I dødens nærvær(k) – Tomas Espedal ÅRET: ONSDAG DEN FØRSTE OKTOBER

Otte af Espedals maskinskrevne sider udkommer nu som faksimile i A3-størrelse. Forlaget Virkelig leverer en solid gang værk-aura. Hvis man er ligeglad med den slags er der alligevel godt nyt: Espedal skriver stadig fremragende.

Citat

Min far
rystet den svære kroppen
med de brede skuldrene store hendene
som engang kunne slå ned hvem som helst
han skalv av raseri
jeg skubbet ham ut gjennom døren
slo og dyttet av all kraft
som om jeg forsøkte at skubbe ham bakover i tid
og i noen rasende øyeblikk så jeg at han gjenvant
balansen jeg skubbet ham tilbake
til den alderen jeg ville at han skulle ha
jeg slo og han slå tilbake
et slag
så bakkert så hurtig
at hånden slo gjennom en mur av tid
og traff sønnen i ansiktet

Forlaget Virkelig er en ganske lille, men bestemt ikke ueffen enhed i dansk litterær undergrund. De står blandt andet bag serien BESTIARIUM SIGNATUR, en række af poetologiske skrifter. Og som lidt af et scoop har Tomas Espedal, en af norsk samtidslitteraturs største succeser, bidraget med et uddrag af sin kommende bog, ÅRET.

ÅRET: ONSDAG DEN FØRSTE OKTOBER er en specialudgivelse med amibition om at give generøst blik ind i værket. Der er masser af mytestof forbundet med det at skrive, fra romantiske ideer om guddommelig inspiration, til mere moderne forestillinger om at skrive af psykologisk eller eksistentiel nødvendighed. Fragmentet er interessant, fordi det er et stykke revet ud af en kontekst. Det besidder et blindt potentiale, så at sige.

Til denne udgivelse har man genskabt et udsnit af manuskriptet. Det fylder otte maskinskrevne A3-ark, hvor der på sidste side er overstreget en hel del – en sidste-øjebliks barbering, forstår man. På sin vis bliver det både mere og mindre mytologisk af det. For præmissen er, at et work-in-progress er æstetisk spændende, men samtidig betoner det litteraturens tilblivelse som arbejde, praktisk og rugbrødsagtigt.

Det handler selvfølgelig om gamle travere som nærvær og autenticitet, men det får alt sammen være. For i sidste ende bliver det, vi har med at gøre, en teaser til selve hovedudgivelsen. Teksten er en mere digt-agtig affære end den essayistiske Espedalprosa, og her fungerer det faktisk ganske godt. Espedals heftige autofiktive åre flyder ubesværet videre mellem linjebruddene, bliver autopoetisk.

Der er en ekstremt synlig dødstematik på spil. Det er den første oktober, og nyheden om druknede afrikanske bådflygtninge når som et chok frem til jeg’et, inden den lidt efter lidt afløses af efterårets forgængelighedsmotiver. Og mens regnen og bladene falder, arrangerer han en middag for den aldrende far, han bliver mere og mere bange for at miste.

Nu er det ikke Espedal, der opfinder det at kombinere vandmotiver med døden som tema, men han bruger det virkelig fint her. Motiverne passerer gennem afsnittene som stafetter, gennem de konkrete billeder svarer teksten poetisk på sig selv – den sorte kaffe der bobler i maskinen, tanken om de mørke kroppe i vandet. Regnvandet der gennembløder den gamle fars frakke.

Derfor giver scenen med faderen (citeret øverst) også en forløsende og faktisk rørende slutning. I teksten træder døden ind på scenen, først som fjern og uhåndterlig katastrofe, dernæst bliver den ligesom forsøgt bearbejdet gennem æstetiseret vemod. Men først til sidst, hvor angsten giver udslag i personligt drama, bliver skabet så at sige sat på plads.

For Tomas-jeg‘et er hysterisk i sin angst og langer ud efter sin far i afmagt. Og da faderen endelig slår igen, genoprettes den velkendte slagsmålsdynamik mellem far og søn. Den gamle leverer en koncis udladning af vitalitet. Der er en vild absurditet i den læseoplevelse – man sidder og finder det livsbekræftende og trygt, at en 78-årig far stadig kan stikke sin søn én på kassen!

Der er altid grund til at glæde sig til en Espedal-udgivelse. Her har Forlaget Virkelig så lige hældt lidt ekstra benzin på lejrbålet. Samtidig har Andreas Vermehren Holm oversat uddraget til dansk, hvilket vel mere er en gestus end en nødvendighed. Dem, der interesserer sig for et Espedal-romanfragment, kan nok klare det rimelig tilgængelige norske her. Nu er det jo ikke til at sige, hvordan den færdige bog kommer til at se ud. Men med sådan en elegance i måden at omgås nogle universelle og overlæssede temaer, virker Espedal til at være i absolut topform.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte, Kortprosa,

Læs også

Om Victor Ovesen

Victor er Cand.mag i Litteraturhistorie, med speciale i blandt andet naturdigtning. Født i Aalborg i 1987, og serielt ulykkeligt forelsket i guitarer han ikke har råd til.

Skriv til Victor