Digtets lokomotiv er en finger i halsen – Simon Grotrian ZAR BRÜCKE OG DE FLAMSKE FORVANDLINGER
I Simon Grotrians digting findes intet på fantastisk vis i virkeligheden. De flamske forvandlinger er gennemgående, og digtene brillerer i neologismer som ‘Gniersennep’ og ‘Colaregime’. Når de er allerbedst, kolliderer humoren med alvor.
Citat
I DIALOG MED MÅNEN
Man genkendes hurtigt
for skyggen er en sjæl, der kastes på solnedgangens alter
om natten fylder den alting
og hvælver en lue af parfumen
så Gudsriget brænder i et neonrør fra øre til øre
[…]
et par bølger kom til dig fra Guds ager af harvede fremtider
astralt gynger nåden på sin kant, der skærer kærligheden over.
Som altid hos Simon Grotrian er vokabularet farvet af den kristne tro, hvilket ikke gør digtene mindre storladne. Den religiøse undertone får én til at overveje, om religiøsiteten i det hele taget ikke er til stede i al god digtning. Eller er nødt til at være til stede for simpelthen at nå disse højder. Fernissen af det guddommelige lægger sig i forlængelse af vanviddet fra Phaidros’ beskrivelse af det guddommelige vanvid i Platons dialog af samme navn.
Således trækker også ZAR BRÜCKE OG DE FLAMSKE FORVANDLINGER på en årelang tradition, der giver Grotrians værker karakter af noget eviggyldigt og underligt tidløst. På samme måde kan Simon Grotrian ikke indskrives i en bestemt tradition eller generation. Han er en ener i dansk litteratur og skriver sig, efter min mening, op på siden af Inger Christensen.
Som altid er sindstilstande på grænsen til vanviddet omdrejningspunktet i digtene. Vi møder ‘en depressiv himmel’ og ‘månen er en omfavnelse af vanviddet’. Det er et magisk univers med konger og prinsesser, trolde og slotsruiner. Neologismerne laver små sammenstød, der hopper fra betydning til betydning og skaber en særlig ordglad humor.
Det univers matcher sproget, der slår eventyrlige gnister og gurgler som i titlens ‘Digtets lokomotiv er en finger i halsen’, hvor fremdriften både er klukkende og kvælende, fordi titlen også kan forstås som et forsøg på at kaste op. I denne betydning bliver digtet noget forkasteligt og opkasteligt.
Simon Grotrian er en mester i disse dobbeltbetydninger, som udvider digtenes mulighedsfelt i uendelige lag. For den indsnævrede læser lukker det måske digtene ned, for den åbentsindede åbner der sig et nyt univers ved hver læsning.
Maja Lisa Engelhardt bidrager med originalt maleri til forsiden med titlen “Jorns ophav – jord og himmel”. Som Grotrian var Asger Jorn silkeborgiansk, og som Asger Jorns mosaikker krakelerer også forsiden i grønlige, gullige og blålige farver. Mellem jord og himmel finder vi grænsen, som adskiller det jordnære fra det æteriske.
ZAR BRÜCKE befinder sig på grænsen for i de bedste øjeblikke at flyve til vejrs og svæve i sin egen poetiske ret. Det er befriende og forfriskende, og de forsvinder ikke ud af hænderne på en af den grund, som de ellers har tendens til at gøre i tidligere samlinger som RISPERDALSONETTERNE, der måske nok egner sig bedst til mere garvede Grotrian-læsere.
Ligesom jeg skal til at skrive, at det er en af forfatterens hidtil bedste digtsamlinger, finder jeg ud af, at bogen kommer i andet oplag. I forhold til de tidligere udgivelser er denne en af de mere lettilgængelige, man kunne fristes til at sige den mest folkelige. Andet oplag sker ikke ofte for en digter som Simon Grotrian. Det virker da også som om, at dette er en ny begyndelse.
