Elias, Sami, Ismael og en blå kjole – Olga Grjasnowa RUSSEREN ER EN, DER ELSKER BIRKETRÆER

Olga Grjasnowa vil skildre globalisering og identitetskrise, men samler det i pæn romanform om kærlighed. Masja elsker Elias, så Sami, lidt Ismael. Indtil en blå kjole forløser historien. Indimellem det hele skaber døde harer, landskaber fra Thüringen og for meget makeup en fin uro.

Citat

“Sådan forestillede jeg mig ikke, du så ud”, sagde Hannah og tændte en cigaret. “Du ligner mig slet ikke.

Jeg troede, du ville ligne mig. Nej, jeg troede det ikke, jeg håbede det. Jeg håbede, du ville ligne mig.”

“Vi er bare kusiner.”

“Ja, men du ser slet ikke sådan ud.”

“Hvordan?”

“Jødisk.”

“Synes du?”

Hannah nikkede og så ud på gaden igen.

“Slet ikke?” spurgte jeg hende.

“Nej.”

Jeg studerede mig selv i bakspejlet i smug.

“Virkelig ikke?”

“Beklager.”

“Det er i orden.”

“Har jeg såret dig?”

“Nej.” Jeg slog en latter op, høj og hysterisk.

‘Hvordan forklarer man en hare troen?’ spørger Masja sig selv uden for hospitalets cafeteria. Hun vil bytte harens liv for kæresten Elias’. Elias, der er smuk, tysk, og ligger på hospitalet efter en fodboldulykke.

Masja er jødisk russer fra Aserbajdsjan og flygtet til Tyskland som barn. Den lille scene med haren viser Masjas fremmedhed. Hun vil bede, men er ikke religiøs, og der er ingen Gud, som tager harens liv, så Masja må selv skride til handling. Resultatet er harens blod og knogler i ét rod på gaden. Og til sidst Masja, der forsøger at dæmpe sine skridt på cafeteriagulvet. Hun er forkert klædt og skammer sig over for Elias’ forældre: ‘Da de så på mig samtidig begge to, begyndte jeg at skamme mig over min påklædning og over, at jeg havde for meget makeup på og gik i højhælede sko.’ Olga Gjrasnowas debutroman RUSSEREN ER EN, DER ELSKER BIRKETRÆER er bedst, når den skildrer disse urolige handlinger og følelsen af at være for lidt og for meget på samme tid. For lidt tysk, for lidt jødisk, for meget sminke.

Romanen fortæller om Masja, der er Aserbajdsjan-russer, men ikke rigtig Aserbajdsjan-russer, fordi hendes forældre flygtede med hende til Tyskland; der er jøde, men ikke rigtig jøde, fordi hendes forældre var kommunister; der er tysker, men ikke ligner en tysker. Efter Elias’ død mister Masja fodfæste. Hun sørger og lader sin mor fylde køleskabet, tager eksamen som tolk og forvirres over forholdet til sin arabiske ekskæreste Sami for til sidst at rejse til Israel og Palæstina.

I skildringen af Masjas barndom i Aserbajdsjan bliver stemmen på en gang stiliseret og fjern, som her i en kunstnerisk fremstilling af døden: ‘En sekstenårig jødisk pige blev skudt i sin stue, fordi hendes skygge kunne ses i vinduet. Hun forblødte på et gulvtæppe med en farvesammensætning og ornamentik, der var typisk for Kaukasus.’

Måske er der en pointe i den fremmedgjorte tone, men Grjasnowa er bedre, når hun lader Masjas uro og fremmedhed komme til udtryk i spørgsmål. Som når Masja tænker over en hares forhold til tro eller undrer sig over motivet på postkortene fra Elias’ far, der skriver for at få Elias’ ejendele tilbage: ‘Jeg forstod ikke, hvorfor han lige netop valgte landskaber fra Thüringen som motiv. Thüringen havde da ikke noget med vores subjektive retfærdighedssans at gøre.’ Det bliver en lille udstilling af lokalromantikkens kitsch og mangel på forklaringskraft.

Olga Grjasnowa har skrevet en samtidsroman om det globaliserede og rodløse menneske, en skildring som nogle gange er i fare for at ramme mainstream-mediebilledet for rent. RUSSEREN ER EN, DER ELSKER BIRKETRÆER er også en kærlighedsroman, Masja mister Elias, møder ekskæresten Sami, flygter til Israel og Palæstina for til sidst at støde ind i Ismael. Med Ismael samles romanens tråde. Han er fotograf som Elias og araber som Sami, og med en noget tydelig understregning består hans navn af bogstaverne fra Elias og Samis navne.

Ismaels søster klæder Masja på i en blå kjole, der forløser romanens traume, kjolen har samme farve som en døende kvinde Masja har set på gaden i Aserbajdsjan som barn. Mindet rulles endelig ud: ‘Lyden af en krop, der ramte jorden. Hendes kjoles blå farve. Blodpølen. Min far prøvede at holde mig for øjnene. Jeg rev mig løs. Løb hen til hende. Hendes blod farvede mine sko karminrøde.’ Og romanen lader sig drive ind i Aserbajdsjanfortiden for umærkeligt at vende tilbage den voksne Masja, der forvirret og blødende ringer til Sami fra en palæstinensisk mark.

RUSSEREN ER EN, DER ELSKER BIRKETRÆER er en roman, der vil fortælle sin samtid, hvilket er et godt fortsæt, men mange steder er det desværre som om, fortællerstemmen er pakket ind i et lag af velmenende tv-avisudlægning og stiliseret uvirkelighed. Det gør læsningen distanceret, uden at det nødvendigvis er et problem. Måske er det blot et produkt af Masjas flakkende interesse for personerne i sit liv, og i så fald er det et veludført stilistisk greb. Men også noget kedeligt.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Benedicte Gui de Thurah Huang

Benedicte har en bachelor i litteraturvidenskab, hun har studeret på Skrivekunstakademiet i Bergen, og de næste to år er hun elev på Forfatterskolen i København. Hun har netop opdaget den franske forfatter Claude Simon og er blevet optaget af le nouveau roman.

Skriv til Benedicte