Det stof, teater skabes af – Erlend Loe STILLE DAGE I MIXING PART


Med et dialogbåret værk om et småforlist ægteskab, Bayern, Nigella og en stillestående dramaproduktion har norske Erlend Loe atter skrevet en vittig bog om vigtige ting.

Citat

Og i dag er der mange turister, der bare kalder byen for Garmisch, men det er uheldigt, for så bliver de, der bor i Partenkirchen, kede af det, ifølge Bader.
Og hvilken del er vi så i nu?
Partenkirchen
Så Bader er ked af det?
Lidt, sikkert.
Trøstede du ham så?
Jeg svarede i hvert fald med en stemme, der var varm og rolig.
Fint. Men så længe, vi siger Mixing Part, kommer vi nok så elegant helt uden om problemet.
Jeg synes, du skal holde op med det.
Det gør jeg ikke.
Det handler om identitet og selvforståelse. Det gør man ikke grin med.
Jeg gør.

Et norsk ægtepar, Nina og Bror Telemann, bruger sammen med deres tre børn en måned af deres sommerferie i Garmisch-Partenkirchen. Der er ikke helt enighed om, at det var Tyskland, turen skulle gå til, og oplevelserne undervejs er i udtalt grad præget af de tos forskellige indstillinger til Tyskland. Nina elsker alt tysk, Telemann ikke kun hader, han foragter alt tysk.

Fru Nina har bestemt, hvor turen skulle gå til, og som kompensation for tort og svie har Telemann fået lov til at hellige sig teateret. Telemann er dramaturg og drømmer om at skrive sit eget stykke, men drives hverken af den store inspiration eller kritisk selverkendelse. Hver gang han trækker sig tilbage med rødvin og notesbog, udvikler hans sparsomme skriverier sig til erotiske køkkenscener med tv-kokken Nigella (som efter endt læsning er endnu sværere at tage alvorlig) eller fåmælte og tilsyneladende tilfældige ord på papir. Den erotiske besættelse kiler sig ind imellem Nina og Telemann, og inden længe er Nina optaget til anden side med udlejeren Bader. Disse henholdsvis mentale og fysiske sidespring fører til et komplet ægteskabeligt brud inkl. deleordning med børn og ejendele.

I Loes niende roman på dansk, der hovedsagligt består af dialog, får en indædt (norsk?) fjendtlighed mod Tysklands historie og kultur lov at blomstre. Telemann omtaler konsekvent Bayern som nazismens vugge, området som et ’nazi- og incestbælte’, vil bestille en Fritzl Schnitzel, osv., og under en bjergvandring med Bader er samtalen noteret således:

– Tysk, tysk, tysk, tysk.
Kan du ikke bare holde din kæft?
Tysk, tysk, tysk, tysk, tysk, tysk, tysk.
Hvad snakker du om? Er det krigen? Jeg regner med, at det er krigen.
Tysk, tysk, tysk.

Nok er det muntert at læse, men det er ganske utroligt, hvor meget Loe kan slippe af sted med af tyskfjendtlige uhyrligheder i denne bog. Telemann er på mange måder virkelig usympatisk, men han vinder alligevel læserens sympati – måske pga. sin håbløst romantiske tilgang til dramatikken og den kunstneriske oeuvre.

Bogens dialog har ingen talemarkører, så det er lidt et detektivarbejde at finde ud af, hvem der taler hvornår. Ofte må man tælle sig tilbage til dialogens begyndelse for at udrede dialogen, og det er påfaldende, hvor ens Nina og Telemann efter mange års ægteskab taler. Samtidig er romanens sceneklare manus en nærmest hånlig spejling af den manglende udvikling i Telemanns teaterproduktion.

Loes umiskendelige humor og tone er – som i forgængeren MULEUM – blandet med alvorlige og næsten destruktive elementer, i ægteskabet og Telemanns dramaproduktion. Det, der umiddelbart kunne ligne en karikeret og utroværdig fortælling, bliver undervejs til en sørgelig beretning om manglende selvindsigt, grumme fordomme og unødvendig stor afstand mellem mennesker, som faktisk holder af hinanden.

Titlen refererer til Henry Millers STILLE DAGE I CLICHY og til en lidet præcis maskinoversættelse af Garmisch Partenkirchen fra en mailkorrespondance om leje af sommerboligen (Loe insisterer i interviews på, at denne del stammer fra virkeligheden). Selv på titelniveau er Loe sjov, og det er jo det, han er. Sjov. Nu også alvorlig og det klæder ham. Romanen er ikke på højde med tidligere mesterværker som NAIV.SUPER og DOPPLER, men når man selv har lagt niveauet højt, er det ok at sænke overliggeren af og til.

Skrevet af Anne Vindum

Anne er cand.mag. i dansk og har et svagt punkt for nordisk litteratur. Redaktør på iBureauet under Dagbladet Information.

Skriv til Anne

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *