Den dybe organiske uorden – Clarice Lispector ÁGUA VIVA

Halleluja: Clarice Lispectors ÁGUA VIVA oser af stilistisk opfindsomhed, skønhed og kompleksitet med sine manifestationer af den dybe organiske uorden i kvindens erfaringsverden, krop og skrift.

Citat

Jeg hører det hule brag af tiden. Det er verden der døvt bliver til. Hvis jeg hører er det fordi jeg er til før tidens skabelse. “Jeg er” er hele verden. Verden uden tid. Nu er min bevidsthed let, den er luft. […] Engle-væsenernes trompeter genlyder i uden-tiden. I luften fødes den første blomst. Jord som er verden bliver til. Resten er luft og resten er sagte ild i evig forvandling. Findes ordet “evig” ikke fordi tiden ikke gør? Men braget findes. Og min eksistens begynder. Begynder tiden så?

Der foregår så ufatteligt meget på den sansbare side af teksten i Clarice Lispectors lille prosaværk ÁGUA VIVA (1973). Det kræver en skærpet opmærksomhed på syntaks, figurer, troper og ordenes særlige ‘koreografi’ – alle disse mønstre på tekstens mikroniveau. Sætningerne er korte og koncentrerede, lidt som poesi, og de mange punktummer medvirker til at sænke tempoet. Det sker nærmest af sig selv: man læser langsomt og gør sig næranalytiske iagttagelser, stiger ned i skriftens sorte materie for at dvæle ved et bogstavs grafiske og fonetiske egenskaber: ‘Men evigt er et meget hårdt ord: det har et granitisk ‘t’ til sidst.’

I ÁGUA VIVA er skriftens materialitet, som en sand ‘écriture féminine’, intimt forbundet med den frodige kvindekrop og dens specificitet. Den hænger sammen med livmoderen og med moderkagen og -mælken. Bogen indledes med et dramatisk halleluja-udråb, en slags fødselsskrig, som forener intens lykkefølelse med smerte, idet værket kommer til verden – med hjælp fra læseren, tekstens ‘du’. Men det er også jeget, der ‘fødes’ her og siden konstant materialiserer sig i sprogkød: ‘Jeg inkarnerer mig i svulmende og uforståelige sætninger i et virvar hinsides ordenen.’ Og det, der for mig at se gør stilen i ÁGUA VIVA til noget særligt, er netop sprogets evne til at inkarnere, fremkalde og suggerere frem for blot at repræsentere og signifiere.

Teksten fremstår hyperbevidst omkring sine performative konstitueringer, dem på siden i ‘lige-nuet’ og deres eksemplificerende funktion i forhold til det bærende tema: tilblivelsestilstande og forvandlinger. Skabelse tænkes ikke kun i forhold til individet. Det individuelle bliver mange gange kædet sammen med en kosmisk synsmåde, der tilmed har noget spirituelt over sig, som stykket citeret i boksen illustrerer. Bemærk hvordan det stoflige fokus fastholdes i motiver med de fire elementer ild, luft, vand og jord. Det gælder ikke om at forstå citatets mening til fulde, men om at overgive sig til de flertydige og ulogiske formuleringer, hvor det poetiske og det filosofiske sprog blandes, og fornemme deres subversive potentiale i forhold til en undertrykkende fallogocentrisk diskurs.

Ofte bliver abstrakte fænomener gjort til genstand for konkretiseringer med kød-og-blod metaforer. Tid bliver for eksempel beskrevet som ‘øjeblikke der drypper, og de er tunge af blod.’ Med den slags figurative materialiseringer undersøges alting på en sansemættet måde, tit gennem synæstetiske registreringer af et givent objekts taktile og visuelle kvaliteter i kombination med dets duft, smag eller lyd. Det kan virke ‘verfremdungsagtigt’. Andre gange antager sansningerne en trippet karakter som under påvirkning af et hallucinerende stof, eller som om jeg-fortælleren besidder en sjette sans, der gør det muligt at ‘male tingenes glorie’ og indfange ‘den fjerde dimension af nu-øjeblikket’.

Måske skyldes lige præcis dén oplevelse tekstens gradvise forskydninger af den psykiske accent fra det bevidste til det ubevidste plan. Der tegner sig en forbindelse mellem fordybelsen i skriftens materie og så den, som finder sted i psyken. Fortællerinstansen vil grave sig dybt ned i sindets forskellige lag, og vejen dertil går gennem en organisk skrift præget af frie associationers strømmende flow. Idealet er at gøre sig til medium for skriften for på den måde at lade ‘det’ komme til orde. Brugen af det upersonlige pronomen peger på de ubevidste drifter og impulser og deres stræben efter en ekstrem form for nydelse, iblandet smerte og sågar død. Det må være ‘jouissance’. Jegets vedvarende kredsen om ‘det’, begærets lille uopnåelige ‘je-ne-sais-quoi’, viser sig formelt i en repetitiv stil, der har noget ansporet og lystfuldt over sig – med ekstatiske udbrud som ‘oh’. Ekstasen bliver dog altid fremstillet på en meget mørk baggrund. Det dunkle og latente materiale knytter an til en jungleagtig urnatur, der udvisker skellet mellem menneskeligt og ikke-menneskeligt; jeget genkender det samme ‘naturinstinkt’ i en yndig rose eller i planteriget generelt som i dyreverdenen og sig selv.

Denne (af)antropomorfiserende tendens åbner op for andre tolkningsmuligheder end den feministiske, som ligger til grund for min vægtning af elementer i teksten, der er performative i en queerteoretisk forstand, eller som minder om en kropsmaterialistisk kvindeskrift. Men man kunne også læse Lispector økokritisk. ÁGUA VIVA er et smukt og komplekst værk, der byder på et hav af forskelligartede perspektiver, og som derfor bare vil blive ved med at være interessant. 

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Marie-Louise Korsager