Begrænsningens kunst – Fredrik Sjöberg FLUEFÆLDEN

Hvis man er til kloge bøger om begrænsningen og langsommelighedens lyksaligheder og samtidig ikke er bange for genrehybrider, er Fredrik Sjöbergs lille bog en sand perle.

Citat

Ingen normale mennesker interesserer sig for fluer, i hvert fald ikke kvinder. Ikke endnu, plejer jeg at tænke, men det ender alligevel altid med at jeg er ganske godt tilfreds med at folk er ligeglade. Der hersker ikke ligefrem vild konkurrence.

Svenske Fredrik Sjöberg er entomolog (insektforsker), så derfor har han selvfølgelig valgt at skrive om insekter. Hans egen lille niche i entomologien er svirrefluen, en flueart som efterligner andre insekter. Men selvfølgelig er det ikke kun en bog om svirrefluer. ’Jeg er jo ikke idiot’, som Sjöberg siger til Peter Adolphsen under et interview på Louisiana Literature. I bogens start hedder det:

– Svirrefluerne er for resten kun rekvisitter. Nej, ikke kun, men til en vis grad. Fortællingen handler til dels om noget andet. Præcis hvad ved jeg ikke helt.

Bogen er en blanding af ’essay, selvbiografi, roman, rejseskildring, kreativ nonfiction, biografi…en bog’, som det så omfattende hedder på bogens omslag – og så er man vist også dækket ind. Men de tager nu ikke fejl, de gode folk hos Hr. Ferdinand, ligesom de ikke tager fejl, når de på bagsideteksten skriver, at det er en vidunderlig bog, som man forelsker sig pladask i. Her er flosklen ikke bare varm luft. Min forelskelse i bogen startede allerede under førnævnte interview, i en meget varm Giacometti-sal på Louisiana. Sjöberg emmede simpelthen af viden og dannelse, holdt på plads af en lun skandinavisk misantropi. Her var en mand, man gerne ville lytte til.

Den genreblanding vi har med at gøre i FLUEFÆLDEN, minder mest af alt om den afdøde tyske forfatter W. G. Sebalds værker, som på samme måde blander biografi, selvbiografi, essay, rejseskildring, historie og mere (dog i lidt større verdenshistoriske spring). Selv nævner Sjöberg den engelske Bruce Chatwin som inspiration, og han distancerer sig således fra den litterære selvbiografisme-tendens, som de seneste år har sat dagsordenen i Skandinavien. På de allermest dystre dage er det en tendens, han oplever at tage del i – ’som om jeg blot står i kø i regnvejr, uden for bekendelseslitteraturens intellektuelle nudistlejr. Stivfrossen’. Men Sjöberg slipper igennem uden at miste tøjet, det er først og fremmest sin viden, han formidler, ikke sit liv.

Det tematiske omdrejningspunkt bliver dog entomologien, både dens undersøgelsesobjekt – insekterne – men i høj grad også dens udøvere – insektforskerne. Især den svenske entomolog René Malaise bliver behandlet i FLUEFÆLDEN. Malaise var en rigtig forskeroriginal, der opfandt Malaisefælden, den fluefælde som giver bogen sin titel. Malaise mere end fluerne, bliver bindevævet der holder historien sammen, og han spiller en helt central rolle i bogens dramatiske afsluttende kapitel. Sjöberg undrer sig over, hvorfor det blev Malaise: ’Var det bare min gamle tilbøjelighed for tabere?’, eller det fordi han minder Sjöberg om, ’at koncentrationen altid er størst der hvor der ikke er nogen bagdør?’. Skildringen af den excentriske videnskabsmand Malaise er fantastisk. Han specialiserede sig i bladhvepse, og boede i en årrække i 20’erne på den dengang sovjetiske halvø Kamtjatka. Hans ekspeditioner var engang forsidestof, men han ender sine dage i forskningsmæssig latterlighed, da han udgiver en bog om det sunkne Atlantis. Som forskningsprofil, minder den om dem, man støder på i Bill Brysons herlige EN KORT HISTORIE OM NÆSTEN ALT.

Sjöberg føler tydeligvis en sympati og forbindelse til disse fordums entomologer, som ligesom ham, har stået med insektfangernettet (ketsjeren) i time-, dage- og månedsvis og bare ventet på en ny, sjælden art. Denne fordybelse, langsommelighed og begrænsning er måske i virkeligheden det, FLUEFÆLDEN handler om. At samle på noget, at skære et stykke ud af virkeligheden og forsøge at beherske det, har en saliggørende anti-depressiv virkning ifølge Sjöberg. ’Det er det mest effektive psykofarmika’, udtalte han under interviewet på Louisiana. Begrænsningen kommer også til udtryk geografisk, Sjöberg indsamler nemlig kun på sin lille ø Runmarö i den svenske Skærgård. Gennem årene har han fanget mere end 200 arter af svirrefluen. En fantastisk bedrift, forstår man, i entomologisk sammenhæng.

Men kan denne fluefanger skrive? Åh det kan han. Hans prosa er ligetil på den måde, der virker bedragerisk simpel, men alligevel på perfekt vis formår at formidle indtryk. Og så er der nogle herlige sprogblomstrer, der folder sig ud.

I den sidste del af bogen, gør Sjöberg igen status, og kommer med en tilståelse:

– Jeg kan mærke at jeg ikke har været helt ærlig i beskrivelsen af mine motiver. Spørgsmålet er ikke besvaret særlig godt. Hvorfor fluer?

Næ, det er egentlig ikke besvaret særlig godt, men hvad gør det, når man er blevet både oplyst og underholdt på rejsen undervejs? En lille anke må der dog falde vedrørende oversættelsen, som ikke helt lever op til den taksonomiske grundighed, Sjöberg ligger for dagen, hvad angår artsnavne inden for både flora og fauna. Her bruges de svenske navne i stedet for de korrekte danske.

FLUEFÆLDEN er første del af en trilogi, som allerede er afsluttet på svensk, og hvilken fryd at kunne glæde sig til to bind til fra entomologen og den store forfatter Fredrik Sjöbergs hånd.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Essays,

Læs også

Om Christian Jess Mark

Christian Jess Mark (f.1979) er cand.mag. i litteraturvidenskab og moderne kultur og kulturformidling. Han var chefredaktør på LitteraturNu fra 2007-2017.

Skriv til Christian