Den levende historie – Interview med Emmanuel Guibert

Emmanuel Guibert er den poetiske tegnings mester. LitteraturNu har mødt den franske tegneserietegner i forbindelse med hans besøg på Copenhagen Comics til en snak om skønhed, tid og en helt særlig krigsveteran.

Årets Copenhagen Comics løb af stabelen i weekenden d. 1.-2. juni under strygende solskin, og Øksnehallens lokaler blev livligt forladt og genindtaget i en stadig udveksling af tegneserieelskere med de omkringliggende fortovscaféer på Halmtorvet. LitteraturNu var så heldige at have fået taletid med det franske tegneseriegeni Emmanuel Guibert, som havde sat mig i stævne på en café uden for de lystigt kassebladrende albumnørders mekka. Hans værk spænder bredt. Fra BRUN om Weimarrepublikkens krampetrækninger over et væld af striber og småprojekter til den stort anlagte hybrid FOTOGRAFEN om Didier Lefèvres fotografiske dokumentation af Læger uden Grænsers arbejde under Sovjetunionens invasion af Afghanistan.

Og nu er han igen aktuel på dansk med det smukt anlagte storværk i tre bind, ALANS KRIG, om den amerikanske krigsveteran Alan Ingram Cope, som Guibert mødte tilfældigt under et ferieophold på den franske ø Ré. Den er udkommet i et flot samlebind på forlaget Aben maler, og da jeg hiver den op af tasken og placerer den foran Guibert på bordet mellem glas og flasker, smiler han bredt. Jeg påpeger, at det er en smuk udgave i forhold til den engelske, som, for at det ikke skal være løgn, også har udeladt den originale farvelægning af de sidste tre sider.

– Den er virkelig flot, siger Guibert. Jeg sad og bladrede i den i går. Den er virkelig flot.

Ja, og så er den i farver…

– Ja, de har beholdt farverne på de sidste tre sider i denne version. Det gad amerikanerne ikke betale for. Det ville være blevet en anelse dyrere.

Men den her er flot, og jeg kunne godt tænke mig at tale om ALANS KRIG, som netop er udkommet på dansk. Jeg er sikker på, at du har fortalt den historie tusind gange, men kunne du alligevel kort fortælle lidt om, hvordan du mødte denne Alan Cope?

– Ja, altså, jeg mødte ham tilfældigt på en lille ø, der hedder Ré, og som ligger lige ud for den historiske havneby La Rochelle. Det var første gang jeg besøgte denne ø, jeg var 30 år gammel på det tidspunkt, og jeg spurgte en ældre herre om vej, som stod og savede træ uden for sin køkkendør, og denne herre, det var Alan. Vi blev hurtigt meget gode venner.

– Han var på det tidspunkt 69 år, og jeg var som sagt 30. Jeg syntes med det samme, at der var noget særegent over ham, at han ikke lignede nogen andre, han var interessant. Og ja, han må vel også have syntes, at jeg var interessant. Vi blev hurtigt enige om ikke at skilles, og jeg besluttede mig nærmest med det samme for, at jeg var nødt til at lave en bog med ham. Jeg havde ikke nogen mere specifik idé om, hvad det skulle munde ud i, men jeg vidste, at de historier, han fortalte mig lige siden vores første møde, var spændende, de var godt fortalt, smukt formuleret…

…ja, for man har virkelig det indtryk, når man læser ALANS KRIG at det er en person med et unikt talent for at fortælle, som taler smukt og poetisk…

– Lige præcis, han udlagde livets skønhed, dets ækelhed uden at føle et behov for at dramatisere, overdrive eller tilføje elementer til sin historie. Han var meget mådeholdende, holdt sig tilbage, han siger ikke mange ord, selvom der altså i sidste ende er kommet en stor bog ud af det. Han er i besiddelse af denne helt særlige præcision og elegance, som består i at overlade det til sin lytter at dømme. Han fortæller ikke én, hvad man skal synes om det, han siger, mens han fortæller. Han fremlægger det, som det var, og resten tilhører dig. Det, som jeg fik, for eksempel, mens jeg lyttede, det var billeder. Det væltede op med billeder inden i mig, mens jeg hørte ham fortælle. Han udtrykte sig utrolig billedligt, og jeg så en masse skønne ting. Personerne, stederne, alt dette viste sig for mig meget levende. Jeg havde kun én ting i hovedet, og det var at skynde mig hjem for at få dem omsat til tegninger.

