Burlesque mit plot – Bjørn Rasmussen PYNT

Bjørn Rasmussen har skrevet en ung forældreløs bulimisk skuespillerindes dagbog. Hun kæmper efter eget udsagn mod en ’sværdhævdende normalitetshungrende optik’, og den kamp er en sindssygt god roman.

Citat

Det går hurtigt for mange at komme ind her og ud. Jeg når knap nok at registrere ansigterne, men navnene bider sig fast og glimter som smykker, Terese som strikker, Martin med finspritten, deres bevægelse, insekterne haster ind gennem mit vindue om aftenen, de tiltrækkes af det kunstige lys, jeg kan ikke sidde og skrive i mørke, men jeg er nødt til at åbne vinduet, jeg har svært ved at trække vejret, jeg lider en langsom lungedød. Stankelben, natsværmere, jeg ligger hele natten og kradser mig, jeg tænker, at der snart går hul på mig, jeg har det som om der siver orangemarmelade ud af det ene øre. Du har et nike-logo på ryggen, men der står sund fornuft på mine kønslæber, der står x-tra på mit stemmebånd, hvis bare jeg kunne kaste det op, men jeg kan ikke kaste det op eller skære dem af, oh dear, real deal, burlesque mit plot, krokér mit hjerte.

I min læsning af romanen, når jeg på et tidspunkt til en sætning, som lyder: ‘Er vi pynt’. Og der kan jeg pludselig mærke, at ordet i løbet af bogen er blevet underligt fremmed for mig. Jeg kan mærke, at andre ord, jeg kender, også har fået noget fremmed over sig. Det er ikke rart. Jeg googler ‘pynt’. Google viser mig billeder af plasticblomster, drinksparasoller, kagekrymmel.

At svare ‘ja’ på spørgsmålet virker så ud fra google umiddelbart nedslående. Jeg slår op i ordbogen, som fortæller mig, at ‘pynt’ kommer fra nedertysk ‘pünte’, som betyder ordning eller smuk form og stammer fra det latinske ‘punctum’, som betyder stik, prik eller punkt.

Med ordets oprindelse in mente kan jeg så føle en vis opklaring ved, at en punktroman (for det er den, fordi den består af korte prosafragmenter) hedder ‘pynt’. Dernæst er titlen helt præcis i forhold til betydningen ordning eller smuk form, fordi det er de herskende sociale idealer om den smukke form, som i Rasmussens sætninger intenst, stædigt, vildt og rasende udstilles, diskuteres, undergraves og ind imellem desperat gribes som mulighed. Det drejer sig især om idealet om den afslebne, sammenhængende identitet. Fortælleren bryder sig ikke om at blive hældt ned i de kageforme, som samfundet har skabt.

Her kommer et citat, hvor fortælleren har spillet med på en bestemt forestilling om mennesket, en udtryksmåde, og så bliver vred:

–Ja, det er grufuldt når ens verden går i stykker, det har jeg fx sagt i et interview, som om jeg ejede en verden, som om jeg er ude på at vedhæfte udfaldet en årsag, istemme en vedtaget døv samklang, fuck, hvor er det et reptilsk postyr at portrættere et menneske, jeg ved ikke, hvorfor jeg stiller op til det, kanske jeg er indbildsk, bestemt sentimental

Konkret er romanen skrevet som en ung kvindes dagbog henvendt til hendes lillebror. Hun er indlagt på en psykiatrisk afdeling og fortæller herfra bl.a. om sin ulykkelige kærlighed til en mystisk tatoveret kunstner ved navn Alfrida, sin ublide barndom i den flamboyante værge Werthers varetægt, sit forliste ægteskab med fotografen Hr. Johansen og selve indlæggelsen. Det meste er fortalt gennem korte, stærkt stiliserede optrin, her et møde med en sygeplejerske på afdelingen:

–jeg drikker sveskejuice, jeg drikker kogt vand. Frøken Dam ser trist ud. Der findes en gruppe om torsdagen, siger hun. Social færdighedstræning. Der findes en gruppe oppe i mit røvhul, siger jeg. Der findes en død gås i min hjerne pga. al den medicin, I giver mig. Må jeg komme med et godt råd: Send mig til slagtning.

Dagbogen giver læseren adgang til en sært vampet verden og en form for blandingstid. Blandingstiden indstiftes via ordbrugen, fordi sødt fra Østindien, hvidtøl, frøkener og herrer og vendinger som ‘i høst’ peger et godt stykke bagud, mens facebook, kugledyner og papvin peger på en samtid. I en mere frygtsomt realistisk roman ville årsagen til denne type tidslig forvirring på et tidspunkt afsløres, diagnosticeres fx som hovedpersonens fordrejning af en genkendelig virkelighed. Men det fremmedartede afhjælpes ikke i PYNT, hvor det netop er de konventionelle udredninger, som afsløres som skin og overgreb, hvor det er selve diagnosticeringen, der opponeres imod.

Det som hele tiden sker, når jeg læser sætningerne i PYNT, er, at de overrumpler mig, ‘jeg vil ikke underlægge mig en fast struktur, hænder, der berører egen krop, andres kroppe, andres hænder’, skriver fortælleren, og den modvilje lader Rasmussen slå igennem overalt i hendes sprog. Men hvilken frigørelse er egentlig mulig i sproget? Mulig via en dagbog, en fiktion, en bekendelse, en bøn?

Romanen slutter med, at fortælleren udskrives og kommer hjem til en grotesk velkomstfest, hvor alle romanens vigtige personer på mærkelig vis er til stede. Vores unge kvindelige fortæller forlades af den elskede Alfrida, men går efter festen videre i livet, går til audition på en mayonnaisereklame.

Det ville være dannelsesromanens lykkelige fuldbyrdelse, ville være helbredelsen, hvis det ikke føltes så forkert, så fremmed, så ufrit. I midten af romanen slynger fortælleren sætningen ‘Burlesque mit plot’ ud som bøn, og det burleske handler om at vende noget på hovedet, udstille det, overdrive det. Romanens overdrevent konventionelle slutning kan derfor måske læses som det sidste i en lang række velmenende overgreb på fortælleren. Men begået af hvem, hende selv, men derfor indirekte af litteraturen! Det er en vildt heftig bog at læse. Gør det.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Lean Pejtersen

Lean Pejtersen studerer litteraturvidenskab i København. Han går stærkt ind for havet, internettet og erfaringen. Han interesserer sig meget for ny dansk litteratur og for hvad litteratur er.

Skriv til Lean