Byggeboom og boblebrist – Donal Ryan RUST

Irske Donal Ryans debutroman er et interessant samtidsdokument, der blander personlig tragedie og økonomisk kollaps. Men som romankunst er RUST desværre en tam affære.

Citat

Min far bor stadig ude af vejen forbi stemmeværket i det lille hus hvor jeg voksede op. Hver dag tager jeg derud for at se, er han død, og hver dag skuffer han mig. Han skuffer mig samvittighedsfuldt hver dag. Han smiler til mig; et frygteligt smil. Han ved jeg kommer for at tjekke, er han død. Han ved jeg ved han ved det. Han griner sit skæve grin. Jeg spørger er der noget du manger, og han griner bare. Vi ser lidt på hinanden, og når jeg ikke længere kan holde stanken af ham ud, går jeg igen. Held og lykke, siger jeg, vi ses i morgen. Det gør vi, siger han. Jeg ved han har ret.

RUST er kriselitteratur. En samtidlitterær undersøgelse af finanskrisens konsekvenser for et irsk lokalsamfund, der har fået trukket tæppet væk under sig og hvor alle befinder sig i en slags undtagelsestilstand. Det kunne have været spændende, men strander i provinsiel personfnidder og banal bekendelse.

Donal Ryan har ellers fat i et hårrejsende og vanvittigt billede: Irlands moderne spøgelsesbyer, der efter finanskrisen bliver forladt halvfærdige af byggematadorer, der nu skjuler sig på den spanske solkyst. Tilbage står skelletter og kadavere, efter at byggeboom og boblebrist har efterladt store dele af Irland i et dybt hul. Og i RUST sender arbejdsløsheden, korruption, et mord og en mystisk barnebortførelse chokbølger gennem landsbysamfundet, der ligger øde som en spøgelsesby:

– Der er fireogfyrre huse her i boligområdet. Jeg bor i nummer treogtyve. Der bor en gammel dame i nummer fyrre. Der bor ingen i resten af husene, kun genfærd af mennesker der aldrig har eksisteret.

Handlingen bliver langsomt stykket sammen af bogens 21 fortællere, der giver hver sit billede af tingenes tilstand over ligeså mange kapitler. Monologerne er lidt kluntet – og meget sporadisk henvendt til et ‘du’, der kunne være en journalist. Bagsideteksten roser det som et ‘modigt greb’, men i stedet for at blive en polyfoni er RUST nærmere en kakofoni, der grumser fortællingen til.

Første kapitel, der står som bogens skarpeste, om sjakformanden Bobby sætter scenen for resten af romanen. Kapitlet antyder de begivenheder, der er omdrejningspunktet for bogens 20 andre stemmer: Hans anstrengte forhold til faren, byggefirmaets konkurs, svindel – en affære, måske. Bobby bliver en skyggeagtig hovedperson, der hele tiden dukker op i de andres liv. Sladderen breder sig til og forgrener sig fra kapitel til kapitel i fortolkninger, følgeslutninger og misforståelser, der tilsammen tegner et billede af et lokalsamfund, der er totalt på røven. Både økonomisk, socialt og fundamentalt menneskeligt.

Ofte former kapitlerne sig som indrømmelser eller bekendelser. Og den særligt katolske moral ligger tungt over personerne, der alle bærer på en eller anden skyld eller skam – uanset, hvordan de vender og drejer det, har de alle været en del af både opsving og nedtur. Hele tiden med en nagende fornemmelse i baghovedet: Succes bliver straffet.

Donal Ryan skriver i et talesprog med blik for de uregelmæssigheder, der er i personernes ordstrøm. Det er lige ud ad landevejen og sproget gør ikke meget væsen af sig. Det gør Signe Lyngs oversættelse sådan set heller ikke, og fordanskningen af den irske nedtur er for det meste flydende, omend en smule anonym.

Desværre fornemmer man, at en masse gode bandeord og vulgærsprog er gået tabt. Ord som ‘dåse’ eller ‘fandens’ har simpelthen ikke samme slagkraft som f.eks. ‘cunt’ eller ‘fucking’. Og så det er ganske enkelt irriterende, når alle personer synes, at det ene og det andet er ’sygt’.

RUST fascinerer med sit samtidskarakteristik af et Irland, hvor en lovløs byggebranches ufærdige sovebyer står tilbage som ildevarslende filmkulisser af billigt pindebrænde. Desværre kommer fortvivlelsen og det dybe mismod kun momentant frem i RUST. For det meste er personernes monologer kluntede og kedelige og mangler simpelthen den desperation i tonen, som ellers bliver postuleret gang på gang.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Felix Rothstein

Felix Rothstein (1990) læser til daglig Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Udover at være anmelder på LitteraturNu, skriver han om tegneserier for Atlas og om tegnefilm på Ekkofilm.dk. Og så er han med til at arrangere tegneserieawardshowet Pingprisen.

Skriv til Felix