At bære det, man har mistet – Caspar Eric ALT HVAD DU EJER

Sorgen over at miste et kommende barn får rørende udtryk i Caspar Erics sprogligt set ligefremme, men også lidt uintense fjerde digtbog.

Citat

Efter æbleskiverne gav din mor dig lov til at gå

hun kunne se at julelykken tyngede dig

du er stadig glad på din søsters vegne

det gjorde det bare ikke nemmere

at skulle kræve plads til at være trist

du følte at alle ignorerede hvad du havde været igennem

fordi alle ignorerede det

senere røg du en joint på en bænk

og luften var så kold at den blev våd mod din hud

Litteraturen er fyldt med fortællinger om mænd, der ikke kan få den, de elsker. Men hvor går man hen med sorgen over som kommende far at miste et barn i graviditetens første måneder? Man skriver en bog om det, kunne det korte svar være. Det er i hvert fald, hvad Caspar Eric gør med sin fjerde udgivelse ALT HVAD DU EJER. Tabet har han og bogens ”du” til fælles.

Duet er selvhjælpsformens tiltale, men ALT HVAD DU EJER er ikke en selvhjælpsbog. Den er en fortælling i digtform om ”farsorg”, som sorgen overraskende smukt benævnes. Duet udgør her en fingeret tale udad, hvis egentlige mål er duet selv. Alligevel er det muligt at læse bogens dedikation ”til de næste” – der nok sigter til fremtidige, endnu ufødte generationer – som en skjult henvendelse til de næste, der også skal miste.

Det ufødte barn er et fremtidsbarn, et barn der endnu ikke findes. I hvert fald ikke som andet end en ”lille amøbe” eller en ”animeret vindrue”. Når fostret tabes, er det derfor også et stykke fremtid, der går tabt. Man kunne anskue ALT HVAD DU EJERs hvide, ikke særlig tæt beskrevne sider som et litterært ligklæde for en fremtid, der aldrig blev.

Men på de sidste sider – spoiler alert! – vendes skuden, idet tabet inkorporeres i en ny fremtidsvision: ”Alt hvad du har mistet/skal du for evigt bære med dig”. I de profetiske ”skal” (der genlyder 31 gange), dukker en anden fremtid op – ikke som et håb, men som en øm vished om at måtte bære tabet med ind i det nye. Det er stærkt!

For at nå dertil må duet først finde ind til sorgen og dens berettigelse i en verden af formaninger og trøstende ord: Måske var det fint, du ikke blev far lige nu. Spontan abort er almindelig, glæd dig over din søsters graviditet… Ikke at have et sted at gå hen med sin sorg kondenseres i billedet, hvor duet har forladt den familiære julehygge og sidder på en bænk, mens kulden bliver våd mod hans hud. En sorg så diffus og upassende, ja nærmest skamfuld, at vejret må græde i stedet for ham.

ALT HVAD DU EJER tegner således omridset af en sorg, det kan være svært at bevæge sig ind i uden at fremstå barnlig eller utaknemmelig. Samtidig stilles der ind på verdens penible tilstand med økonomisk ulighed og udnyttelse. Den personlige krise ses i lyset af den globale, idet de væves sammen til ét stof. På ferie i Grækenland kontrasteres det højt ønskede, men aldrig ankomne barn med de mange ankomne, men uønskede flygtninge. En kras samtidskommentar om visse gruppers tilsyneladende større ret til at eksistere.

Dette dobbeltfokus skaber dog en affektform, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med: Dels føres læseren intimt tæt på duets overvejelser og omgangskreds, dels abstrakt langt væk til økonomiske transaktioner, oceaniske kabler, immunforsvar og atomer. Sat på spidsen udløser dette både klaustrofobi og agorafobi. Jeg medgiver, at det er godt tænkt. Men jeg rammes ikke af en kosmisk forklaring, der kan belyse sorgens anatomi; værdsætter blot idéerne rent intellektuelt. Dette skyldes sproget, der som i Erics foregående digtsamlinger er ligefremt, nærmest demokratisk usnobbet og så hverdagsligt, at det næsten er usynligt. Jeg røres af det sorgfulde stof, men rammes undervejs i de 294 sider af en vis sproglig kedsomhed.

– den bedste vej ud af sorgen sagde din chef/kan være at bruge sine hænder/og tænke på noget helt andet//at gøre sig selv til den robot/som både markedet og sproget kræver.

Og bogen er næsten som skabt med mekaniske hænder af de ord, der nu lå for. Men er dette sprog ikke netop sorgens billede? Derfor beder jeg ikke digteren gå et andet sted hen med sit sprog (fx en kold bænk). I stedet lægger jeg læsebrillerne, sætter den profetiske kikkert for øjet og konkluderer, at jeg nok ikke kommer til gentagne gange at tage ALT HVAD DU EJER ned fra hylden. Men det betyder ikke, at jeg ikke – med visse forbehold – anbefaler den lige nu.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Signe Anker-Møller