Den sproglige espresso – Jørn Lund DANSK I SKRED. 52 SPROGLIGE OPSTRAMMERE

Med høj underholdningsværdi og usnobbet tilgang bevæger dansk sprogs grand old man sig smidigt rundt i talemåder, faldgruber, populærsnak og sproglige pudsigheder.

Citat

For tiden er fantastisk i hidsigt omløb, tidligere var noget måske kanongodt eller helt vildt fedt, og mere og mere har verdensklasse. Det hele er udtryk for en sproglig inflation, som man gradvis vænner sig til. Hvad er så problemet? Et af dem er, at mange ikke kommer længere end til overskriften, og hvis nuancerne forsvinder, og vi altid er enten på toppen eller i bunden af en skala, hvis politik reduceres til et spørgsmål om rød blok eller blå blok, hvis små begivenheder kaldes historiske, så bliver vi dummere og dummere, verdensbilledet forenkles i stedet for at uddybes, og information bliver til infotainment.

‘Seriøst… Du skal læse den her. Jørn Lund giver den max gas med de sygeste analyser af det danske sprog’, siger Lund i en taleboble på forsiden. Lige lovligt kækt. Jo, Jørn Lund er Danmarks alle tiders sproglige darling, han har fingeren på pulsen og er med på beatet, men det er simpelthen for poppet en forside. Ganske vist gennemgår Lund et væld af moderne udtryk, men man skal ikke læse mange sider, før man godt ved, at han aldrig selv ville tage disse ord i sin mund. Lad nu det ligge. Jørn Lund skal ikke tage skylden for forlagets platte forsøg på at skabe blikfang.

DANSK I SKRED. 52 sproglige opstrammere er frydefuld læsning udi nye, gamle, platte, kloge, danske og udenlandske udtryk, der alle har en plads i det danske sprog.

Og det er vitterligt opstrammere. Det er små påmindelser, spekulationer, reflektioner, ikke kun om sproget, men om den kultur, det knytter sig til, fordi sprog vidner om den kultur, sprogbrugerne lever i. Et klassisk eksempel er dengang, det ikke var politisk ukorrekt at sige ‘neger’, men ligeså stille er blevet et fyord i den kulturelle udvikling. Udtrykkene har undergået en forskydning, som vidner om ændringer i samfundet.

Det samme gælder diskursen om uddannelse, folkeskole og reformer. Lund nævner i flæng en tåkrummende mængde forskønnende ord, hvor afstanden til Orwells nysprog synes foruroligende kort: udviklingsrum, vitaliseringsmiljø, forandringspotentialer…

– Der blev også rullet mange initiativer ud. Før i tiden kunne man rulle et tæppe ud, evt. en rød løber, ligesom en dej kunne rulles ud. Men nu kan regering og opposition rulle en række lovforslag ud. DONG energy kan modtage penge til at udrulle intelligente elmålere, et selskab havde planer om at udrulle fiber til alle bornholmske hjem osv., gå selv videre på Google.

Ved en simpel blotlæggelse af udtrykkene ser man mønstret bag det eufemistiske sprog, og man væbner sig med mistænksomhed.

Det er dog ikke så ofte, Lund virkelig mener noget. Det er jo rart og behageligt og gør, at alle kan være med, ikke føler sig set ned på, forstår hvad professoren mener, osv. osv. 
Der er helt sikkert gjort en dyd ud af ikke at være moraliserende, og det er også derfor, Jørn Lund har den position i dansk sprogpolemik, som han har. Men det bliver lidt for mildt. Man kunne godt ønske sig, at han ville bruge den magt, han rent faktisk har til at vise lidt tænder. På den anden (lyse) side gør det også, at Lund ikke fremstår som en gammel, sur mand. Han lægger sig mellem generationer og sprogbrugere og påtager sig ikke rollen (som så mange andre) som den elitære professor, der ved bedst.

Jørn Lund er utroligt sikker i sine iagttagelser, og han har en ypperlig sans for de menneskelige relationer, der ligger under sproget. Han deler også lidt guf ud til dem, der gerne vil gå lidt længere. Der er interessante beskrivelser af udtryk, sproglige baggrunde og etymologi. Det er ikke helt nok nørderi for nørden, men alligevel forfriskende og klichébrydende. Hvor mange gange har man ikke hørt sprogkyndige harcelere over anglicismerne i sproget, og hvor mange gange har skydeskiven ikke været de unge og det moderne sprog? Well, uortodokse Lund dedikerer et helt kapitel til Karen Blixen og det sprog, hun udvikler i sine Afrika-år. Således skriver hun i et brev fra omkring 1914:

– Englændere kan ikke tænke sig nogen anden kvindelig Ynde og Charme end 17 aariges med a mass of golden hair og slim girlish figure, hvilket gaar ilde med den ret anløbne Type herude, – og forresten gør alle deres Novels saa utaalelig kedelige.

Det er befriende, at det ikke bare er de unge, der står for skud i dette sproglige morads, men alle sprogbrugere, der taler populistisk, i superlativer og overdrivende. Lund taler om sproglig inflation, og påpeger, hvor dybt bekymrende, det faktisk er. Hvis man altid giver den ‘max gas’ med ‘de sygeste analyser’, tager til Sunny Beach og har ‘den vildeste fest’ – hvor er så nuancerne?

Netop fordi Lund påviser, hvordan sproget afspejler kulturen, spiller den sproglige inflation en stor rolle i dagens samfund. Det er en hamrende vigtig pointe i en tid, hvor medier forsøger at overgå hinanden med superlativer, hvor skolens pædagogiske debat om kompetenceledelse, læringsrum og inklusion og ‘ikke skal imponere, men inkludere’, som Lund siger og lader sproget smage på sin egen medicin.

Jørn Lund er totalt no bullshit. Han giver ikke noget for tom snak. Usnobbet og professionelt advarer han mod døvhed for klichéfyldte udtryk, og hvert kapitel fungerer som en sproglig espresso: opstrammende.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Sprog,

Læs også

Om Laura Bredsdorff Hauch

Laura studerer fransk og litteraturvidenskab på Københavns Universitet og arbejder med ordbøger og oversættelse. Er som franko- og bibliofil lidt forelsket i den tabte tid og ældre, store romaner.

Skriv til Laura