Civilisationshistorisk ekspedition – José Saramago ELEFANTENS REJSE

Rejsen er på alle måder målet i denne sprudlende fabel, der blev nobelprisvinder José Saramagos næstsidste inden sin død i 2010. Det handler om en forunderlig elefantekspedition i år 1500, men også om at overstige fantasiens grænser og nå ind til kernen af menneskets civilisationshistorie.

Citat

Skeptikerne har ret når de hævder at menneskehedens historie er én lang række af forpassede muligheder. Men takket være fantasiens uudtømmelige reserver er det heldigvis muligt at udfylde lakunerne, så det nu er muligt at bane sig vej ud af blindgyder som vedbliver at være blindgyder og opfinde nøgler til døre der har mistet nøglehullet eller aldrig har haft noget.

Handlingsforløbet i ELEFANTENS REJSE er simpelt. I år 1551 vil kongen og dronningen af Portugal skænke en ekstra bryllupsgave til deres fætter Maximilian, ærkehertug af Spanien. En karavane skal derfor fragte den indiske hanelefant Salomon fra Lissabon til Wien, hvor Maximilian residerer. Hurtigt bliver det dog det helt særegne saramagoske ordsprudleri og den fabulerende fortælleglæde, der overtager ekspeditionen. Et væld af fantastiske begivenheder trænger det egentlige handlingsforløb i baggrunden og åbner op for den kringlede og specielle læserrejse, vi bydes på.

Saramago bruger igen i ELEFANTENS REJSE sin helt egen tegnsætning. Direkte tale flyder sammen med tekstens øvrige ord, egennavne står med lille og der forekommer få egentlige punktummer. Det irriterer i starten, men man overgiver sig hurtigt og lader sig hvirvle med ind i den frugtbare strøm af stemmer, ord og holdninger.

Straks fra begyndelsen er også en stærk fortællerstemme tilstede. Den guider og farver begivenhederne i ’vi’-form. Læseren får fornemmelsen af, at værket er til for at gøre os klogere på nogle almenmenneskelige forhold i livet og det ægger til videre læsning:

– Af bitter erfaring ved vi at man normalt ikke skal stole for meget på den menneskelige natur. Og fra nu af ved vi så at vi heller ikke kan stole på et militært æresord.

Som hos H.C. Andersen vrimler det desuden med titler i og omkring elefantkaravanen. Forvaltere, oksedrivere, arbejdsmænd, præster, soldater og ærkehertuger er blot nogle af dem – og så individet: den indiske mahut, elefanttæmmeren Subhro, der sidder øverst på elefantens ryg. Der opstår teologiske diskussioner, plattenslageri og guddommelige mirakler undervejs, men under alt dette ligger en evig foragt for det ophøjede, for titlerne og det fine. Igen og igen får autoriteterne og de folk, der mener at sidde højest på strå, nemlig smidt mudder (eller elefantekskrementer) i hovedet. I sidste ende er og bliver det nemlig mahutten, dvs. det ydmyge og egenhændige individ, der er sadlet højest i de fleste af livets karavaner. Det er Saramagos umåde underholdende og vise morale i romanen: ’En elefant er meget mere end en elefant’, som det udtrykkes.

På elefanten og alle de og vi andres rejse ind i fantasien og det at være et menneske (eller en elefant) i verden, tager Saramago masser af humoristiske afstikkere til senere kulturformer og -udtryk. Den giver en vedkommende og klog indsigt i vigtige afkroge af vores komplicerede civilisationshistorie.

ELEFANTENS REJSE er en total negligering af det totalitære og bestemte:

-For livet driver gæk med forudsigelserne og anbringer ord hvor vi forestiller os tavshed og pludselig genkomst når vi tror aldrig at skulle ses igen.

Den er hele den fabulerende, litterære og filosofiske karusseltur værd. En fin, lille perle om menneskets vej til at blive og forblive menneske.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Janne Kristensen

Janne er cand. mag. i Moderne kultur og kulturformidling. Hun er bosiddende i Island, hvor hun driver en lille café i byen Thingeyri. Hun skrev speciale om Sjóns prisvindende roman SKYGGE-BALDUR.