Dødsstrejke – José Saramago DØDEN UDEBLIVER INDIMELLEM

Portugals forfatter (for er der nogensinde andre, der bliver oversat?) José Saramago har skrevet en grandios lille skarpladt roman med samfundssatire og eksistentialisme i skøn forening. Læs den!

Citat

Dagen efter døde der ingen. Denne omstændighed, så stik imod alle livets normer, fyldte menneskenes sind med den største uro, hvad der må siges at være højst berettiget med tanke på at der ikke findes eksempler på et sådant fænomen i den fyrretyve binds verdenshistorie, ikke et eneste tilfælde man ville kunne henvise til, hvor der skulle være gået en hel dag, med alle dens storslåede fireogtyve timer, dagstid såvel som nattetid, morgentid såvel som aftenstid, uden at der forekom et dødsfald grundet sygdom, en dødsulykke, et fuldført selvmord, absolut ingenting, kort sagt intet.

Det kan godt være, at José Saramago (f. 1922) efterhånden befinder sig i det metusalemske befolkningssegment udstyret med stok og mimrekort, men det betyder nu ikke, at der er noget affældigt over hans overlegent åndsfriske nye roman. Saramago er lige så skarp, som han altid har været, og det er rent ud sagt vidunderligt at læse en roman, der både er sprudlende og levende og fyldt af al den verdenskundskab og livserfarings-‘coolness’, som kun en ældre intellektuel gentleman er i besiddelse af.

I DØDEN UDEBLIVER INDIMELLEM befinder vi os i en ikke nærmere angivet nutid i et ikke nærmere angivet land, som dog med sin sydeuropæiske natur og katolske befolkning minder en del om Portugal. Pludselig sker der det besynderlige, at folk holder op med at dø i netop dette land. ‘Dagen efter døde der ingen’ lyder første sætning, som måske gemmer på en lille reference til indledningssætningen i et andet litterært mesterværk med en eksistentialistisk agenda nemlig Camus’ DEN FREMMEDE, der begynder med ordene ‘I dag døde mor’. Under alle omstændigheder anslås det eksistentialistiske tema fra første færd, men i modsætning til Camus’ mere dystre tone udfolder der sig nu en humoristisk og handlingsspækket samfundssatirisk fortælling. Både kirke, kongehus, mafia, medieverden og statsministeriet bliver således grundigt kværnet en tur i den eksistentialistiske satiremølle.

Det, at folk holder op med at dø, lyder måske ikke umiddelbart så forfærdeligt, men landets huse og sygehuse fyldes med foruroligende hast af lemlæstede levende kadavere fra trafikuheld, dødssyge gamle og under normale omstændigheder ulevedygtige spædbørn, og for dem er suspenderingen af døden ulidelig. Situationen bliver hurtigt kaotisk på alle planer. Kirkens eksistensgrundlag trues, for hvis der ikke er nogen død, hvad så med det evige liv? Og staten bøvler med overskredne sygehusbudgetter og med en entreprenant mafia, som tjener penge på at smugle de dødshungrende over grænsen, hvor døden stadig er aktiv.

Til slut har de kaotiske tilstande nået så urimelige højder, at Døden (hunkøn på portugisisk) i skikkelse af en ung, smækker kvinde selv beslutter sig for at rejse til menneskenes verden og få syn for sagen. Her sker der så det usædvanlige, at hun forelsker sig i en cellist, og så vil jeg faktisk ikke afsløre mere. Det gevaldige slag som Saramago slår med den eksistentialistiske hale til slut, må man selv læse sig frem til.

Rent læseteknisk skal man lige vænne sig til Saramagos punktum-økonomiske skrivestil og hans karakteristiske tegnsætning, hvor skiftet mellem de talende i en dialog eksempelvis markeres med et komma efterfulgt af stort begyndelsesbogstav, men efter en ti-sider tænker man ikke mere over det, så det er ikke engang en kritik. Når Portugals grand old man folder sig ud, er man både underholdt og udfordret, og når oversættelsen så tilmed er smukt udført, så kan man jo egentlig ikke forlange så meget mere.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Anne Sæhl Sørensen