Dødens dukker – Franck Thilliez DE DØDES KAMMER

Der leges med læserens nerver i Franck Thilliez’ thriller, som indeholder både døde dyr, psykopater og huddukker. Bogen efterlader et par løse ender, men det er heldigvis ikke nok til at ryste det overordnede billede af en stilsikker og spændende fransk krimi.

Citat

Igennem de aflåste vinduer emmede sommeren af tung fugtighed, de summende fluer klumpede sig sammen på et råddent æbleskrog i skinnende grønne klaser. Barnet følte sig mere og mere magtesløst over for de bevingede horder. Antallet af insekter forøgedes med svimlende hast, med snablerne forrest bredte de sig ud over sengen hver gang hun kiggede væk. Udmattelsen og sulten ville snart tvinge hende til at kapitulere.
Hun var ikke engang fyldt ni år, men havde allerede lyst til at dø.

På en mørk vej i det nordlige Frankrig leger to halvtumpede tabertyper kispus med døden i deres Peugeot. 160 km i timen med slukkede forlygter. Vigo og Sylvain har netop bekendtgjort deres utilfredshed med livet som arbejdsløse ved at overmale deres tidligere arbejdsgivers lokaler med graffiti, og nu, på vej hjem, synes de, at det kunne være helt fedt med et vanvidsridt gennem en uoplyst vindmøllepark.

Det skal selvfølgelig gå galt. Som en art klimaks hamrer de ind i en skikkelse, som tilfældigvis bærer på en kuffert fyldt med penge. To millioner Euro. Fristelsen er for stor, og inden længe er Vigo og Sylvain spundet ind i et djævelsk spind. De er nemlig i det skjulte blevet betragtet af en psykopatisk seriemorder, som skulle have haft pengene i løsesum for en lille pige, og som meget gerne vil have sine skejser.

Den bindegale morder er ikke sådan at lege med, for bæstet har en forkærlighed for helt unge piger, som skal udstoppes, så de ligner små indtørrede dukker. Kort sagt en syg sag, men ikke desto mindre en lækkerbisken for den nybagte mor til tvillinger, Lucie Henebelle, som selv har en ikke helt gennemsnitlig interesse for det okkulte.

DE DØDES KAMMER minder på mange måder om en hel del andre krimier, der udkommer i disse år. Vi har en politibetjent, som ved hjælp af kløgt og snilde deducerer sig frem til en vanvittig seriemorder – jo sygere jo bedre. Samtidig krydsklippes mellem forskellige handlingsspor, som langsomt væves sammen for til sidst at mødes i en tordnende afslutning. Alligevel besidder Thilliez’ bog sine egne kvaliteter, som gør den absolut læseværdig.

Lucie Henebelle fremstår sært troværdig som udslidt mor til to små grædemaskiner, og det er forfriskende, at hun ikke skal tumle med bureaukratiske paragrafryttere på politistationen, der af frygt for politidirektøren konstant forsøger at forhale hendes efterforskning. Hun kører lige på, og det samme gør hendes kolleger. Ikke så meget pjat!

Samtidig er teknikken med de korte cliffhanger-kapitler ekstremt effektivt udnyttet. Plottet er fundamentalt spændende og godt bygget op, og selv om bogen er vel krydret med tekniske udredninger, er det på intet tidspunkt for meget. Det er nok både første og sidste gang, jeg kommer til at skøjte igennem lange passager om det håndværksmæssige aspekt af dyreudstopning, og det skyldes ganske enkelt at Thilliez skriver godt og klart.

Den klare stil står i skærende kontrast til bogens dunkle indhold, som bevæger sig på grænsen af det overnaturligt dæmoniske og den rene menneskelige ondskab. Det giver en fin balance mellem opklaringens kølige dialektik og forbryderens patologiske udskejelser.

Slutningen sætter nye grænser for absurd eskalerende vanvid, men desværre spinder forfatteren flere tråde, end han kan samle op, og et par opklarende baggrundshistorier løber således ud i sandet undervejs. Det ændrer ikke på, at DE DØDES KAMMER alt i alt er en nervepirrende og godt orkestreret thriller.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Krimi,

Læs også

Om Troels Hughes Hansen

Cand.mag. i fransk, ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet. Litterær omnivor, men med en særlig forkærlighed for Célines maskingeværsprosa, Dostojevskijs hysteriske delirium, Bernhards udfald og Bukowskis fuldemandssnak. Kort sagt alt, som rabler.Redaktør på LitteraturNu.

Skriv til Troels