Det er ikke let – Selma Rosenfeldt-Olsen LEIPZIGER TAGEBUCH

LEIPZIGER TAGEBUCH er et fint fortalt, men lidt for spinkelt portræt af en ung og anstrengende hovedperson, som man alligevel ikke kan lade være med at heppe lidt på.

Citat

Og lejligheden. Nogen skulle passe den, sagde han og trykkede hende på næsen med pegefingeren, som om det var en okay gestus. Af alle steder man kunne sætte et punktum, og så på næsen. Som om det var et punktum. Matheden var overvældende. Var det sådan et vejr, man gav op i? Når himlen var helt blå? Der var en balance mellem at holde fast og give slip, det vidste hun. Men hun fandt den ikke. Aldrig.

Efter at have stiftet bekendtskab med det store galleri af afsøgende forfatterspirer, video-, installations- og billedkunstnere, der befolker Selma Rosenfeldt-Olsens lidt spinkle, men på flere måder også ret fine debutroman LEIPZIGER TAGEBUCH, kommer jeg til at tænke på Dan Turèlls ‘For meget, mand’, hvor sætningen ’det er ikke let’ gentages igen og igen. For det er ikke let for nogle af romanens figurer at finde rundt i tilværelsen.

Det er det især ikke for den mindreværdskompleksramte hovedperson Frida, der er flyttet fra København til Leipzig i det tidligere Østtyskland for at bo hen over foråret. Mellem slidte østtyske fabrikker forvandlet til pop-up gallerier – og i et broget persongalleri af unge kunstnere, demente gamle damer og afdankede nazister – håber hun at finde sin vej i en by, hvor alle ifølge Frida selv er ’kunstnere på en eller anden måde’. Hun bosætter sig i en lejlighed på Kolonadenstrasse (’Kolle’) med Ori og romanens heartbreaker Lucas, begge kunstnere in spe, og forelsker sig selvfølgelig håbløst i sidstnævnte.

Selv ved hun ikke rigtig, hvad hun er for en kunstner. Hun vil gerne fotografere og søge ind på kunstakademiet, men har ikke noget kamera at tage billederne med, så hun tager dem med sin indre linse, med sin fantasi. Når folk spørger hende, hvad hun er, og hvorfor hun egentlig er kommet til Leipzig (og det bliver de ved med at gøre gennem hele romanen), må hun bare svare dem i bedste Alternativet-stil, at hun er ’en slags freelance kreativ iværksætter’.

Nogle gange er det svært at finde ud af, hvad LEIPZIGER TAGEBUCH vil. Fortællingen hænger hele tiden et sted mellem karikatur og sympatisk portræt af sin ungdommeligt forvirrede, søgende figur og af det kunstnermiljø, den er opsat på at skrive frem. Tit er Frida et enormt anstrengende bekendtskab i al sin kejtethed og sin naive tro på, at tilfældighederne nok skal få hende et eller andet sted hen. Hun er åben for alle indtryk, men ude af stand til at gøre noget som helst selv, ude af stand til at sige fra og tror, at alt nok skal komme til den, der lader sig føre med strømmen.

Men samtidig er Frida også romanens klare højdepunkt, grundigt og rundt portrætteret med mangler og håb. Det bidrager romanens fortællesituation fint til, når den, primært gennem elegante overgange mellem indre fokalisering hos Frida og en lidt mere distanceret fortælling, lykkes med at indramme og fremstille sin hovedpersons kvaler og den modstand, hun møder igen og igen.

Tit opstår der sjove episoder af hendes anstrengthed og hendes anstrengelser og af fortællerens spring mellem forskellige udsigelsespositioner. Eksempelvis til sidst, hvor Frida endelig tager en eller anden sag i egen hånd, bidrager med hyldeblomstpandekager til gadefest på ’Kolle’ og giver alle beboerne diarré: ’Når hyldeblomster ikke er sprunget helt ud, når der stadig gemmer sig knopper imellem blomsterne, lærte Frida senere på internettet, kan de forårsage diarré’ lyder det først med lidt distance, inden fokaliseringen smart ender hos Frida og hendes betragtninger: ’Men diarré lød så smukt på tysk: Durchfall. Så spontant og fuld af forhåbning. Endelig. Et gennembrud. Et fald igennem skyerne.’

Desværre vakler romanen, ligesom Frida selv, lidt for meget. Både fortællingens skelet (Goethesk dannelsesrejse + ulykkelig forelskelse) og dele af det kød, der burde fylde det ud, bliver nogle gange lidt for tyndt. For eksempel synes jeg tit, at bipersonerne bliver lidt for flade, de vandrer ind og ud af fortællingen uden rigtig at bidrage med noget. På samme måde vakler sproget lidt mellem på den ene side billedrigt og fint registrerende prosa og på den anden side nogle halvkluntede, overgjorte stykker dialog, fx når Frida tidligt gengiver en drøm, hun havde som barn:

– Nej, ved du hvad, Thomas, jeg går lidt og bakser med noget, det kan være, du kan hjælpe mig. Vil du høre? Det er fordi, da jeg var lille, drømte jeg tit nogle mærkelige ting.

Dialoger som ovenstående bidrager til, at jeg har svært ved at være udpræget begejstret for romanen. Men mindre kan også gøre det. Jeg er begejstret for dens humorfyldte og kærligt spiddende portræt af en kejtet, naiv og selvoptaget hovedperson, der vandrer retningsløst rundt i sin ungdom. Og det alene gør det værd at læse LEIPZIGER TAGEBUCH.

 

 

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Laurits Nikolajsen

Laurits er 22 år og bachelorstuderende ved Litteraturvidenskab på KU. Har en bred smag med en forkærlighed for latinamerikanske fabulanter som Borges og Bolaño, Dostojevskis depressioner og fodbold. Mest af alt fodbold.