Din bog er altså historien om et menneske, som har eksisteret i virkeligheden, og man kan sige, at hans personlige beretning indskriver sig i en større historisk kontekst. I forordet til din bog skriver du, at detaljernes præcision ikke er det afgørende, at det ikke er en historikers arbejde, du har lavet. Kan du tale lidt om den dialektik, der er mellem Historien med det store H og det enkelte menneskes historie, altså historien om Alan Ingram Cope?

– Han blev født i 1925 i Californien, og han har altså været 19-20 år i 1945. Krigen var endnu ikke slut, USA var indtrådt i krigen, og han var blevet indkaldt. Han forlod altså sit hjem og sin fødeby, hvilket han måske aldrig ellers ville have gjort, hvis ikke det havde været for krigen. Han blev sendt tusindvis af kilometer væk hjemmefra til Europa. Til dit spørgsmål om den store Historie over for den lille historie, er det interessant, at der i hans fortælling intet spor findes overhovedet af den store Historie; den er bandlyst. Det står klart, at hans historier er hans egne, det er noget, han har oplevet, gennemlevet, det er hans personlige historier.

– Som man siger på fransk, så ser enhver middagssolen fra sit eget dørtrin, dvs. enhver ser tingene gennem sin psyke, sit temperament, sin uddannelse, og det maleri, som Alan opmaler for os af sin krig, det er billedet af en lang og omfattende rejse, der er foretaget af en ung amerikaner, som havde gennemgået den uddannelse, han havde gennemgået, som udviste den religiøsitet, han udviste, og som fremviste den interesse og iboende nysgerrighed, som Alan fremviste over for livet. Vi ser altså denne store konflikt, der i retrospekt antager skikkelse af et kolossalt traume, igennem øjnene af en person, som ikke selv har set alt, og det er slående, for eksempel, at hele det antisemitiske aspekt ved nazismen, kz-lejrene, jødeudryddelserne osv. kun fylder ganske lidt i hans fortælling.

– Han kører på et tidspunkt ved siden af en præst i en jeep i omegnen af München, hvor der også lå en kz-lejr. Præsten fortæller Alan, at han var med, da denne lejr blev befriet, og at flere af fangerne væltede frem mod en død hest for at spise den. Hvis Alan havde været en anden person, ville han måske have prøvet at tale lidt om den oplevelse. Nej. Han holdt sig til det, han havde set, og til det, han havde tænkt i situationen. Det er altså en beretning, hvis talrige huller og udeladelser svarer til det, han ikke havde set, eller til det, han ikke kunne huske. Og dog hører disse huller til sjældenhederne. Han havde en utrolig hukommelse.

Hvordan har du forsøgt at indskrive disse lakuner i Alans hukommelse i din bog?

– Jeg har forsøgt at fremstille det, så det minder om ham. Hvis der for eksempel er et hul i hans hukommelse, hvis han leder efter et ord eller et navn, så fortsætter bogen i takt med samtalen, som jo bevæger sig videre, lige indtil navnet så pludselig kommer til ham. Det lå godt i tråd med en meget stærk følelse, jeg fik hver gang jeg sad og lyttede til ham. Det var nogle fantastiske perioder i mit liv. Det er ikke altid, man er opmærksom på den slags. Men da jeg sad der ved siden af ham og hørte ham tale, blev jeg mere og mere klar over det held der tilfaldet mig i muligheden for at kunne mødes med ham.

– Det er klart, at jeg kunne have sagt til mig selv, at det måske ville have været bedre, hvis nu jeg havde mødt en mand, der havde levet et spektakulært liv, som var blevet såret, som havde reddet liv osv. Men sådan havde jeg det ikke, for hans fortællings enkelhed og dens skær af sandhed fyldte mig helt og aldeles. Jeg følte altså, at der var noget meget rent og opbyggeligt i de ting, han fortalte mig, og jeg ønskede blot, at en bog om Alan ville kunne fungere som et monument over den dejlige tid, jeg gennemlevede sammen med ham. Læseren skulle derfor forhåbentlig også gerne til tider opleve en følelse af lykke og velvære.

Der har du i hvert fald gjort et godt stykke arbejde. Da jeg læste din bog havde jeg ofte følelsen af at være privilegeret, at være vidne til noget meget poetisk, noget nærmest magisk.

