Datidig nutid og digtets bare røv – Henrik Have HOVEDSPORET

Henrik Have afsporer litteraturens tog sortsnakkende, absurd, sjovt. Det er svært at holde af hans digte, men det er sværere ikke at holde af dem.

Digt

Jeg giver fanden i solen. Nu har den sluppet og glemt sine tider.
Giv mig en gul ballon, så skal jeg nok klare mig! Datidig nutid og digtets bare røv.
Skal jeg røve nu? Ja, bare røv! – og tag banegården og de bundløse kufferter med dig!
Jeg længes mod grøftekanter og afrevne hænder, mod brønde og nylagte æg,
Og nu pisser jeg i bukserne så månen har noget at spejle sig i,
nu lukker jeg luften ud mellem træerne.

Titlen på Henrik Haves nye digtsamling HOVEDSPORET refererer til flere ting. Dels til Gyldendals mursten af en dansk litteraturhistorie af samme navn fra 2005, som af mange er blevet kritiseret for at bygge på en nationalromantisk forestilling om den danske stat og dens litteratur, og som i øvrigt styrer pænt uden om en stor del af avantgarden. Dels til hovedsporet, ad hvilket jøderne blev kørt til de tyske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig.

Forsidefotografiet viser således jødiske fanger siddende på et jernbanespor, mens man på bogens første sider finder et fotografi af en blond knøs stående foran togstationen i den polske landsby Sobibor, hvor en af de største tyske udryddelseslejre lå. Den provokerende konklusion ligger således lige for – dyrkning af den nationale litteraturkanon fører til Holocaust.

På den måde iscenesættes HOVEDSPORET som en avantgardistisk sabotagehandling, en afsporing af litteraturens tog, og Henrik Have bliver en poesiens modstandsmand. Så langt er jeg med på Holocaust-referencen. Men hvorfor og hvordan HOVEDSPORET er ‘lingvistiske Holocaust-beskrivelser, der gennem omkoblinger (sporskift) følger sporene (Det Europæiske hovedspor) fra romertiden over 2. verdenskrig til i dag i en samtidig repræsentation’, som det hedder i presseteksten, fatter jeg ikke. Men i det hele taget fatter jeg ikke ret meget af Henrik Haves digte. Bedøm selv et digt som dette:

–Nervus rerums ophold i spiralen mellem / Carl Fürstenberg og Poul Ehrlich oppe på kuglen, / den afsendte men dog selvsøgende brud / i tågekammerets (hviskende) inklination. / Hendes spørgsmål er et verdenshjørne / og kan ikke længere besvares som gommens død / når en pengeseddel er et spejl, an sich, / og et spejl er forventningens poesi. / Et frø siger sig selv, det er alt. / Kort fortalt!

Jeg kan bedst lide, når Have er håndgribelig i sin surrealisme, når man kan se sortheden for sig, og forryktheden manifesterer sig i konkrete billeder, som i digtet til højre for denne anmeldelse. Jeg bryder mig derimod mindre om de digte, hvor abstraktionsniveauet er så højt, at man ikke aner, hvor man skal begynde.

Ironisk nok begynder HOVEDSPORET med noget, der minder om en litteraturkanon, et 4-siders digt bestående af navne. Der er imidlertid ikke megen nationalromantik over Haves kanon. Nok er der blevet plads til H.C. Andersen, men en stor del af navnene er internationale, og det er avantgardisterne, der dominerer billedet. Samtidig er det en kanon uden hierarki, hvor Andy Warhol står side om side med Gud og Moses. Hvilket også viser ironien i det hele – hvem nævner i ramme alvor Gud som inspirationskilde?

Til sidst i digtet hedder det, at ‘kunst der ikke forholder sig til traditionen er plagiat’, og netop forholdet mellem original og kopi, tradition og fornyelse, er et gennemgående tema. Som det lyder et sted: ‘Jeg længes efter glemsel / og pludselige havelåger, / efter originalens tavshed / på det vilde æbles kopi.’

Alt i alt har jeg svært ved at holde af Henrik Haves digte. Men jeg har lige så svært ved ikke at holde af dem. Lige så utilgængelige de er, lige så intuitivt morsomme er de i deres dadaisme. Jeg giver 17 symaskiner ud af ingen mulige.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Martin Lykke Nielsen

Martin er 29 år, bachelor i litteraturhistorie og kandidat i journalistik.

Skriv til Martin