De har jo allesammen ret – Linn Ullmann DE UROLIGE

Anmelderne, altså. Linn Ullmanns genrebrydende, anmelderroste roman er præcis dette: Genreforvirret og anmelderrost. Læs den.

Citat

Der findes værre skæbner: En muses eksistensberettigelse er at være et spejl for den store kunstner. Uden kunstneren, ingen muse. En skade er ingens spejl, den bliver synlig uden hjælp fra nogen, ja faktisk er det sådan at skaden kan genkende sit eget spejlbillede. Det er der ikke mange dyr der kan, enkelte aber, selvfølgelig, for eksempel bonoboen, visse delfiner, og også en særlig type myre. Hvad angår myren, viser det sig at den vasker sig efter at have set sig i spejlet og observeret en plet på hovedet, mens den ikke vasker sig hvis den ikke har en plet. Der er også lavet undersøgelser med elefanter. Nogle elefanter genkender sig selv i spejlet, men ikke alle. Undersøgelsen med elefanterne blev vanskeliggjort af at spejlene ikke var store nok.

Anmeldere fra hele Skandinavien falder i stimer over Linn Ullmanns DE UROLIGE, og litteraturpriserne er på vej. Og med god grund.

DE UROLIGE er svær at genrebestemme. Den er lidt af det hele: små kapitler med poetisk prosa, længere fortællinger i 3. person, udførlige beskrivelser i 1. person samt dialog. Og dette med citater og vendinger på både svensk, norsk og engelsk i den danske oversættelse.

Lyder det forvirrende? Det er det også. Det tog denne anmelder ca. 30 sider at give slip på den lille stemme, der sagde, ‘Hvad er det her? Hvad handler det her om?’. Ikke fordi meningen med bogen så blev opklaret, nej nej, det sker først langt senere. Men når man lige har vænnet sig til måden Ullmann skriver på, begynder man at slappe af og lade ordene flyde.

Og Ullmann er simpelthen fantastisk til at skrive. Ligegyldig hvilken genreforvirret form sætningerne tager, er det en fryd at læse. Det er et sprog fyldt med følelser og tankestrømme, der bare virker. Ullmann, både som forfatter og hovedperson, gentager sig selv og springer frem og tilbage i tiden – nogle gange fra den ene sætning til den anden. Fra lille barn, til teenager, til voksen, til mor. Ikke engang et afsnit til at akklimatisere sig, får læseren. Derudover skiftes der mellem 1. og 3. person på må og få, så man skal holde tungen lige i munden for at forstå, at det stadig er hende, det handler om: ‘Moren ville opkalde hende efter en dukke hun havde haft som barn. Yndlingsdukken Beate. Jeg ved ingenting om dukken.’

Men det gør ingenting. Man kan ikke engang bliver irriteret, det er det for godt til. DE UROLIGE handler om Linn Ullmanns opvækst og hendes forældre, Ingmar Bergman og Liv Ullmann. Den handler om hendes forhold til dem, og deres forhold til verden. Barndommen, opvæksten og alderdommen. Erindringerne er bygget op om et projekt mellem (Linn) Ullmann og Bergman: de vil skrive en bog baseret på deres dialoger, optaget på bånd. Og det er sådan set det, der nu er sket. Dog døde Bergman i 2007, inden arbejdet på bogen var begyndt, og det er derfor udelukkende Ullmanns bog.

Samtalerne mellem far og datter handler sådan set ikke om noget. Lidt om alderdommen, om arbejdet, men mest er det et udgangspunkt, hvorfra Ullmann kan se tilbage og dykke ned i fortiden og de mennesker, hun kender som sine forældre.

DE UROLIGE handler netop om minderne, erindringerne og hukommelsen. Det er også dette, der gør det til en roman frem for en biografi. Ullmann tager fat i et minde og bygger på, fylder hullerne ud, hopper tilbage til dengang, springer frem igen. Det er også en udforskning af roller: far, mor, barn, familie. Når forældrene skal passes af børnene, når mor og far ikke er sammen. Hvad der er sandt eller usandt er irrelevant. DE UROLIGE føles naturlig, som om historien om livet er livet, er minderne – og det er der måske noget om.

Det er svært at forklare DE UROLIGE. Nu har jeg prøvet, omend min anmeldelse er mere en forvirret kærlighedserklæring end et kritisk blik. Sådan går det nogle gange med gode bøger. Man bliver blind – man bliver Ullmann-farvet.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Mette Skovdal Clausen

Mette er født 1987 og er cand.mag i filosofi. For tiden arbejder hun som tekstforfatter og manuskriptlæser og prøver stadig at finde mere tid til at læse. I sin fritid læser Mette både filosofiske og skønlitterære bøger og har en forkærlighed for så forskellige forfattere som Friedrich Nietzsche, Douglas Adams og Scott Fitzgerald.

Skriv til Mette