Det er besværligt – Johan Davidsen JEG KAN IKKE HJÆLPE DIG MED DINE PROBLEMER

Johan Davidsens nedbarberede debutbog om et problematisk parforhold lykkes med en del, men er også både for lidt og for meget.

Citat

Jeg tænker, at du tænker, at du ikke ville have lyst til at have mit liv. Du vil gerne kigge på det og være misundelig på brudstykker. Men så får du straks øje på helheden og vender blikket mod dit eget liv og egne mere livgivende projekter.

Der er både nogle vældigt fine observationer og nogle mindre velfungerende elementer i Johan Davidsens debutbog JEG KAN IKKE HJÆLPE DIG MED DINE PROBLEMER. Bogen omtales af forlaget som en samling kortprosatekster, men er nok nærmere en punktroman. I hvert fald er alle prosastykkerne i den 130-sider lange bog koncentreret om det samme lineært fremadskridende narrativ. Det er en fortælling om først et parforholds opståen, sidenhen dets langsomme opløsning og et følsomt, smådeprimeret jegs oplevelse af begge dele.

I løbet af fortællingens mange korte prosabidder – ingen af tekststykkerne fylder mere end en side – får vi små indblik i hverdagen for en halvvoksen, arbejdsløs nørrebromand og hans forsøg på at leve op til de forventninger, som alt og alle, men nok mest af alt ham selv, har til hans liv, parforhold og daglige gøremål: ’Jeg søger jobs. Jeg tager til jobsamtale. Jeg venter på svar. Jeg stikker en finger i jorden. Jeg prøver at finde ud af, hvad du vil.’ Det er et nedbarberet, ret almindeligt hverdags- og ungdomsliv anno 2015 med Taylor Swift, Instagram og jobsøgning, der formidles i et ligeledes nedbarberet, meget neutralt sprog, der består af korte sætninger, så godt som ingen sproglige billeder og er uden store patosfyldte suk eller dybe refleksioner over tilværelsens besværligheder. I stedet konstaterer jeget blot coolt, som her: ’Jeg kigger på det. Det løber ud i sandet. Vi indstiller vores forhold.’

Den gennemgående tone romanen igennem er grå. Jeget er i en døsig tilstand, der ikke levner plads til megen eufori, hverken i hverdagen i København eller under den ’flugt’ til Berlin, jeget forsøger sig med efter bruddet, og som ikke rigtig hjælper på noget: ’Jeg går efter oplevelserne. Men de betyder ikke så meget for mig længere. En hel nat, der bliver til en morgen, er bare en hel nat, der bliver til en morgen.’ Det er en fin registrering af en ungdom, der føles forbi, nætternes fester er ikke længere noget særligt, heller ikke i Berlin.

Bogen veksler mellem forsøgsvist humoristiske betragtninger og følsomhed. For mig at se står skriften klart stærkest, når det er det følsomme og sårbare, der kommer til udtryk i de korte, nøgterne sætninger, der ofte får lov at stå på en side for sig selv: ’To dage er ens’ lyder en sigende tekstbid, ’Dage er af og til så dårlige, at jeg ikke vil tale om dem’ en anden. Begge stykker er stærke. Her lykkes det nemlig at få videreformidlet jegets mismod og fortvivlelse kort og præcist. Her får meningsløsheden lov til at stå alene, og det fungerer godt – måske også forstærket af, at det (nogle gange lidt for) almindelige sprog og den ret så ligetil handling får betragtninger som de ovenstående til at stå mere klart frem. Ligeledes bliver man også mere opmærksom på de gange, hvor sproget stikker lidt mere ud eller ligefrem forknudres bevidst: ’Jeg ved hele tiden aldrig, hvad jeg ellers skal tale om.’

Til gengæld bliver den humor, som bogen flittigt gør brug af, lidt for tit ret anstrengt, for overgjort: ’Du er pæn. Men du vil gerne næsten kvæles i sengen med hånden om halsen. Det finder vi ud af.’ Det er nærmest for kækt, når skriften her reduceres til at være dårlig omklædningsrumshumor, man efterlades med en lidt dårlig smag i munden. Så fungerer det humoristiske bedre, når det underlægges den underspillede stil, der ellers karakteriserer bogen: ’Mit fravær giver mig opmærksomhed i København.’

Davidsens debut er visse steder en anelse flad. Det skygger heldigvis ikke for meget for de finere passager, der knivskarpt og følsomt beretter om spaltningen fra et vi til et du og jeg: ’Jeg troede, jeg ville være mere end det her.’

Nyeste anmeldelser i kategorierne Kortprosa,

Læs også

Om Laurits Nikolajsen

Laurits er 24 år og i gang med sin kanditatuddannelse i Litteraturvidenskab på KU. Har en bred smag med en forkærlighed for latinamerikanske fabulanter som Borges og Bolaño, samt litteratur der ikke er bange for at være for politisk.