– Til tider syntes jeg at han forvildede sig lige lovlig langt ind i visse detaljer, eller at han dvælede for længe ved denne eller hin oplevelse. Der har været perioder, hvor jeg har haft svært ved at bevare koncentrationen, men jeg har alligevel taget de sekvenser med i bogen, for en samtale består ikke kun af højdepunkter. Alt er ikke altid spektakulært. En samtale er sinusformet. Der kan både være small talk, hvor man sidder, som vi gør nu, og taler lidt ligegyldigt frem og tilbage, men så lige pludselig kan man ramme nogle utroligt intense øjeblikke, hvor man på kort tid kan afdække noget meget omvæltende og følelsesladet.

– Men ofte må man, hvis man vil nå frem til denne følelse, gå frem med små skridt. Som i et badebassin, ikke? Du sopper lige lidt, før du kaster dig ud på det dybe. Sådan var det også her. Man måtte bevæge sig hen mod følelsen, føle sig tilpas, føle sig hjemme, og så pludselig ville man blive enormt fanget af et eller andet, han fortalte. Men det er en fremgangsmåde, som er meget forskellig fra den, man møder i et hav af film og bøger om Anden Verdenskrig, hvor man hiver fat i dig fra starten og ryster dig, som man gør ovre i jeres Tivoli i rutsjebanen, hvor det går op og ned konstant. Smæk for skillingen og slag i ansigtet fra start til slut.

Som i en film som Saving Private Ryan, for eksempel…

– Ja, præcis.

Det er en måde at lave film og bøger på, som primært orienterer sig mod kampen og helt glemmer den krop, det menneske, som udsættes for kampen. Der er for mig at se en lighed i din måde at behandle Alans erindringer, og Louis-Ferdinand Célines eventyrlige sammenbrudsromaner om Tysklands sidste dage. Som han også gjorde det i sine sidste romaner, indfører du et aspekt af noget eventyrligt, noget magisk i blandt andet de dybt rørende billeder af de californiske kæmpegraner og den underlige stemning, da de amerikanske soldater kører ind i Prag. Dermed rammer billederne og historien også på et andet plan end det klinisk fortællende, de rammer på et emotionelt plan. Er det en effekt du bevidst har forsøgt at fremtvinge?

– Før jeg mødte Alan, vidste jeg allerede, og blev kun bekræftet i denne opfattelse, mens jeg lyttede til ham, at der i ethvert menneskes liv også er den omgivende verden. Og al den pragt, alt hvad der er smukt her i verden, er tilgængeligt for dem, som kan opfange det. De være sig favoriserede af skæbnen eller ej. Da jeg hørte ham tale, gik det lidt efter lidt og til min store glæde op for mig, at jeg sad over for et meget fintmærkende menneske, som holdt af mange forskellige aspekter af livet. Musik, poesi, alt hvad der er smukt. Gåture, træer, havet. Og alle disse ting havde indføjet sig i hans eksistens i form af nogle ekstremt dyrebare øjeblikke, om hvilke han ikke havde det store at sige, men som fungerede som fællesnævnere mellem alle særligt følsomme mennesker.

– Der findes jo en kongerække af store forfattere og poeter, hvis styrke netop ligger i at kunne fremhæve disse øjeblikke, så de virkelig kan føles og genskabes af dem, der læser. Alan var sådan en poet. Han var meget tyndhudet og følte alting meget tydeligt og dybt. Da han fortalte mig om de californiske kæmpegraner, havde jeg ikke behov for stort mere end blot de få beundrende ord, han lod falde, før al den skønhed og rigdom, som naturen har indgraveret i mig siden jeg var barn, genfødtes. Og det er det, som er det smukke hos lyrikerne, de siger et par ord, og straks ansamles alle de følelser, du i dit liv har følt over for en skovlysning, et landskab…

En nærmest proust’sk manøvre, altså?

– Ja, på den måde, at den ufrivillige association – som fremkaldes af en smag, en duft, en ting osv. – hos Proust skaber et lille øjebliks evighed, hvor to tider mødes og står side om side. Dette sker jo ellers aldrig, tiden går og løber, og normalt vil disse øjeblikke følge på hinanden. Men når et minde pludselig rammer dig, er det, som om man favner på tværs af tid i den forstand, at man på samme tid er, hvor man er i det øjeblik, men samtidig også er forbundet med noget, som ikke længere findes, men som ikke desto mindre i din bevidsthed opbyder en umiddelbar og konkret tilstedeværelse i nuet. Den form for oplevelser fik jeg flere gange, når vi under vores samtaler følte os helt på samme frekvens, når jeg virkelig følte, hvad han sagde til mig, og det pludselig var, som om at mine egne minder flød ind og ud af hans.

