Døden kryber fortsat tættere ind på skriften – Peter Laugesen DER ER INGEN TIL STEDE KUN ORDENE I FLOK SOM DYR PÅ VEJ

Stedet, tiden, døden, ensomheden, hunden, skriften, sandheden, fuglene, vrøvlet, papirkvaliteten, håndskriften, jeget, rytmen, præcisionen, friheden, surmuleriet, titlen, festen, gentagelsen, forlaget, fortiden, rodet: Peter Laugesens nye bog er her.

Digt

Poetisk poesi kan rende og hoppe
på sine grimme stylter

DER ER INGEN TIL STEDE KUN ORDENE I FLOK SOM DYR PÅ VEJ udkommer på Gyldendal og ikke på Borgen, sådan som hovedstammen i Peter Laugesen bogproduktion har gjort det i godt og vel 50 år. Ja, 50 år. Forholdsvis nyt og i hvert fald uvant er det også, at digteren nærmest er massivt eksponeret i disse dage.

På Den Sorte Diamant kan man således bese et fem meter højt digt skrevet af Laugesen med kul direkte på væggen. Laugesen har yderligere bidraget til håndskriftudstillingen med bittesmå litteraturhistoriske montretekster, der i lidenhed er, hvad vægdigtet er i forvoksethed: Magnifik! Dertil kommer så Laugesens tekstbidrag på Nikolaj Nørlunds nye plade DET NATURLIGE, nemlig den rimede og tematisk afrundede sang ’Halveringstid’, der ganske aparte handler om CT-scanning.

Den nye bog nyder i sin førsteklasses papir- og trykkvalitet godt af et stort forlags kapital. Det gælder ikke mindst bogens mange grafiske elementer, herunder håndskrift i high definition. Den sært lange titel fungerer ved siden af at være titel også som ét blandt bogens andre digte – blot trykt på forsiden. Når titelniveau således er degraderet til bogniveau, har vi en klassisk pointe: Laugesens skrift skyr hierarkisk struktur. Den lille haiku-sekvens konstaterer desillusioneret og dødsfikseret, at kun ordene er til stede i et ellers tomt rum. Denne anæmiske sprogtilstand af skrift uden saft efterfølges så af, ja, netop saft. Nemlig en rytmisk stemplende sammenligning mellem ’ordene’ og ’dyr i flok’. Den afsluttende klods ’på vej’ åbner yderligere udsagnet op, dels i den faretruende betydning af påkørsel og dels i den opbyggelige betydning af fremdrift, bevægelse. Vi har en ægte juvel af sammenpresset, tilpasset form og løst, åbnende indhold.

Døden kryber fortsat tættere ind på skriften. Hunden Chenga, som man vil vide blev begravet i Laugesens forrige bog YAK OG YETI (2012), er tilstede som afsavn og spøgelse. ’livet mangler sit/ nødvendige dyr’, lyder det, og senere og ømmere og hjerteskærende’re:

– Jeg har begravet
det der var
min skrifts håb og rytme
dens små vilde fødder

Undergangen er en mørk grundpræmis også i en bredere forstand. En indlejret anmeldelse af prestigebyggeriet ’Isbjerget’ på Aarhus havn lyder:

– Alt ligger stille under slappe sejl
i huse væltet af den grimme tid,
som fløse og flabede fnatbringere,
drømmeløse døgenigte, dræbere af sjæl
lod bygge langs med havnen.
Min by er tavs nu, ødelagt. Den græder.

Nok er det tvær kulturpessimisme, men vel samtidig også nuttet finurlighed? Når digteren raser mod arkitekturen med dens præmierede skrå linjer, er det på den ene side Egon Olsen, der hidser sig op i stimer af f’er, d’er, æ’er og ø’er, og på den anden side en nostalgisk romantiker, der optegner de slappe sejl og den tavst grædende by i et funklende billedsprog. Således er Laugesen nok sur, træt og opgivende, men han er ikke døende. Han maner sproget, verden og jeg’et frem i stadigt nye formationer.

Peter Laugesens digte er en fortsat fermt eksekveret påmindelse om litterær frihed. Også det forbumlede, forslåede, skæve, fejlbehæftede har sin berettigede plads i poesien. ’jeg går rundt som en storm’, indledes et digt, og det afsluttes: ’og jeg mener sgu ikke en storm/ for fanden/ jeg mener en stork’. Nej, for fanden, den stork er ikke en storm, men noget uredigeret, uafgjort tredje.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren