Billedkunstner i folkets tjeneste – Kira Kofoed KASPER HEIBERG

Kunsten skal være en naturlig del af menneskets hverdag! Sådan lød Kasper Heibergs idealistiske devise i 1960’erne. Opfordringen har runget højt lige siden, men er den blevet lettere at efterleve?

Citat

Efter Heibergs opfattelse var det kunstens rolle at berige både menneskets tanke og æstetiske sans, en overbevisning, som især kom til udtryk i hans egne stedsspecifikke værker. Kunst skulle ikke være kedelig eller elitært lukket; den måtte i Heibergs verden helst overraske og gøre den forbipasserende fortrolig med det særlige ved netop dette sted.

Kasper Heibergs far, Edvard Heiberg var funktionalistisk arkitekt og dedikeret kommunist – og dét er en vigtig pointe, hvis man vil forstå Kasper Heibergs kunstneriske projekt. For til trods for, at han droppede arkitektstudierne til fordel for et usikkert liv som billedkunstner, kom både arkitekturen og det sociale til at løbe som en skrøbelig, men dog insisterende og markant tråd gennem hele Heibergs virke – eller ’karriere’, hvis man vil bruge det begreb om en kunstner, der levede fra hånden til munden i et forsøg på at føre sine banebrydende visioner for kunsten og menneskeheden ud i livet.

Det er de flagrende brudstykker af denne tråd kunsthistorikeren Kira Kofoed identificerer, samler op og rekonstruerer, i den store og meget omfattende bog KASPER HEIBERG, der i sit brede omfang og insisteren på biografiske detaljer bærer præg af forfatterens store fascination af privatpersonen bag den tapre kunstnerlegende.

Kira Kofoed starter fra begyndelsen med en introduktion til den jord og de idealer, Heiberg var rundet af, og bevæger sig langsomt men velovervejet og velargumenteret ind til sagens kerne: At Heiberg var en ener og en pioner inden for den aktiverende og inddragende kunst i det offentlige rum. I forsøget på at nå ind til denne kerne kommer Kofoed omkring adskillige aspekter af Heibergs liv: kærester, økonomiske problemer, hans særlige forhold til farver, parallellen til minimalismen og andre kunstretninger, hans kritiske forhold til sin samtids arkitektur og korte flirten med film samt hans sene tilbagevenden til maleriet. Alt sammen suppleret af et omfattende billedmateriale.

Det egentlig interessante begynder, da Heiberg ankommer til Paris i 1962. Det var her, at Heiberg med inspiration fra de mange andre kunstnere, der befandt sig i metropolen, begyndte at eksperimentere og søge væk fra den traditionelle malerstil, som han havde dyrket i Danmark. I Paris var tidens motto, at kunsten skulle delagtiggøre og aktivere beskueren, og oplevelsen af værkerne skulle være uhildet og umiddelbar. Dét indebar en foragt for symboler, som Heiberg tog til sig, og som resulterede i, at han begyndte at producere abstrakte skulpturer, hvor farven og formen var det centrale. Heiberg skrev:

– De fleste tror, at man ser ’verden som den er’, men det er desværre ikke sådan. Øjnene der ser har valgt på forhånd… Vi lever i en symbolverden, hvor vores syn er faste billeder og vores tanker er andre faste billeder. Denne beskyttelse, denne censur mod den voldsomme omverden som sindet har lavet, spærrer os inde, lukker vores muligheder for at bevæge os frit i tanke- og opfattelsesverden. For at leve må vi hele tiden slippe lidt nyt ind i denne lukkede verden.

Som citatet antyder, havde kunsten ifølge Heiberg eksistentialistiske og semi-revolutionære potentialer. Gennem kunsten ville han gøre arkitekturen og bymiljøet mere spændende. Han arbejdede med stedets betingelser, og konceptet var, at udsmykningskunsten skulle være en integreret del af den arkitektoniske planlægning, hvilket forudsatte, at kunstneren blev inddraget fra starten.

På baggrund af sine ideer fik Heiberg flere udsmykningsopgaver i Danmark, hvor mantraet var at aktivere andre sanser end synssansen og nedbryde skellet mellem den kunstneriske elite og den almindelige borger.

Men Heiberg idealistiske og nytænkende ideer møder modstand gang på gang. Det var, som Kofoed skriver ’hovedsageligt fagfolk og den del af befolkningen, der var vandt til at beskæftige sig med kunst, der i værkerne så, hvad Heiberg så’. Kofoed betegner Heibergs karriere som en lang række skuffelser og uindfriede forventninger.

Detalje af udsmykning på Skjoldhøj Kollegiet, 1973. Kasper Heiberg særsamling, Kunsthistorisk Billedarkiv, Danmarks Kunstbibliotek. Foto: Kasper Heiberg.

 

Skuffelsen er størst i forbindelse med Heibergs udsmykning af Skjoldhøjkollegiet ved Brabrand i Aarhus, der idag betragtes som et hovedværk i det 20. århundredes danske udsmykningskunst. Heiberg må droppe sine gavlmalerier på grund af store protester fra beboerne, der melder ud, at de hellere selv ville have malet på muren. Den dedikerede og socialistisk opdragede Heiberg opfordrer eleverne til selv at tage ansvar for udsmykningen, men eleverne forbliver passive. Skuffet og frustreret måtte Heiberg erkende, at skellet mellem kunstneren og den almindelige borger var vanskeligere at nedbryde end først antaget.

Efter den meget nøje gennemgang af Heibergs utallige udsmykningsprojekter – hvoraf kun få blev realiseret – peger Kofoed på en række nyere kunstprojekter, der kan ses parallelt med Heibergs, og som yder et vigtigt bidrag til forståelsen af, hvorfor Kofoed tillægger Heiberg en status som kunstnerlegende.

Perspektiveringen til nutidens kunstprojekter og Kofoeds diskussion af, hvordan forholdende kun delvis har ændret sig, er klart bogens mest interessante. Bogens væsentligste pointe er, at Heiberg, med alle de problemer og skuffelser hans virke indebar, var på forkant med mange af nutidens kunstnere, der nøjagtig ligesom Heiberg, konfronteres med dilemmaet, hvorvidt det er eksperter eller den almene borger, der skal have den afgørende stemme. Selvom denne diskussion kunne have fyldt meget mere, får man som læser en forståelse for, hvorfor dilemmaet ramte Heiberg ’på trods af hans kamp for og insisteren på at opnå den diametralt modsatte virkning’. Og den forståelse er hele bogen værd!

Nyeste anmeldelser i kategorierne Kunst,

Læs også

Om Amalie Frederiksen

Født i 1984. Cand. mag i moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet.Skriv til Amalie