’Dit tab gør mig ondt’ – Caroline Albertine Minor VELSIGNELSER

VELSIGNELSER er en vellykket og velskrevet samling noveller, der på én gang håbefuldt og hjerteskærende giver form til tab, forsvindinger og nye venskaber.

Citat

Neuropsykologen på afdeling 123 afsluttede et af vores korte ubrugelige møder med at citere et kinesisk ordsprog for mig: Du forlader sorgens have bærende på en gave, sagde han, men svarede ikke, da jeg spurgte, hvad der ville ske, i fald man nægtede. I fald man foretrak at blive.

Der er noget på én gang ubærligt og opløftende over alle novellerne i Caroline Albertine Minors hjerteskærende, helstøbte og i al enkelhed meget, meget gode novellesamling VELSIGNELSER. Det ubærlige består først og fremmest i nogle af de begivenheder, der berettes om. De er langt hen ad vejen allerede indtruffet ved novellernes start: en ung piges uforklarlige selvmord; kæresters pludselige forsvindinger; en fraværende fars pludselige sygdom; en ung, forelsket mor, der mister sin mand til en hjerneskade.

Det opløftende finder man derimod i behandlingen af alle de her tab. Både i deres karakterers bearbejdning af og i Minors måde at indramme tabene på er der hele tiden spor, der fører videre, ud af sorgen og ind i nye menings- og omsorgsfulde forhold: en kvinde får af en præst velsignet sin søn, som hun har opkaldt efter sin mands afdøde bedste ven, som hun havde en affære med; en datter rejser til Frankrig for at gense sin ellers fraværende far, der er døende, og opbygger i sorgprocessen et dybt forhold til farens nye kone.

Novellerne insisterer alle modigt på at behandle tunge følelser og størrelser som tab, forelskelse, venskab, rollen som udkørt mor til et aldrig-sovende barn, forlisende mor-datter-forhold. Samlingen balancerer mellem håbefuldhed og sorg og giver eftertænksomt og hensynsfuldt plads til, til at begge erfaringer kan være der på samme tid, uden at der skal vælges side og svælges i én af de to størrelser. De syv novellers kvindeskikkelser er altså hele tiden både i sorgen og på vej videre fra den.

På samme elegante, betænksomme måde forsøges de uforklarlige forsvindinger og de pludseligt opståede venskaber aldrig forklaret. Som læser bliver man – præcis som karakterne selv – ikke klogere på årsagerne til hverken selvmord, brat afbrudte parforhold eller de pludselige, stilfærdige velsignelser, flere af samlingens karakterer går og giver hinanden. Mest uforklaret bliver omstændighederne omkring den unge pige Anne-Sophies (kaldet Anso) beslutning om at hænge sig selv i et figentræ i haven til det australske hjem, hvor hun har været au-pair pige.

Netop Anso er nogle af de forbundne novellers samlingspunkt, spindelvævets midtpunkt. Flere af dem beskriver og beskrives af de personer, der aldrig rigtig forstår hendes valg, og hverken moren Gedske eller veninden Franciska kommer det nærmere. Også selvom de begge – i to separate, men tæt sammenvævede noveller – giver os indtryk af, at henholdsvis en usympatisk australsk familiefar, som Anso har haft som elsker, og en spiseforstyrrelse som Franciska opdager, kunne være en del af årsagen. Sådan vikles novellerne – præcis som de næstekærlige, dybe og alvorsfulde forhold, de giver form til – gentagne gange ind i hinanden.

Mest overrumplende og ubærlig er novellen ”Sorgens have”, hvor den navnløse fortællers kæreste bliver ramt af en taxa og får en alvorlig hjerneskade, hvorfor hun (fortælleren) på én gang har ham og har mistet ham. Allerede åbningsreplikken anslår, at hjerneskaden har været så voldsom, at forholdet ikke kan bære: ’På en bænk i Enghaveparken gav vi bare op. Jeg blev siddende og så ham halte væk i sin halvlange, sorte frakke med en stor trang til at skyde ham i ryggen.’

”Sorgens have” er emblematisk for den ligefremme, sine steder kølige, sine steder meget sentimentale sorgbearbejdning, der løber gennem hele samlingen. Men den er også et godt eksempel på den lette, ukunstlede og præcist rammende prosa, der går igen i samtlige noveller. Den (prosaen altså) er klar og fyldt ud med et billedsprog, der er smukt uden at gøre for meget væsen af sig. Og den kan rørende, præcist og patosfyldt lyde sådan her, når det igangværende tab udlægges af den elskende:

– I løbet af årene havde jeg ligeså diskret hægtet mit kredsløb på hans, som de siamesiske tvillinger, man hører om, og i hans ubevægelige krop så jeg min egen undergang. Jeg tvivlede ikke et sekund på, at de vitale organer var placeret i ham. Jeg var den parasitiske tvilling, gevækst-mennesket.

Sådan er sorgen og tabene så fint indrammet i VELSIGNELSER, at det ubærlige næsten bliver til at klare, at det uforklarlige næsten ingen forklaring behøver. Næsten.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Noveller,

Læs også

Om Laurits Nikolajsen

Laurits er 24 år og i gang med sin kanditatuddannelse i Litteraturvidenskab på KU. Har en bred smag med en forkærlighed for latinamerikanske fabulanter som Borges og Bolaño, samt litteratur der ikke er bange for at være for politisk.