Det sværeste er at vælge – Interview med Helle Helle
At udvælge og beslutte sig er for Helle Helle den vigtigste og samtidig sværeste del af tilblivelsesprocessen for hendes romaner. Hvis ikke hun har et klart billede af historiens forløb og af slutningen, kan hun slet ikke komme i gang.
Handlingen skal foregå i Jylland, og der skal være en mandlig fortæller. Det var de to første, definerende valg, Helle Helle traf i forbindelse med tilblivelsen af hendes seneste roman, HVIS DET ER. De mange beslutninger omkring bogens karakterer skal for eksempel være på plads allerede i løbet af de første sider. ’For mig fungerer det sådan, at det svære ved at skrive en roman, er at vælge: Hvad er det for en roman; hvordan lyder den; hvor er den henne? Hvor sker det? Hvem er de? Hvad vil de? Hvor kommer de fra? Jeg kan ikke skrive en bog færdig, før alle de valg er truffet,’ siger hun spørgende og som om svarene eksisterer et sted derude; de skal bare lige findes.
Vi sidder på hendes redaktør Louise Køningsfeldts kontor hos forlaget Rosinante&Co i Indre København, mens Helle Helle fortæller om sine kvaler med de mange nødvendige og essentielle valg. Mulighederne er uendelige – og alt kan, som hun udtrykker det, ’lade sig gøre på den første side’.
’At beslutte de her ting, gør, at jeg kan skrive bogen færdig. Begyndelsen hænger sammen med slutningen, og jeg skal kende en del til en bogs forløb, for at kunne sætte den i gang. Jeg havde et klart billede af slutningen til HVIS DET ER, og jeg ville ikke kunne sætte bogen i gang, hvis ikke jeg vidste, den skulle derhen,’ siger hun og fortæller, at den afsluttende scene i én roman ofte har affødt begyndelsen til den næste. Men sådan bliver det ikke denne gang, bedyrer hun beslutsomt.
Det bliver den roman, det skal blive
Når først hun har bestemt sig for de afgørende komponenter og for start- og slutbilledet i en roman, og når hun kan mærke, at ’det føles rigtigt’, har hun ikke svært ved at give sig i kast med skriveprocessen. Hun lider ikke af angsten for det tomme papir, og den kreative proces foregår ved skrivebordet, hvor hun helt kronologisk og meget minutiøst skriver sig fremad.
’Dér, hvor det sker for mig, er ved skrivebordet, og jeg kan lige så godt bestemme mig for, hvornår jeg går i gang. Jeg tror, jeg gik i gang med HVIS DET ER den 4. april 2012. Det havde jeg bare bestemt mig for. Så har jeg den her mand, der skal stå bag et træ – og så har jeg tusinder af ideer om badesandaler og pandebånd; så er det bare at sætte sig ned,’ siger hun og forklarer videre om den første del af skriveprocessen, hvor målet er at opnå en form for autenticitet:
’Det handler egentlig bare om at skrive det frem, sætning for sætning, indtil det lyder som noget, jeg ikke har fundet på. I meget lang tid lyder det jo som en konstruktion. Jeg skal ligesom foranlediges til selv at tro på, at det er noget, der findes som litteratur.’ I begyndelsen finder hun trøst i, at alle bøger på et tidspunkt også kun har haft en enkelt side, ’og det er dén side, som er helt afgørende,’ siger hun og understreger implicit dét, de fleste efterhånden ved om Helle Helle: at hun kerer sig om detaljen.
I lang tid startede HVIS DET ER med ordene ’her står alt, som det er’. Hermed ønskede hun at tydeliggøre, at alt hvad man kan læse i bogen, er alt, der er at komme efter. Her står ikke noget mellem linjerne. ’Men det er jo ikke sådan bogen er blevet,’ siger hun og indrømmer, at det endelige resultat ofte ender et andet sted end de første forestillinger, hun gjorde sig. Heldigvis har hun lært at affinde sig med eventuelle uoverensstemmelser mellem forestillingen om en roman og det endelige resultat. ’Jeg tænker, at det bliver den roman, det skal blive alligevel,’ siger hun nærmest dogmatisk. Og Helle Helle kommenterer desuden metafiktivt på selvsamme forhold i romanens indledende sætninger:
Det er ikke mig. Jeg står ikke sådan bag et træ i skoven. Bladene drysser. Det er uge 44, det er de sidste blade. Jeg troede, jeg blev ved med at løbe ligeud. Men jeg passerede hele tiden det samme mosehul med visne bregner. Jeg løb til venstre og igen længe efter, eller også var det højre, og så en gang til. Jeg noterede mig dette, det var før vablen.
