Og Elvis bor i Esbjerg – Umberto Eco NR. 0

Umberto Eco har skrevet en spydig og intelligent kommentar til det politiske landskab i Italien. Eco ryster som altid konspirationsteorier ud af ærmet – men NR. 0 skal læses for mere og andet end historien.

Det er glimrende at bringe nogle rygter til torvs, bare der er en eller anden pikant detalje, som om der simpelthen var tale om en stemningsfuld reportage. Men man kan sagtens lade nogle navne falde. De kan for eksempel skrive at det er et helt igennem respektabelt sted der frekventeres af pæne mennesker, og så nævner de henkastet syv-otte navne på fuldkommen uangribelige forfattere, journalister og senatsmedlemmer. Men foruden disse navne nævner de en eller to personer der faktisk er homoer. Ingen kan beskylde os for at fremsætte injurier og ærekrænkelser, for de pågældende navne er jo nævnt som eksempler på helt igennem hæderlige mennesker. Og mens De nu er i gang, kan De lige så godt nævnte en eller anden notorisk skørtejæger hvis elskerinde alle kender navnet på. På den måde slører vi vores budskab, men ingen kan for alvor være i tvivl om hvad vi mener. Og der skal nok være nogle der forstår det sådan at hvis vi ville, kunne vi skrive langt mere indgående om sagen.

For første gang i sit forfatterskab har Umberto Eco skrevet en roman der foregår i nutiden. Det vil sige i starten af 90’erne – men det er nok det tætteste vi kommer, når det gælder den ellers historiske forfatter, Eco.

At Umberto Eco er glad for konspirationsteorier, er ingen hemmelighed. Hans sidste bog, KIRKEGÅRDEN I PRAG, er et glimrende eksempel herpå, og NR. 0 er ingen undtagelse. Døde Mussolini virkelig i 1945? Og hvem står bag attentaterne i bl.a. Athen og Rom efter krigen – det kan nok føres tilbage til GLADIO og CIA. Men det er faktisk slet ikke det, NR. 0 handler om.

For lige at skitsere historien op: den middelmådige journalist Colonna bliver ansat på et italiensk tidsskrift i Milano i 1992. Tidsskriftet Domani er lidt anderledes end andre tidsskrifter, idet det slet ikke skal udkomme. Det er et eksperiment. En rig forretningsmand, Vimercate (også kendt som Kommandøren) har financieret bladet, i håbet om at kunne skrabe skidt sammen på diverse bedre kredse indenfor finans og medieverdenen. Domani skal derfor blot lave nogle prøvenumre, som eksempler på skidt der kunne have været skrabet sammen, hvorefter ejeren kan høste tjenester fra de beskidte parter. Redaktøren Simei vil dog gerne sikre sin egen fremtid og ansætter Colonna til i al hemmelighed at skrive en behind-the-scenes bog om bladet, som om det faktisk udkom. En biografi om det stærke lederskab og den opsøgende journalisme, der kan bruges som en kniv i siden på Vimercate, hvis det skulle blive nødvendigt. Ja, det er rimelig forvirrende, allerede inden konspirationerne kommer på bordet.

En af Colonnas kollegaer på Domani begynder at grave og kommer frem til en konspirationsteori af ret episke proportioner – hvorefter avisen bliver lukket ned, og kollegaen findes myrdet. Ja, der afslørede jeg lige noget, men det er forholdsvis ligegyldigt, for det er slet ikke det, NR. 0 handler om. Hele historien om Colonna og Domani er meget spændende, men ikke synderlig interessant i sig selv. Det NR. 0 faktisk er, er en meget spidsfindig og spydig kommentar til det politiske landskab i Italien og den rolle medierne spiller heri.

Umberto Eco gør med NR. 0 opmærksom på den retning, Italien bevæger sig i, hen mod en stat hvor korruption er blevet så legitimt, at mafiaen sidder i parlamentet, og medierne er betalt. I en lind strøm af glimrende eksempler fra Domanis redaktion bliver man som læser præsenteret for diverse ufine journalistiske tricks som den i citatet. Medierne kan forme læserens mening om omverdenen og er derfor i høj grad en politisk magt, der især i Italien ofte ejes af virksomheder med egne interesser.

NR. 0 er ikke kun en kommentar til Italien og Berlusconis politik (host, Kommandøren, host), men også til den generelle måde medierne i højere og højere grad selv kan bestemme den politiske dagsorden og styre, hvilke nyheder vi læser, og hvilke politiske udspil vi aldrig hører om. Afledningsmanøvrer og aftalt spil, konspirationer og storpolitik, altsammen kommenterer Eco på (ofte mellem linjerne) i NR. 0.

Umberto Eco er en forrygende forfatter, hans ordspil og iagttagelsesevne er i en klasse for sig. Nr. 0 formår både at være et humoristisk bidrag til litteraturen og en dybt seriøs politisk kommentar. Dét, Umberto Eco selv mener, og noget af det mest skræmmende ved fortællingen, er, at de konspirationsteorier han bruger i bogen, faktisk er sande(bortset fra historien om Mussolinis overlevelse). Når det handler om storpolitik, er sandheden ofte mere skræmmende end fantasien – og det er præcis grunden til, at man skal læse Umberto Eco og NR. 0.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Mette Skovdal Clausen

Mette er født 1987 og er cand.mag i filosofi. For tiden arbejder hun som tekstforfatter og manuskriptlæser og prøver stadig at finde mere tid til at læse. I sin fritid læser Mette både filosofiske og skønlitterære bøger og har en forkærlighed for så forskellige forfattere som Friedrich Nietzsche, Douglas Adams og Scott Fitzgerald.

Skriv til Mette