Af | 29. september 2014

Det forkerte på den rigtige måde – David Mitchell JACOB DE ZOETS TUSIND EFTERÅR

Tilsyneladende grænseløs fantasi kombineret med tilsyneladende grænseløst litterært talent gør David Mitchell til et af de bedste bud på en forfatter, der kan tage romanen nye veje. JACOB DE ZOETS TUSIND EFTERÅR er en kolossal præstation.

Citat

Gadesælgere råber, tiggere trygler, kedelflikkere slår på deres pander, titusind træsåler hamrer mod fliserne. Vagterne forrest i følget råber op for at sprede menneskemængden. Jacob forsøger at indprente sig alle indtrykkene, så han har noget at fortælle Anna og sin søster Geertje og pastoren om i sine breve. Gennem gitteret i bærestolen kan han fornemme lugten af ris, kloak, røgelse, citroner, savsmuld, gær og rådden tang. Han får også lejlighedsvise glimt af forkrøblede, gamle koner, koparrede munke og ugifte kvinder med sortsværtede tænder.

Britiske David Mitchell brød igennem i 2004 med den vidunderligt grænsebrydende mammutroman SKYATLAS, der med sin finurlige babusjkadukkeopbygning bjergtog både anmeldere og læsere og skabte Mitchell et ry som den moderne litteraturs frække dreng – ham, der turde udfordre den finlitterære roman og give den nyt liv via en eventyrlysten flirten med mindre velanset genrelitteratur og et friere forhold til traditionel strukturel sammenhæng både indholdsmæssigt og stilistisk.

Mange har udtrykt skuffelse over Mitchells følgende romaner, BLACK SWAN GREEN (2006) og JACOB DE ZOETS TUSIND EFTERÅR (2010), som blev anerkendt for deres litterære kvalitet, men også klandret for ikke at have samme storhedsvanvittige ambitionsniveau. Og hvor det kan være rigtigt nok, at BLACK SWAN GREEN som en relativt traditionel semibiografisk coming-of-age-roman ikke havde samme litterære pondus som sin forgænger, er det helt ude i hampen at tale om JACOB DE ZOETS TUSIND EFTERÅR som en mindre ambitiøs roman end SKYATLAS. Det kæmpearbejde, der ligger i at etablere romanens historiske setting, i at opbygge det omfattende persongalleri og indviklede plot og i at skabe sammenhæng i romans stilistisk meget forskelligartede delelementer, burde udelukke enhver diskussion om et faldende ambitionsniveau hos Mitchell.

Man kan selvfølgelig spørge, om ambitionsniveau overhovedet er et relevant parameter at måle litteratur ud fra, men med Mitchells forfatterskab giver det faktisk meget god mening. Hans romaner lever i høj grad i kraft af sine vilde armbevægelser, grundige benarbejde og pertentlige fokus på selv de allermindste detaljer, og JACOB DE ZOETS TUSIND EFTERÅR er kroneksemplet på dette.

Romanen foregår på den hollandske handelsstation Dejima ud for Nagasaki i tiden omkring år 1800. Dejima er det isolationistiske Japans eneste vindue til resten af verden, og for det skrantende hollandske rige er handelsstationen en livsvigtig indtægtskilde. Den retskafne Jacob de Zoet udstationeres på Dejima som sekretær med ansvar for at udrede omfanget af den foregående administrations korruption. Jacob opdager dog hurtigt, at retskaffenhed er en mangelvare også i den nuværende administration, og han drages modvilligt ind i et højrisikabelt spil om penge og magt. Som om det hele ikke var rodet nok for den unge Jacob, forelsker han sig også hovedkulds i den begavede jordemoder Orito, men kærlighed mellem japanere og vesterlændinge er ikke nogen enkel affære.

Da David Mitchell for nylig gæstede Louisiana Literature, snakkede han om, hvordan vi er allermest i live, når vi lærer noget nyt – når vi nærer vores nysgerrighed. Nysgerrighed er også det, der driver værket i JACOB DE ZOETS TUSIND EFTERÅR, som velvilligt mister fokus på hovedhistorien og går på opdagelse i sit eget univers, for eksempel i den store midterste del af romanen, hvor hovedpersonen de Zoet kun optræder som en perifer karakter. I den her nysgerrighed ligger også en nysgerrighed i forhold til, hvad der sker, når man piller ved den måde, man skaber en roman på, og det er en rendyrket fornøjelse at følge Mitchells halvskøre eksperimenter med den noget forslidte romangenre. Han gør så at sige en hel masse forkerte ting i forhold til traditionelle romankonventioner, men han gør det rigtigt, og det fungerer.

Med en bog som denne bør man knytte et par ord til oversættelsen, som sine steder fremstår en smule flad og mindre sprudlende end originalen, men det er eddersparkemig også en svær roman at oversætte, og alt i alt må den for mig ukendte oversætter Søren Markers roses for en glimrende indsats. Der er i denne danske udgave en rigtig fin føling med Mitchells udførlige arbejde med hver eneste replik og med alle de historisk korrekte detaljer.

David Mitchell har netop udgivet endnu en roman, THE BONE CLOCKS, som står på min reol og venter utålmodigt på at blive læst. Den siges at være Mitchells hidtil mest ambitiøse roman. Det lyder unægtelig lovende.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også