Dulgt nynner nogen i min seng – Mikkel Thykier SKYGGERNE ER KUN FLYGTIGE OG SOLEN ET SPIND I SKYERNE / LYSPUNKTER

Mikkel Thykier er en virtuos ordsmed. Til tider bliver det lidt for mesterligt for mig.

Digt

mine øjne er mørkeblå med følsomme pupiller, skiver så sorte som skorpen på / ost og russisk landsbyrugbrød, skiver, der ofte kun lader en rand af det blå / lyse om pupillen selv: sortbrændte stegepander ophængt på krog på en væg får / dine øjne mig tit til at tænke på, og så falder det mig også ind, at det må- / ske skyldes pupillernes dominans, at øjnenes blå synes så mørkt: mine fødder sveder samme sved som petroleumslamper og lugter som helrådne egetræsrødder

Det er en ualmindelig stor bog, den nye Mikkel Thykier-udgivelse fra forlaget Antipyrine. For stor til at ligge med i sofaen, for stor til at have med i tasken, ja næsten for stor at sidde med. Omslaget er af gråt, groft pap, og den er hæftet med tre skruer. Min far siger, den ligner en af de bøger med tapetprøver, man kan låne med hjem fra Flügger. Den er et et kunstobjekt, næsten en skulptur.

Det store format gør, at bogstaverne virker bittesmå på de store, hvide flader. Som myrer på en Nomatallerken, måske. Bogen er ikke bare én bog, men består af en række udgivelser, som Mikkel Thykier igennem de seneste mange år har udgivet på mere eller mindre etablerede forlag + en række nye tekster. Det er mest digte, men der er også prosastykker, herunder en slags novelle og en rejseskitse fra Finland.

Fælles for de fleste af digtene er at de er sat op i to ’spalter’, der ligesom er flettet ind i hinanden på midten af siden. De to ’spalter’ spejler ofte hinanden, kaster lys over hinanden, med- og modarbejder hinanden. Martin Larsen skriver skarpt om det her.

Sådan her lyder et af de fineste digte i debutbogen SKYGGERNE ER KUN FLYGTIGE OG SOLEN ET SPIND I SKYERNE (1997):

jeg tror ikke, det er mig, det er snarere mit skab, der ler, når nogen ler / når sofaen presser mod ryggen, nakken strækkes bagover, og øjnene vendes ud / i verden, så mine breve bliver sendt til de adresser, jeg tilfældigvis ser / kan jeg jo kun lempe læberne sammen i en bleg kyse og brynde mine bryn, man / lægger jo heller ikke sine frimærker i vindueskarmen og åbner vinduet, jeg / stopper i hvert fald altid mine frimærker så godt ned i lommeulden, jeg kan

Som man kan se, er linjerne fyldt med rytme og rim, både enderim (ler/ser), vokalrim (fx i-lydene i ‘i verden, så mine breve bliver sendt til de adresser, jeg tilfældigvis ser’) og bogstavrim (’lempe læberne’, ’brynde mine bryn’ osv.).

Samtidig er der mange digte, hvor syntaksen kan være kompliceret, og hvor man som læser let kan blive kastet af undervejs. Linjerne er lange, der er hele tiden en ny ledsætning, hele tiden et nyt kolon, som føder nye sætninger, så det er svært at finde ud af, hvad der er op og ned i det syntaktiske hierarki. Hør bare her:

endelig genkendt, mellem læberne flyder en lun og sød mælk, der dækker papillerne med en fed hinde, hvidner dem / som et rødt stofarmbånd tabt i en spand med kalk, pletter af smør, sne og sirup smelter mod hofterne, du bukker / klokkerne på engen, to toner trækkes kurrende frem fra den kuppelformede silhuet, som synker sammen i emmen fra / en ru overflades varmeafgivelse, men kun fordybningen udhules af staldens skygge: som slibestøv af safir fænger / en asters’ kirlian-aura bag aftenskyerne, vidjerne bliver sorte i bålene, asken, der døser i varmen, bliver grå / og hvid, når den drysses i mælk og bruges som ansigtsmaling: i bjergets magnolietåge syder en lampe af rispapir

Hvad handler det om? Jeg er ikke sikker. Men teksten er på mange måder typisk Thykier. Vi har noget, der ligner en erotisk situation (’mellem læberne flyder en lun og sød mælk’), som kædes sammen med død og forgængelighed (sne, der smelter, blomster, aske osv.) samt spørgsmålet om identitet (‘endelig genkendt’). Og vi har det her ærkepoetiske inventar af bjerge, klokker, blomster, ædelstene osv. Jeg får en fornemmelse af tidløshed. Af at digtet lige så godt kunne være skrevet for, say, 100 år siden.

Kan jeg lide det? Jeg er i tvivl. Til tider er jeg glad for de underligt old school ordguirlander. Til andre tider får jeg for meget af de pretiøse, næsten kælne sætninger.

Måske derfor er bogens højdepunkt for mig den del, der hedder ’udsigter, underbelysninger og urolige blade’, som tidligere har været udgivet som hæfte på Basilisk som en del af den såkaldte B16-serie under titlen .KATALOG. (2001). Den består udelukkende af en slags løse sammenligninger, der så at sige svæver i luften uden at være sammenligninger med noget. Linjerne ligner noget, der kunne stå i en notesbog, og de virker befriende ligefremme. Der er stadig den Thykierske finhed, men det er mindre mesterligt, mere skitseagtigt.

Så lad mig slutte med at citere et stykke fra den:

’som en smørblomst i et glas med mælk’
’som det lille smæld når en øjenvippe løsnes fra øjenranden’
’som tågen om din hånd ved skrælningen af en mandarin’
’som farven en overmoden dadel efterlader på hotellets papirserviet’
’som plasket når det opdages, at det er to år siden, at din kilt passede’
’som om der bladres i dine læber’
’som fingeraftryk gennem et glas vand’
’som billede malet med te på brunt papir’
’som den varme sukker efter lader i tænderne’
’som om nogen havde spildt appelsinsaft på lagenet og de hvide vægge’
’som lys gennem tæppe spændt ud oppe under lampen’

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Martin Lykke Nielsen

Martin er 29 år, bachelor i litteraturhistorie og kandidat i journalistik.

Skriv til Martin