Det private er stadig politisk – Maria Grønlykke HUNDREDE ÅRS KVINDSOMHED

Maria Grønlykke fejrer jubilæum med et, forholdsvis, nuanceret kvindebillede anno 2015, som ansporer til ligestillingsdebat, demokratidebat og i øvrigt er en interessant genreleg.

Citat

Når vi fik medbestemmelse ville alt blive anderledes. Fine steder ville vi lave. Børnehaver, det lyder så rart og mildt, frodige haver til børnene, blomsterenge, kirsebærtræer, græs at tumle sig i, sådan troede jeg vi ville gøre. Så børnene kunne udfolde sig. Klatretræer, sommerfugle. Gulerødder og ærter som de puttede i jorden, så de lærte at begribe miraklet. Frugttræer som de høstede fra, bær at plukke. Det tror jeg ikke længere. Jeg tror ingenting.

Til næste år er hundrede år gået, siden danske kvinder for første gang kunne afgive deres stemme og stille op til demokratiet. At hævde at livet i Danmark dermed blev demokratisk ville nok være en tilsnigelse. Aldersgrænsen for at entrere stemmeboksene var stadig henholdsvis 25 og 35 år, alt efter om det gjaldt folketingsvalg eller landstingsvalg.

Begivenhedens betydning for danske kvinders liv er imidlertid uomtvistelig. I HUNDREDE ÅRS KVINDSOMHED reflekteres udviklingen gennem et ordtæppe af hundrede forskellige kvinder fra det ganske danske land. Deres stemmer er fiktive, men nogle har vist fundament i virkelige, håndgribelige kvinder. Stort set alle er angivet med alder, fødested og profession. Grønlykkes kvinder er mestendels midaldrende, men det de mangler i aldersmæssig variation, besidder de i sociale nuancer.

Polyfonien er et tankeeksperiment. Kvinderne fortæller fra det endnu ikke oprundne jubilæumsår, 2015. Herfra forholder de sig mere eller mindre direkte til samfundets tilstand, for de flestes vedkommende iblandet deres personlige erfaringer med karriere, mænd og børn. Nogle levevilkår er blevet bedre, andre værre (der er antydninger af en tiltagende nationalisme), men det private er stadig politisk:

‘Jeg må erkende at jeg ikke rigtig synes kvinderne er nået nogen vegne for alvor, så længe det er de vilkår vi byder vores børn’, siger Hjørdis fra Kerteminde i sin kritik af institutions-Danmark.

Indimellem bliver det lidt for ensartet, måske på grund af aldersgennemsnittet, som svarer omtrent til Maria Grønlykkes egen generation. Temaerne krop, kærlighed og børn løber som en rød(strømpe)tråd gennem de fleste tekster. Det tærer på polyfoniideen, men minder også om en tid, hvor ligestillingsdebatten måske var mere gennemskuelig. I dag er det hele lidt mudret. Hjørdis kommentar rammer ind i en højaktuel debat – hvad er prisen vi betaler for at begge forældre kan og vil arbejde på fuldtid?

Selvom jeg irriteres over den ureflekterede tone, som kvinderne fra min egen generation er udstyret med – og i det hele taget savner et bredere aldersudsnit – så er det befriende, at ikke alle kvinderne forholder sig direkte til ligestilling. Det er op til læseren at sætte kvindernes historier ind i den kontekst. Det opmuntrer til fortsættelse af polyfonien med ens egen (kvindelige) stemme, ens mors, ens bedstemors.

Jeg må indrømme, at 8. marts, Kvindernes Kampdag, aldrig har betydet noget særligt for mig, og endnu mindre 5. juni, som er årsdagen for kvindernes stemme- og valgret. Jeg er med andre ord ikke min ‘kvindsomhed’ særlig bevidst, i hvert fald ikke i ligestillingsøjemed. Om det er sigende for min generation, skal jeg ikke kunne sige, men Maria Grønlykke ville muligvis tilslutte sig dén opfattelse. Jeg er i hvert fald ikke fan af begrebet ‘kvindsomhed’, der ligger foruroligende nær ordet kedsomhed, og jeg forestiller mig, at HUNDREDE ÅRS KVINDSOMHEDS corny titel (og småblomstrede ydre) kan skræmme mangt en mand væk. Eller kvinde.

Og det er synd. Dels fordi ligestilling stadig er et vigtigt emne, dels fordi dette ikke kun handler om kvindeliv, men også om demokratisk liv, og om det gode liv og hvad det egentlig er. HUNDREDE ÅRS KVINDSOMHED er derfor overvejende læsværdig, tankevækkende og en vigtig markering, ikke blot for 100-årets skyld, men fordi vi fortsat bliver nødt til at forholde os til vores køn, og de magtforhold det skaber. Også selvom vi kan fejre 100 års, 200 års eller 300 års jubilæum for kvinders demokratiske ret.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Fortællinger,

Læs også

Om Julie Lystbæk-Hansen

Bachelor i Litteraturvidenskab. Studerende ved Moderne Kultur og Kulturformidling, Københavns Universitet med en tillægsuddannelse i journalistisk formidling. Skriv til Julie