Af | 26. marts 2012

Dialogiske misforståelser – Stine Pilgaard MIN MOR SIGER

På sprogets scene danser et druknet hjerte med tålmodige læger, spindoktorer og mødre, der lyver, og mens alle taler forbi hinanden, taler Stine Pilgaard til mig.

Citat

Det er på tide, at du finder en ny, siger Mulle. Jeg siger at det er jeg overhovedet ikke parat til. Du skal finde dig en mand næste gang råber Mulles farmor. Tiderne skifter, farmor, siger Mulle. Mulles farmor fnyser. Bare hun ikke finder en neeeger siger Mulles farmor, det ville være det værste. Mulle slukker hendes høreapparat og lægger et tæppe omkring hende.

Forfatterskoleuddannede Stine Pilgaard kunne man allerede bide mærke i i Forfatterskoleantologien fra 2010, hvor uddrag fra den dengang benævnte ER DER EN LÆGE TIL STEDE – EN SAMTALEROMAN var særlig mærkbar. Man kan formode, at debuten MIN MOR SIGER er en videreudvikling af samtaleromanen, der netop primært er en dialog mellem en jegfortæller og adskillige bipersoner. I mødet med andre og i de samtalestykker, hvor – som presseteksten til MIN MOR SIGER meget præcist angiver – mennesker taler og taler forbi hinanden, virker da også optimalt.

Sproget er, som fortælleren, lettere rablende og ætsende ærligt. Jeget træder frem uden filter og har man umiddelbart svært ved at identificere sig med en ung kvinde, der lider af hjertesorger og munddiarré, så får man muligvis et problematisk forhold til MIN MOR SIGER. Selv om jeg ikke har nogen kvaler med identifikationen, kræver den voldsomt personlige fortæller dog en form for relevans for at kunne retfærdiggøres som andet end en monologisk bekendelse. Netop de monologiske søhestestykker forekommer næsten dagbogslignende nære, og et sted hedder det således:

– Dig med din hud der altid duftede af gran, det er dig der har ødelagt mine juleaftener for bestandigt. Og dig med dit tøj der lugter af syntetisk skyllemiddel og ikke af blomster, som du selv tror. (…) Den tunge duft af julestjerner i din fars gartneri, dig der står midt i alt det røde.

Med udgangspunkt i kroppens anatomi vrænges jegets indre ud, og på trods af, at det er en ganske smart måde at servere disse mere bekendelsesagtige stykker på og at sproget altid forbliver eminent godt, så er grænsen mellem uvedkommende dagbogsnoter og ekspressive erindringer til tider vel nær.

Det nære forhold til det jeg, der samtaler på kryds og tværs, bliver dog i høj grad vedkommende via den på samme tid elegante, legende lette og rablende fortæller, der til tider kan lede tankerne hen på visse karakterer i Ursula Andkjær Olsens forfatterskab – i særdeleshed fra debuten LULUS SANGE OG TALER. Fortælleren skyder one-liners af, som om det gjaldt livet, og den umiddelbare tone og de sproglige billeder er overordentlige præcise og voldsomt morsomme, selvom jeg i et interview med Stine Pilgaard har hørt, at hun ikke selv mener, at hendes tekster er decideret morsomme. Var man med til hendes oplæsning i Nordisk Kaffebar 2. marts 2012 kunne man imidlertid høre adskillige både fnis og højlydte grin, så jeg kan ikke være den eneste, der ser de (både plat- og sorthumoristiske) kvaliteter i MIN MOR SIGER.

Stine Pilgaards romandebut er dramatisk som sit jeg, underholdende og velskrevet og yderst vanedannende. Scenerne mellem det jeg, der er blevet forladt, og de mennesker, der er frivilligt eller ufrivilligt hvirvles ind i redningsaktionen af det druknede og desperate hjerte, er følsomme og ætsende, og bliver gennem en sproglig nerve og et fortællemæssigt overskud vedkommende for langt de fleste læsere.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også