Aktion Dante – VAGANT 1-2/2018

Det skandinaviske kulturtidsskrift VAGANT går i kødet på Dantes DEN GUDDOMMELIGE KOMEDIE og påviser mesterligt værkets fortsatte aktualitet.

Citat

Dante [skolerer] sine motstandere i anvendelsen av Aristoteles’ kategorilære, og utvider den til å bli en maktanalyse. Paven er ikke av en bedre natur enn andre mennesker, slik noen pavetilhengere hevdet. Å være pave, viser Dante, er derimot det som i kategorilæra kalles en tilfeldig egenskap, og den egenskapen er en maktposisjon som paven har i lån fra Gud.

Lars Fredrik Janby om Dantes traktat Monarkiet (Monarchia).

I anledning af at Dante Alighieris værk fra senmiddelalderen DEN GUDDOMMELIGE KOMEDIE er blevet oversat til norsk bokmål, har det nyeste nummer af VAGANT dedikeret en hel temasektion til den kanoniserede komedie. Intet mindre end 17 artikler kredser om forfatteren Dante, hovedkarakteren Dante, Helvede, Purgatoriet, Paradis, Beatrice og meget andet insider-stof knyttet til DEN GUDDOMMELIGE KOMEDIETemaet bliver dog aldrig nærsynet eller bedaget. Tværtimod binder VAGANT overlegent Dante sammen med vores samtidskultur.

VAGANT blev grundlagt i 1988. Det bliver støttet af bl.a. Norsk kulturråd og Bergen kommune og har hovedsæde i Berlin. Her afsluttes redigeringen af et nummer fire gange årligt, hvorefter tidsskriftet sendes til abonnenter i og udenfor Norden. Læserne kan så glæde sig over de mange skarpe artikler, velargumenterede debatindlæg, originale illustrationer og – som i denne udgave – ambitiøse temanumre. Praksissen skulle gerne fortsætte mange år endnu. Som ansvarlig redaktør Audun Lindholm skriver i sin introduktion:

– [I]følge Dante er man midtveis i livet ved fylte 35, og ut fra dette må Vagant ennå sies å befinne seg i sin ungdom, ettersom bladet nå er inne i sitt 30. år.

På den måde kan Dante sige noget vigtigt om VAGANT, ligesom VAGANT utvivlsomt får sagt noget vigtigt om Dante i løbet af de mange sider, temanummeret strækker sig over.

Tidsskriftet går grundigt til værks. Der bringes to uddrag fra Dantes egne værker i henholdsvis Henning Hagerups og Lars Fredrik Janbys oversættelse. Tre tekster, der kommenterer og skriver ovenpå Dantes værk er også oversat. Det drejer sig om en kort novelle af den spanske professor Miguel De Unamuno, et essay af den russiske digter Osip Mandelsjtam og en samtale mellem person A og person B hos den tyske forfatter Peter Weiss.

Weiss’ tekst “Samtal om Dante” udmærker sig ved at insistere på at aktualisere Dante – ‘Denne Date kan jag ta med mig i min värld’, som Weiss formulerer det. Han mener, at Kafka og Beckett er beslægtede med Dante, for så vidt som de ikke lader sig true af hændelserne, de skildrer. De er fælles om at fremstille en verden i forfald og moralsk fordærv, men også om lægge den afstand til hændelserne, der er nødvendig for at skrive om dem.

Weiss forbereder den mest fremtrædende tendens i VAGANTS stort anlagte Dante-aktion: Fokusset på, hvordan Dante kan spores i samtidskulturen og samtidslitteraturen.

Joni Hyvönen koncentrerer sig om Dantes bifigur, Belacqua, passiviteten inkarneret, figuren som sidder med armene omkring knæene og nakken bøjet. Ham finder vi i modificerede udgaver hos Herman Melville, Georges Perec og hos de norske forfattere Stig Sæterbakken og Tor Ulven. Alle tildeler de Dantes bifigur en hovedrolle, og lader den ugidelige, desillusionerede karakter tale sit eget tydelige sprog om en lost tilstand.

Mats O. Svensson finder DEN GUDDOMMELIGE KOMEDIES modstykke, en jordisk komedie, i den svenske digter Stig Larssons dystopiske roman KOMEDIEN 1 (1989). Ifølge Svensson er helvede ikke et sted, man færdes i hos Larsson. Helvede er derimod sivet ind i Larssons hovedkarakter, som snildt kunne sige: ‘Helvetet, det är jag själv’.

Karen Dich fortaber sig i Eileen Myles’ INFERNO – A POET’S NOVEL (2010), hvori en lærerinde udtaler ‘Dante havde vitterligt ingen anden måde at tale om sin samtid på end gennem et digt’. Den purunge Eileen bliver i Myles’ roman så bedt om at skrive om sin samtid, ligesom Dante skrev om sin.

Den underholdende og oplysende samtale mellem Pål H. Aasen og Espen Grønlie om Erik Ringens gendigtning af Dantes INFERNO (2017) er oplysende i dén forbindelse. Samtalen topper, da de når frem til, at Dante højst sandsynligt havde helt bestemte hensigter med det han skrev, men at det bare fremstår som allegorier i dag, fordi det er ligninger, vi moderne læsere ikke kan løse.

I en anden skøn passage gør Aasen opmærksom på, at Dante levede under et regime, som på mange måder var nordkoreansk. Han var underordnet en hård og sadistisk Gud øverst oppe, som kan sammenlignes med Kim Jong-Un. Dantes bedrift var så, at demontere paven (den lokale partichef) der sorterede under Gud (Kim Jong-Un). Grønlie cementerer billedet ved at pege på, at Dante i DEN GUDDOMMELIGE KOMEDIE giver udtryk for, at den daværende pave ikke fortjente at være kirkens overhoved.

Dante var med andre ord en dreven magtkritiker. Også på dén front har VAGANT og Dante noget til fælles: I en fast spalte – “Vagant for 10, 20 og 30 år siden” – fremgår det, at der i VAGANT nr. 1 stod, hvor navnet Vagant stammer fra. Middelalderens vagant-digtere, lød det, var omflakkende studenter, som lovsang nydelsen og skrev spotteviser mod præsteskabet. Bedre og mere sofistikeret kritik skal man lede længe efter.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Tidsskrift,

Læs også

Om Sofie Damgaard

Sofie er i gang med sin kandidatuddannelse i Litteraturvidenskab på KU. Hun har også studeret på universitetet i Wien, Bergen og Oslo.