Det rabler – César Aira VARAMO og LITTERATURKONFERENCEN

César Airas to vildtfabulerende kortromaner nedbryder al logik. I stedet giver de suverænt og humoristisk form til selvmodsigelser, forviklinger og hyperaktive narrativer.

Citat

Ved svømmebassinet havde jeg kun ét mål: at dæmpe min hyperaktive hjerne. Jeg ville bare være til og ligge og nyde solen. Og få stilheden til at brede sig i mit indre. Det er et mål, jeg altid har med mig i alle livets omskiftelser, næsten en fiks idé. Det er en lille, urolig idé, som rumsterer bland alle mine andre idéer og øger den psykiske larm, der i sig selv er ganske betragtelig. Hyperaktiviteten er blevet min hjernes normaltilstand.

Et sted i argentinske César Airas spruttende roman VARAMO konstaterer en læge ‘filosofisk’ – efter at have fået fortalt om ‘konstantfartsløbet’, hvor panamanske bilister konkurrerer om at tilbagelægge en nøje udmålt distance med en helt konstant fart og altså i en helt bestemt tid – at ‘folk synes om de mærkeligste ting.’

Den tørre udmelding er emblematisk for den oplevelse, det kan være at læse både VARAMO og LITTERATURKONFERENCEN, der nu er samlet og udgivet i ét bind af Tiderne Skifter. De er nemlig – i deres nedbrydning af alt fra forventede årsag-virkningssammenhænge, logisk syntaks og narrativ linearitet – to af de mærkeligste, mest rablende fabuleringer, jeg kan komme i tanke om. Men de er også svære ikke at synes godt om.

I VARAMO går det galt allerede fra starten. Titelpersonen – en gennemsnitlig bureaukrat i Panamas centraladministration, som passer sit job, bor hjemme hos sin mor og bruger sin fritid på henholdsvis at balsamere døde dyr og dagligt, med bureaukratisk punktlighed, at slentre ned på den lokale café på et nøjagtigt klokkeslet – får udbetalt sin beskedne løn i falske pengesedler. De falske penge fører Varamo ind på en konspiratorisk og paranoid éndags-odyssé gennem byen Colón. Her støder mystiske, golfkøllesmuglende nabokoner og lyssky ministerchauffører sammen i en række ulogisk sammenhængende begivenheder, der alle på en eller anden måde er udløst af – eller har udløst –falskmøntneriet og Varamos tyngede samvittighed.

LITTERATURKONFERENCEN er hverken mindre udsvævende eller underfundig. Den starter som en fabel, upålideligt og underholdende fortalt af en megaloman oversætter, forfatter og – viser det sig – gal videnskabsmand ved navn César, der ved et tilfælde løser en århundredgammel gåde og bliver rig. Og, som enhver anden velovervejet litterat ville have gjort det, beslutter César sig for at klone mexicanske Carlos Fuentes, så han med en forfatterhær kan overtage verdensherredømmet. Det går selvfølgelig ikke godt, men giver undervejs anledning til nogle absurd-filosofiske ‘oversættelser’ hos fortælleren, fx når den konstruktivistisk skolede litterat giver sig til at overveje, hvorvidt der overhovedet er en verden, han kan overtage:

– Det er ikke undgået min opmærksomhed, at der her kan ligge en metaforisk bortforklaring: ”herredømme” og ”verden” indgår i en sætning, der lægger op til intelligente, filosofiske og paradoksale fortolkninger … Den fælde falder jeg ikke i. Det ”herredømme”, jeg taler om, skal udbredes i virkeligheden, og ”verden” er såmænd bare den almindelige, objektive verden.

Som man måske kan fornemme, er det ikke stramt komponerede narrativer eller et forsøg på at skildre en virkelighed med høj sproglig præcision, der er det væsentlige hos Aira. I stedet insisterer de to små romaner på at undersøge alle de u-sammenhænge, som litteraturen også er i stand til at skabe og give form, narrativt såvel som sprogligt. Der er ikke et entydigt svar på noget som helst i romanerne, men til gengæld masser af modstridende fakta og selvmodsigende sætninger: ’Det foregående falder mig ind, da jeg forbløffet overvejer de mange ting, der overgik mig, mens der intet skete’, lyder det eksempelvis.

Bolaño sagde (eller skrev) vistnok om Aira, at når man først er kommet i gang med at læse ham, har man ikke lyst til at stoppe igen. For mit vedkommende passer det i hvert fald også, det er verdener man ikke vil træde ud af igen, og så er det jo bekvemt med to romaner i én bog, som altså kun er 198 sider i alt.

Der er også mange træk, tematiske såvel som formelle, der går igen i begge romaner og binder dem sammen. De gør begge hyppigt brug af en tør, parodisk humor, og så foldes de ud i en komprimeret form, hvor for-, nu- og fremtid, årsag og virkning vikles grundigt ind i hinanden, ofte med små ironisk-allegoriske poetikker indlagt: ’Inspiration og nedskrivning foldede sig ind i hinanden, idet de gensidigt drog næring af og fortærede hinanden uden at levne det mindste.’

Sammen med den sproglige prægnans og den filosofiske opfindsomhed, som fylder begge romaner til deres bristepunkter, gør det bestemt ikke Aira letforståelig. Men accepterer man blot uforståeligheden, er VARAMO og LITTERATURKONFERENCEN fremragende fabulerende læsning.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Fortællinger, Roman,

Læs også

Om Laurits Nikolajsen

Laurits er 24 år og i gang med sin kanditatuddannelse i Litteraturvidenskab på KU. Har en bred smag med en forkærlighed for latinamerikanske fabulanter som Borges og Bolaño, samt litteratur der ikke er bange for at være for politisk.