– I Frankrig har jeg netop udgivet det første bind af en bog, der er viet til de historier, Alan fortalte mig om sin barndom. Det er klart, at mange af de tegninger, jeg har tegnet i den forbindelse, er med mine egne forældre og min egen barndoms landskaber som forlæg. Jeg er vokset op i Provence, han i Californien. Det er hedelandskaber, der er varmt, og der er ikke den store vegetation. Jeg så en mulighed for at fortælle om mig selv igennem en anden og dermed også til dels lette mig for den vægt, der ligger på én, når man skal fortælle om sig selv. Så selvom jeg havde følelsen af primært at være talerør for hans historie, kan jeg se nu, at jeg helt spontant også har udtrykt mange ting, som hidrører fra mig selv, og fra min egen bagage af minder.

Her til sidst vil jeg gerne tale lidt om et af de smukkeste øjeblikke i ALANS KRIG. Du indsætter et billede af Alans venner Gerhart og Vera. De er gamle og rynkede på billedet. Alan siger, at han ville ønske at de kunne blive unge igen, at en tegning måske som det eneste vil kunne gøre det. Lidt senere er så det samme billede indsat, men omtegnet af dig, så Gerhart og Vera ser yngre, friske og levende ud. Det forekommer mig at dette billede er et større billede på hele bogen. Du har ladet to øjeblikke mødes og på den måde fremmanes fortiden, og dermed også Alan, kontinuerligt igennem din bog.

– Det var en meget vigtig passage for mig at tegne, for jeg vidste, at han ikke ville komme til at se den. Jeg lavede den tegning længe efter hans død. Efter at han er død, har jeg gjort mange ting for ham og med ham. Jeg tror, at vores sorg, så vidt vor psyke tillader det, har godt af at være noget aktivt, noget levende. Altså tror jeg, det er vigtigt, når en person man holder af forsvinder, at lade samtalen med dem fortsætte, at gøre ting for personen, som han eller hun ikke længere kan gøre selv. Alt dette har en beroligende, behagelig, dyb, og jeg vil endda sige en dannende virkning. For lidt efter lidt lærer vi at huse andre i os end os selv. Når nogen har lært os at holde af noget, som man ikke selv i udgangspunktet holdt af, og denne person så forsvinder, kan man flere år efter tage sig selv i at holde af netop denne samme ting. Ikke fordi man har ændret smag, men fordi man i visheden om at den, man holdt af, elskede denne ting, er endt med selv at holde af den.

– Jeg forestiller mig, at det er en måde at opstille sit indre møblement. Vi udgøres af mere end ét menneske, og dette er så meget desto mere sandt, når man i tidens løb lidt efter lidt har gjort plads til dem, man har elsket, men som ikke er mere. Da jeg lavede tegningen af Gerhart og Vera som unge, var det derfor også med følelsen af at skabe et billede, som rørte ved noget inden i mig selv.

– Når et venskab på den måde bliver til en rygrad i dit liv, fordi man tænker på det dagligt, fordi du vedbliver at rejse for at tale om det, udgiver bøger om det osv., så bliver det til sidst et smukt forgrenet filigran af historier, som krydser hinanden på tværs af tid, situationer, kontinenter. Og eftersom jeg selv indtager en central plads i dette grenværk, fordi det jo er mig, der er tilbage til at fortælle, så kan jeg også se og fornemme alle disse historier og beretninger strømme støt mod mig. Der er de historier, jeg selv søger, og så er der dem, der kommer til mig fra uventede kanter. I sidste ende danner de et ensemble, som mildt sagt er svimlende, som er slående…

Som er levende.

– Ja, som er levende.

———

Læs anmeldelsen af ALANS KRIG her

Nyeste anmeldelser i kategorierne Interview,

Læs også

Om Troels Hughes Hansen

Cand.mag. i fransk, ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet. Litterær omnivor, men med en særlig forkærlighed for Célines maskingeværsprosa, Dostojevskijs hysteriske delirium, Bernhards udfald og Bukowskis fuldemandssnak. Kort sagt alt, som rabler.Redaktør på LitteraturNu.

Skriv til Troels