Digteren som linjedanser – Pejk Malinovski DIGTERNE

Pejk Malinovski afklæder digterlivet i velskrevet og snurrig konceptbog.

Citat

Digteren forsøger sig med en cost-benefit analyse:

Benefits: Herre i eget hus.

Costs: Dårlige tænder, tvivlsomt omdømme, psykisk udmattelse.

Mål: Et mere kærligt, forstående samfund.

Alternative projekter: Familiemenneske, kulturjournalist, hattemager, karriere i det offentlige.

Men har svært ved at regne sig frem til en konklusion.

I livsstilsprogrammet ’Kender du typen?’ inviteres seerne hjem til kendte danskere for at gætte, hvem de besøger, og hvilken type personen er. Som afslørende freakshow er det topunderholdning. Meget af det samme er på spil i Pejk Malinovskis DIGTERNE, hvor læseren er på besøg i digternes mentale bolig. Det er en hårdt prøvet borgergruppe. Én ’melder sig til løghakning, for at græde’, mens en anden ’skammer sig over at skulle gnubbe en ballon mod håret til børnefødselsdagen’. En tredje ’reddes ud af selvbebrejdelser af sin stabile partner’, mens en fjerde ’bryder ind i sit eget hus med maske og handsker for at få udbetalt forsikringspenge’. Livet som digter kan være op ad bakke, men lad det være sagt: Man skal være mere end almindelig gråmeleret og fantasiløs, hvis man ikke kan se det fine og pudsige i DIGTERNE.

Ved første øjekast præsenterer bogen sig som en skriveøvelse a la Joe Brainards klassiker I REMEMBER (1975). Konceptet er enkelt: I et afgrænset tidsrum skal man formulere alle de sætninger, man kan hitte på, med begyndelsen ’Digteren’, ’Digtere’ eller ’Digterne’ efterfulgt af et aktivt verbum. Resultatet kan lyde sådan her: ’Digterne tager alt tøjet af’, ’Digteren ruller i jeg-roulade’ eller: ’Digteren er hemmelig agent, så dybt undercover, at hans overordnede har glemt ham’. Og sådan fortsætter det, linje på linje uden nogen umiddelbar, tematisk sammenhæng.

Er det ambitiøst nok, spørger skeptikeren, udelukkende at producere begyndelser? Det er selvfølgelig en balanceakt, og Pejk løber en linedansers risiko for at falde i den afgrund, der hedder uambitiøs eller smalsporet. Men DIGTERNE er efter min overbevisning mere end blot en skriveøvelse.

Efter eget udsagn har Malinovski brugt fire år på at høste, sortere og samle 555 sentenser til et idékatalog om livet som digter, både de fiktive og de virkeligt virkelige. Den opmærksomme læser vil finde et utal af referencer til blandt andet Sylvia Plath, Pentti Saarikoski, William S. Burroughs og Roberto Bolaño. Og til Pejk selv, som ’Tredjegenerationsdigteren’, hvis mor, Nina, og morfar, Ivan, er og var digtere, som ’Emigrantdigteren’, der i dag bor i New York, og som ’Googledigteren’, der i 2010 udgav DEN STORE DANSKE DRØMMEBOG ved at google sig til danskernes drømme.

Det er hengivelsen til begyndelser og det fragmentariske, som DIGTERNE appellerer med: Præsentation frem for realisering. Malinovski danser bevidst om den varme grød – men hvilken linjedans! Her som fuldstændigt poetikprogram over det serielle linjekoncept:

– Digtere der nægter at arbejde.// Digtere fulde af gode idéer.// Digtere der standser, før de begynder, hengiver sig til idéernes embryoniske perfektion og skyr det rodede, pragmatiske ved udførelsen af dem.

Alligevel hæver summen af fragmenterne sig til et signalement af digterne som fjollede, sørgelige, som håbløst håbefulde mennesker. Lige som hvert enkelt fragment kan være en kortvarig nuance af én digterisk bevidsthed. Én digter, som indeholder mange facetter, både de latterlige og elskelige, de tåkrummende og skønne.

Om konceptet kan man sige, at sætningerne gør sig kostbare. De fører sig frem under lysekrone i skjorte og butterfly som en ’sidste, løjerlig bastion mod kapitalismens triumf’, men de er samtidig kostbare i deres elegante enkelthed. Der er eksempelvis både en snurrende poetisk ahaoplevelse og en sproglig, konkret lethed over et udpluk som: ’Et snefnug lander på digterens læber. Snefnuggets lille lektie’. I den forbindelse er DIGTERNE fantastisk læsning, fordi sproget er præcist. Det er ikke pyntesygt, det er ikke læsset med overflødige metaforguirlander, men overrumplende i sit nøgterne og koncise udtryk. Sproget får ’det banale til at stråle knivskarpt’, som der står et sted. Det virker bemærkelsesværdigt, men bogens største kvalitet er dens ubesværede lethed. Og det er uanset, om man synes, bogens koncept er ambitiøst nok.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Joachim Sømark

Cand.mag. i Dansk og Filosofi med speciale i kynisme i dansk litteratur efter årtusindeskiftet. Redaktør for LitteraturNu siden juni 2016.