Alt er anderledes – Ingvild H. Rishøi HISTORIEN OM FRU BERG


Ingvild H. Rishøis noveller er smukke og skarpe analyser af barndommens og familiens svære følelser. Og de er nervepirrende som kriminalromaner…

Og jeg vidste det ikke dengang. Hvordan hun kunne snakke så hele verden blev et stort rod og alt blev et symbol på noget andet. Hvordan hun kunne vride sig, med vidtåbne øjne, hvordan der var et eller andet galt med hendes hoved, jeg mener det, det eneste jeg vidste var at hun lignede en indianer, hun var tynd og lidt fjern, hun var yngre end mig, og hendes hår hang ned foran hendes ansigt. Hun satte sig i sofaen de havde ved køkkenvæggen, og jeg stod ved vasken og mærkede hvordan mit hjerte skiftede takt, det begyndte at slå langsommere.

– Så stod I foran spejlet i gangen og du vendte og drejede dig, Katja løftede fletningen op over dit hoved, den var fin, jeg kan ikke forklare hvordan den var lavet, men der kom en masse små fletninger ind i den store fra alle sider.

Beskrivelsen kommer fra en af novellerne i norske Ingvild H. Rishøis HISTORIEN OM FRU BERG, og forsøget på at forklare en fransk fletning er sigende for de fem tekster i samlingen: Alle er berettet gennem jegfortællere med et begrænset sprog, men et skarpt blik. Enten fordi de er børn, analfabeter, eller fordi de stadig er i færd med at stykke handlingsbrikker sammen. Den barnagtige simpelhed giver et meget præcist billede af detaljer og følelser, netop fordi ordene og overblikket synes at mangle.

Tonen i bogen er afdæmpet – jegfortællerne taler alle som i et intimt rum, der passer godt til de fem små historier, som kredser om barndom, ungdom og svære familierelationer. De handler om, når man ’vågner en morgen og alt er anderledes’, som det hedder i novellen DET SOM LYSER: To piger slår telt op i nærheden af huset, og lillebror mærker, at storebroderen mister interessen i deres børneunivers med indianerhyl og selvlysende stjernebilleder i loftet. Mens storebror bliver venner med pigerne, bekræfter den yngste sit verdensbillede:

–  Jeg lægger mig oven på dynen, det er alt for varmt, jeg kigger på knasten som ligner en indianer. Den ligner virkelig en indianer. Med fjerpragt og alting. Den ligner virkelig en indianer. Så står solen op og alt bliver gult og jeg falder i søvn.

Det ligner en klassisk coming of age-fortælling, men noget er skævt: Næste dag vil storebror ikke stå op, og det viser sig, at han måske på mere radikal vis er på vej ind i en anden verden.

Fortællingerne er adskilte, men vikler sig sammen på en drømmeagtig måde. Motiver (især brændende sankthansorme) og hændelser går igen, eller en kombination af ord forplanter sig fra en bisætning i den ene novelle til den næstes titel. Man tager sig selv i at forvente en bestemt udvikling i en historie, fordi dens karakterrelationer minder om den forriges, men hele tiden forskydes præmissen en smule. Det er mere end bare en motivisk sammenhæng – snarere virker det, som om hele bogen var en fortolkningsproces, et forsøg på at indkredse et følelsesmæssigt problem gennem en række nært beslægtede scenarier. Det er virkelig smukt udført.

Teksterne er stemningsmættede og følelsesmæssigt præcise på en måde, så man kan tåle at høre om megen ulykke og tristesse på én gang, uden det bliver kvalmende. Samtidig er de dramaturgisk veldrejede, og øjnene klistres til de stilfærdige noveller som til en spændende tv-krimi.

De er faktisk næsten lige gode alle sammen, men den sidste, lange fortælling MINE PIGER vil få dig til at holde vejret i spænding – man ved, at noget vil gå tabt, men læserens forventning om, hvad det bliver, omvæltes gang på gang. Det lyder måske som et billigt trick, men det går lige i hjertet på en meget ægte måde.

Skrevet af Elisabeth Skou Pedersen

Elisabeth er cand.mag. i litteraturhistorie og skriver ph.d. om litteratur og geografi ved Aarhus Universitet. Hun er redaktør og anmelder ved Litteraturmagasinet Standart og skriver om byudvikling, bykunst og byrum for Magasinet KBH.
En irrationel kærlighed til de Britiske Øer har affødt en svaghed for anglofil digtning fuld af regnvejr og rolling hills, men hun er også glad for lakonisk-ironiske kortprosaister som Pia Juul og Lydia Davis.

Skriv til Elisabeth

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *