bukowskis branderter.

Skriv til Mikkel