Elektrisk debut – Ida Marie Hede SEANCER


Jævn- eller vekselstrøm? Ida Marie Hede debuterer med en række hullede prosastykker, der efterlader sin læser i en form for elektrochok.

Citat

I haven er der bregner, vildtvoksende som baobabtræer. Der er afstande, man ikke skal prøve på at tilbagelægge til fods. Haven er en blændramme, et teenageværelse og et langhåret tæppe, indimellem et komplot og indimellem en optrevling af komplottet. Hen over himlen løber de elektriske strenge, der fragter beskeder gennem luftrummet og for længst har kylet brevduerne ud af deres faste ruter. Strengene svitser skyerne.

’Genren er retro, svimmel’, får vi et sted at vide. Og svimmel bliver man i mødet med Ida Marie Hedes vildt eksperimenterende debut SEANCER, som er alt andet end retro. Bogen er uden genrebetegnelse og kan bedst beskrives som én lang associationskæde af sitrende sproglige billeder, totalt frarøvet plot og kronologi.

Den består af14 tekststykker, der falder i to dele. Alle lader de til at være bundet sammen af elektriske impulser, der løber gennem telegraftråde og omstillingsdamer over Luigi Galvanis revolutionerende opdagelse af animalsk elektricitet til Mary Shelleys elektriske vækkelse af Frankensteins monster.

’I Galvanis laboratorium bliver døde ting levende’, hedder det i kapitlet ’Mary Shelley’ – og man fristes til at tilføje ’i Hedes laboratorium’. For animering af dødt materiale synes ligesom elektricitetsmønstret at være et fremtrædende motiv i alle 14 tekststykker. Det gælder ikke blot Hollywood-voksdukker, monstre og spøgelser, men måske også fantasien som sådan, der via menneskehjernens sindigt indrettede systemer kan puste liv i døde figurer gennem fiktionen.

Flere af tekststykkerne kredser om mediet Kate Fox, en vigtig skikkelse for opblomstringen af den amerikanske spiritisme. Men troede man, at det nu skulle til at handle om den historiske Kate Fox og hendes søstres spirituelle seancer (som bogens titel vel først og fremmest sigter til), ja så må man tro om igen. Kort efter at vi er blevet introduceret til Fox-søstrene, forsvinder fortællersynsvinklen nemlig ind i to hjernedele – henholdsvis hippocampi (langtidshukommelsen) og amygdala (mandelkernen) – som fortsætter den sproglige billedstrøm.

Sådanne og andre steder kan man som læser føle sig nedfalden i et stort sort hul – ’et ikkested af uløselig, sammenklemt tid’, som det hedder i teksten ’Hullet’. Hedes huller manifesterer sig på flere planer; fra kropsåbninger over ormehuller, der (ligesom teksterne) opløser tids- og rumdimensionen, til metatekstuelle huller. Huller, som man kan vælge meditativt at lade sig suge ned i – eller yde modstand imod og selv forsøge at fylde ud med mening. For den årvågne læser er der rigeligt at gå i gang med.

Spørgsmålet er, om der i Hedes fortættede og intertekstuelt sprudlende tekstkorpus faktisk er lidt for mange og divergerende tråde i spil? Ét er at bruge så massivt et arsenal af metaforer (hvilket Hede deler med en anden af årets forfatterskoledebutanter, Josefine Klougart med sin STIGNINGER OG FALD).

Noget andet er at lade sproget være det eneste bærende i en så relativt lang prosasamling. Med fare for at lyde en smule konventionel: Er det nu engang ikke sådan med prosa – modsat de visuelle kunstarter som billedkunst og fluxus (man fornemmer Hedes kunsthistoriske baggrund) – at det gør sig bedst over tid, i et rum og gerne med en begyndelse, midte og slutning?

Hede er under alle omstændigheder en gal alkymist i et sprogligt laboratorium, som må beundres for sit litterære mod. Om eksperimentet så er lykkedes eller ej, må være op til den enkelte at bedømme – når altså de værste trækninger efter elektrochokket har lagt sig. Klart mere AC end DC.

Skrevet af Andreas Immanuel Graae

Andreas Immanuel Graae er cand.mag. i Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *