Du må ikke have andre guder end far – Jens Blendstrup GUD TALER UD
10 bud på hvorfor Jens Blendstrups nye Bibel er så fabelagtig.
1. Jens, det er mig. * I GUD TALER UD er der løsnet op for det satiriske harnisk af en stil, som har karakteriseret Jens Blendstrup gennem de seneste år. ’Jens’ udenpå bogen er også ’Jens’ inden i bogen og stoffet, der består af glimt fra opvæksten i Risskov, holdes således ikke ud i vanlig strakt armslængdes sikkerhedsafstand, men klæber sig anmassende til forfatteren. I en modig og frugtbar handling har Jens Blendstrup baldret sit pokerface.
2. Når Gud hedder Uffe. * Termen ’Gud’ bruges konsekvent og uden kimsen om hovedpersonen Uffe Blendstrup (Jens’ afdøde far), hvilket giver bibelske orienteringer som ’Guds hus’, ’Guds vrede’, ’Guds søn’ og minsandten også ’Guds død’ helt nye og balstyrisk konkrete betydninger.
3. Blævrende opbyggelighed. * Siderne 99-100 i GUD TALER UD kunne snildt erstatte BIBELENS lignelse om den fortabte søn. Blendstrups storsjove sekvens om Gud, der for at udrede en sag ”om skyld og straf” tager til Hovedstadens S.U.-kontor og indfrier Jens’ studiegæld med en kuffertfuld hundredkronesedler, ville være en fuldgod og bittersød substitut: ”Hvor meget var det du fik for dit speciale? 6. Det er en udmærket karakter, siger Gud. Man skal heller ikke lefle. Jeg er stolt af dig min dreng.” Kolerisk men kærlig, sådan er Gud, øh Uffe.
4. Vedkommende. * Blendstrups knockabout må selv den værste dødbider overgive sig til. Han skriver overdrevet godt, når han med finjusteret timing binder sløjfer på stort og småt. Gud/Far/søn-forhold, VRI vs. Egå, hundelorte og fremskredne AIDS-symptomer finder umærkeligt sammen alt imens latteren vil larme i læserens ører.
5. Eksistentialisme for træmænd. * Det slår uvægerligt én, at Jens Blendstrup ikke har det fra fremmede. Guds karske anknytning til tilværelsens smerte er lige nøjagtig dét forhold, Blendstrup skriver på. Det smertelige er sjovt, det festlige er frygteligt, og det er den mesterligt udførte balancegang på disse umiddelbart uforenelige polers forening, der gør GUD TALER UD til en ener.
6. Tabernar. * De vidtløftige fremtidsplaner om eksempelvis romanprojekter og skibsbyggeri, som Gud fabulant bygger op, fortaber sig alle i alkoholens tåger. Gud er en taber. Men Gud taber som en vinder med hjælp fra Magisternes pensionskasse og sit misundelsesværdigt stovte sindelag.
7. Klovnen græder og bare for alvor. * I GUD TALER UD er paraderne sænkede. Og dog er det hylende morsomt. Ærlighed, smerte og angst mødes i et originalt mix med farce, skuldertræk og sprællende livsglæde. Måske fordi tilværelsens trøstesløshed virkelig er morsom?
8. Uprætentiøs men livsklog. * Det, der nemt kunne være endt i en klæbrig sentimental labskovs om svær opvækst med fordrukken og sludrevorn far, viser sig at være en bidsk men kærligt anerkendende mikrofonholdervirksomhed, hvorigennem Gud får lov at tale ud. Traumer skorter det ikke just på, men de får lov at stå i egen uafsluttede tragikomik og ikke som et regnskab, der må gøres op. Gud er et fjols, men et forbilledligt viist fjols, både en skræmmende hustyran og en eddikesjov livsnyder.
9. Døden kommer selv til Gud. * Blendstrup viger end ikke udenom det mest forfærdelige af alt forfærdeligt. Kræften begynder sin sejtrukne tæring af Gud, der ryger Cecils gennem respiratoren og bare trækker vejret med nyrerne. Han nægter at kues, men kuet bliver han, for sådan er livet nu engang.
10. Kåring. * Og Gud har skam hædret sønnike for denne sjove men alvorlige men sjove bog: ”…godt forsøgt, min søn, siger Gud og uddeler den orden han har konstrueret til lejligheden. En halvt fyldt rød sodavand i snor ’For tapper indsats og bistand til faders overvågning af verdens angst og Risskovs løgne.’”
1 kommentar