Døde mennesker får gul hud – Rolf Sparre Johansson BEGRAVELSE

Rolf Sparre Johanssons BEGRAVELSE er et åbent sår, hvor sproget falder over sig selv i et forsøg på at tale om det, man ikke kan sætte ord på.

Citat

om lørdagen da de opererede hende igen lod de
hende
lukkede de hende ikke
fordi hun
svulmede så meget op at det simpelthen
at

at de blev nødt til at hun
stod åben så hun godt kunne svulme op

hun blødte ud
ad brystkassen

hun lå i den der hvide
en
sådan en hvid
hospitalsskjorte
og hendes hud var
jeg ved ikke hvorfor men den var gul
noget med at
der må være et eller andet
der gør at
døende eller
døde
mennesker får gul hud

Efter sin mundrette Kronstork-debut SØVN (2015) om at blive far, udgav Rolf Sparre Johansson i februar 2016 den fragmentariske digtsamling BEGRAVELSE om sin mors død.

På sin vis forsætter digteren sine meget personlige emner skrevet i talesprogsstil, og alligevel skiller BEGRAVELSE sig gevaldigt ud. I et slags juleflashback tænker jeget tilbage på to år tidligere, hvor moderen døde efter en lungetransplantation, og måske er det kombinationen af en voldsom og på mange måder uhåndgribelig oplevelse og så den der hukommelsens hullede si, der påvirker sproget, så det falder sådan fra hinanden, som det gør. Et er sikkert: Rolf Sparre Johanssons sprog snubler over sig selv, og ordene falder som småsten over hinanden i syntaksløse, famlende fragmenter.

Sproget er både hyper talesprogssnøvlende og menneskeligt – og så får det cut-up-agtige præg et næsten robotagtigt udtryk med dets forkert ordstilling og manglende forståelse for syntaks. Resultatet er en stammende og personlig digtsamling, der mildest talt er svær at læse op, men super nem at forstå. Og som i al sin forkrøblethed kryber forvirret ind under huden på læseren.

Sproget formår nemlig rent formelt set at efterligne eller kopiere den skrøbelighed, der jo er så prægnant ved et dødsfald i den nære familie. Det sammenbrud, de efterladte oplever, oplever sproget også og bliver til et slags automatsprog – et sprog, der efterligner et sprog.

Midt i al den sprognedbrydelse lyser små, mærkelig billeder fra forløbet omkring moderens død. Som da moderen skal i graven, og jeget forsøger at styre uden om en mariehøne, der kryber på grusstien under kisten:

– at / at min mor var død og jeg havde ikke / lyst til at den der mariehøne / skulle dø / at jeg / jeg ville ikke køre en mariehøne / mariehøne over / med min / døde mor

BEGRAVELSE er yderst rørende, og det tydeligt påvirkede jeg i opløsning er et meget præcist billede på sorgens lammende oplevelse.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Anna Møller

Født 1984. Cand. mag. i dansk og filosofi.

Kirke- og kulturmedarbejder for gadepræsten og ungdomsarbejdet i Trinitatis Kirke, anmelder på LitteraturNu og freelanceskribent på Forfatterweb og for Company Cue. Elsker at skrive.

Website
Skriv til Anna