De så det nok ikke – Peter Lauritsen BIG BROTHER 2.0

Er Danmark et overvågningssamfund? Peter Lauritsen er kommet med sit bidrag til debatten om overvågning, men selvom BIG BROTHER 2.0 er informativ, mangler bogen gennemslagskraft.

Citat

Med al den overvågning, som findes i Danmark, kunne man få den tanke, at Big Brother allerede er ankommet til landet, eller at han venter lige om hjørnet. Men sådan forholder det sig heldigvis ikke. Big Brother er et spøgelse, som vi ikke engang behøver være bange for.

Hvordan skal vi forholde os til Danmark som overvågningssamfund? Dette spørgsmål tager Peter Lauritsen op i bogen BIG BROTHER 2.0. Bogen følger to spor. Dels tager den fat i de mange forskellige eksempler på overvågning, som vi normalt ikke karakteriserer som overvågende. Derudover er bogens fokus på resultatet af denne overvågning: er det virkelig så farligt som George Orwell forudså i sit værk 1984? Og kan denne form for kontrol virkelig være politiet og staten til hjælp?

I dagens Danmark overvåger vi praktisk talt os selv: vi opdaterer vores færden på Facebook og Twitter og afleverer gladeligt evalueringer over vores egen og andres indsats på arbejdesmarkedet og i uddannelsessystemet. Men ifølge Lauritsen er dette ikke nødvendigvis et tegn på den skrækkelige Big Brothers komme. Det kan lade sig gøre at have et overvågningssamfund, hvor vi ikke automatisk transformeres til slaver for den altseende stat.

Det er videoovervågning, de fleste har i tankerne, når de bliver spurgt til overvågningsproblematikken, hvilken også er steget markant indenfor de seneste år, idet denne form for overvågning forudsættes at virke præventivt på kriminalitet. Lauritsen forelægger derimod fakta, der viser, at dette ikke nødvendigvis er tilfældet. Ofte kan videoovervågning ikke bruges i jagten på den skyldige, som man ellers er blevet overbevist om fra de amerikanske krimi tv-serier.

BIG BROTHER 2.0 er en lille bog, men alligevel når den både at skitsere de forskellige former for overvågning, der forekommer i vores samfund og derefter diskutere, hvor kritiske vi skal stille os over for dem. Bogen er meget letlæselig og minder lidt om en artikel i bogform. Eksemplerne og resultaterne af diverse undersøgelser er ikke opstillet synderligt overbevisende, men virker nærmere bare som tankegods til den eksisterende diskussion. BIG BROTHER 2.0 har i forsøget på at være pædagogisk gået for langt, og har mistet gennemslagskraften.

Mange interessante overvågningseksempler tages op i BIG BROTHER 2.0, fx. karaktersystemet i skolerne og vores CPR-system, og der gives en kort indsigt i, hvordan de forskellige former fungerer, og hvilken effekt dette kan have på os og samfundet. Lauritsen skriver selv, at formålet med bogen er at give et beskedent bidrag til debatten om overvågning, og den rammer han meget godt. Forfatteren konkluderer, at spørgsmålet om overvågning er nuanceret. Man kan ikke være for eller imod overvågning, da det på kryds og tværs omfatter en så stor del af samfundet. Til sidst i bogen findes et forfatningsudkast om overvågning, der gentager (igen) hvor forskellig overvågning kan være, og at det kan være både godt og dårligt. Hele diskussionen slutter således med et antiklimatisk ’det kommer jo an på..’.

Så hvis man leder efter den benhårde kritik eller ros af overvågningssamfundet, skal man kigge et andet sted. BIG BROTHER 2.0 er dog glimrende som konversationsstarter, eller hvis man bare vil danne sig et overblik over de forskellige overvågningsformer. Efter at have læst bogen, sidder man ikke desto mindre tilbage med følelsen af, lige at have læst noget, man kommer til at glemme halvdelen af, inden dagen er omme.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Debat, Samfund,

Læs også

Om Mette Skovdal Clausen

Mette er født 1987 og er cand.mag i filosofi. For tiden arbejder hun som tekstforfatter og manuskriptlæser og prøver stadig at finde mere tid til at læse. I sin fritid læser Mette både filosofiske og skønlitterære bøger og har en forkærlighed for så forskellige forfattere som Friedrich Nietzsche, Douglas Adams og Scott Fitzgerald.

Skriv til Mette