Farvel min elskede
I HVIS DET ER møder vi Roar og kvinden ‘Vejmand’, som tilfældigt mødes i en nordjysk skov. De er begge faret vild, både i skoven og i tilværelsen som sådan, forstår man. Selvom han er hovedkarakteren og bærer fortællesynsvinklen, var det faktisk inspirationen til den kvindelige karakter, der satte historien i gang. ’Der var engang en TV2-dokumentar, der hed Farvel min elskede. Den blev jeg meget rørt af, fordi den handlede om mennesker, der blev forladt og skulle skilles’, siger Helle Helle og fremhæver en ganske bestemt kvinde fra Skjern, ’eller var det Tarm’, der ejede en blomsterbutik og som blev forladt af sin mand kort før deres kobberbryllup.
Hun fortæller indlevende om kvinden fra dokumentarserien, om parrets barnløshed og om hvordan kvinden efter bruddet begynder at løbe for at kunne holde tilværelsen ud. Mens hun taler, fornemmer jeg et ejerskab til fortællingen; som om den med tiden er blevet Helle Helles egen.
’Nu mærker jeg, hvad det egentlig var, der satte denne her bog i gang. For det var faktisk hende. Og når jeg bliver draget mod hende, så er det, fordi hun ligner de andre kvinder i mine romaner. Derfor tænkte jeg, at hun ikke kunne være den bærende hovedperson,’ siger hun og forklarer, hvordan den store lighed med de kvindelige hovedpersoner fra romaner som NED TIL HUNDENE og DETTE BURDE SKRIVES I NUTID, tvang hende til denne gang at kaste sig ud i ukendt litterært land med en mandlig hovedkarakter.
En badesandal, der gør godt
Selvom Helle Helle næppe kan kaldes en novice udi romanskrivningens kunst, og selvom hendes underspillede prosa efterhånden synes velforankret gennem et omfattende forfatterskab, så starter hun ofte ud med selv at tro, at en historie skal være ”større”.
’Så går det ud på, at jeg skal blive ved med at skrive indtil jeg indser, at jeg er nødt til at vælge og nødt til at skrive noget, som i virkeligheden er meget småt. Derfor lægger jeg en spændetrøje på mig selv, som består i en stribe af konkrete størrelser, sætninger, episoder, et virvar af alt muligt, som jeg ved skal med i den her bog. Og det skal med. Der skal være en badesandal, som ligger nede i gården,’ siger hun og refererer til en badesandal, der indgår i et skænderi mellem Vejmand og hendes kæreste:
Hun kunne se, at han slet ikke forstod det, han skulle lige til at grine. Men så kom der noget i hans øjne, hun ikke havde set før, plus en lyd fra halsen, han trådte lidt væk, tyrede sin badesandal ud af vinduet, han blev ved med at kigge på hende, og så sagde han: – Hvis ikke du tager dig sammen, så kan vi ikke blive sammen. Han rømmede sig efter det første sammen. Hun blev ved med at høre den rømmen for sig, når hun tænkte på, hvad han havde sagt. Vandet fossede, han gik ind i soveværelset. Længe efter sagde hans mor: – Er det ikke Christians badesandal ude i gården? – Nej, sagde hun.
Når Helle Helle insisterer på at lade en badesandal indgå, er det en kombination af, at ’det bare føles rigtigt’ og fordi det simpelthen ’vil gøre godt for bogen, hvis jeg får en badesandal med’, forklarer hun og kalder selv den sidste begrundelse en ’meget nøgtern og beregnende måde at skrive på’.
’De benspænd er i virkeligheden bare at beslutte sig for elementer, der skal være med, og så kan jeg ikke opgive dem. Det gør jeg selvfølgelig alligevel, jeg tog for eksempel to kapitler ud af bogen, som ikke fungerede. Det er derfor, den er blevet sådan en lille pjosker,’ siger hun og ler med moderlig overbærenhed ad sin 143 sider lange roman, som ligger på bordet foran.
’Der sker jo det mærkelige, at når bogen er skrevet, så bliver den for mig præcis den bog, der ligger dér,’ siger hun og peger på genstanden, bogen, frugten af omtrent to års anstrengelser:
’Og så glemmer jeg, hvordan jeg havde tænkt den. Gudskelov, for det er jo dét der, der er det rigtige.’
