En karakteristik af et umoderne menneske – Georg Brandes SØREN KIERKEGAARD EN KRITISK FREMSTILLING I GRUNDRIDS

I Georg Brandes biografi om Søren Kierkegaard fra 1877 støder den moderne naturalisme sammen med Kierkegaards kristelighed, hvilket skaber en indsigtsfuld biografi over både Brandes og Kierkegaards filosofi.

Hans udgangspunkt er, at Fornuften er døbt. De utallige fine Undersøgelser og Begrebsopløsninger, der ligger bagved hans uden overdrivelse umaadelige Livsværk, er ikke udførte forudsætningsløst eller fordomsfrit. Intet Ord formaaede jo ogsaa i den Grad at udæske Kierkegaards undertiden vittige, undertiden næsten platte Spot og Haan, som Filosofernes store Grundsætning: Man bør tvivle om Alt. Den Fornuft, som her prøver, er en døbt Fornuft, døbt med Ild, men døbt – Det er en Fornuft, som forud har aflagt et Løfte med Hensyn til de Resultater, hvortil den vil komme, og som selvfølgelig ikke kommer til andet Resultat.

Georg Brandes biografi om Søren Kierkegaards liv og værker er en gennemgang af personen Kierkegaard. Igennem et studie over begivenhederne i hans liv samt hans udgivne værker tegner Brandes et billede af personen Kierkegaard, der både omfatter og forklarer hans forfatterskab og filosofi. Men Brandes biografi er todelt – med bogens portræt af Kierkegaard fattes en kritik mod den umoderne kristelighed, samtidig med at forfatterens ufortrødne respekt for Kierkegaards forfatterskab skinner igennem. I hvert afsnit sniger der sig en mening om Kierkegaards paradoksale person ind, alt imens hans sprog og digteriske kunstskaber roses til skyerne.

Brandes naturalisme udformes dels i hans kritik af Kierkegaards filosofi men findes også i hans begrundelse for hele Kierkegaards virke, som føres tilbage til barndommen og Kierkegaards opvækst hos sin stærkt religiøse far. Kierkegaards handlinger og selvforståelse ser Brandes som en forlængelse af hans opdragelse. Man kan ikke adskille Kierkegaards person fra hans forfatterskab, idet Kierkegaard om nogen reagerer på sin egen ånds- og omverden med sit forfattervirke.

EN KRITISK FREMSTILLING I GRUNDRIDS går i dybden med flere af de vigtigste punkter i Kierkegaards liv: forlovelsen med Regine og opløsningen af forholdet, Kierkegaards efterfølgende selvforståelse som en ofrende Abraham og selvfølgelig hans opgør med bladet Corsaren og derefter kirken som institution.

Brandes har, til trods for deres store forskelle, en glimrende forståelse for Kierkegaards disposition og forklarer hans handlinger nærmest socialkonstruktivistisk, hvilket fremstår troværdigt til trods for den medfølgende kritik. Peter Tudvads FORBANDELSEN er til dels formet på samme måde, idet den som roman tager udgangspunkt i Kierkegaards personlige følelsesliv. Imellem Brandes fremstilling fra 1877 (nyudgivelsen er baseret på en nyere udgave fra 1899) og Tudvads roman fra 2013 får man som læser en nærved komplet indføring i Kierkegaards person og filosofiske betragtninger.

Kritikken Brandes fører mod Kierkegaard går bl.a. på Kierkegaards uanfægtelige tro på kristendommens grundsætninger, som aldrig anfægtes eller bliver forklaret med en filosofisk eller teologisk bevisførelse, som det også fremgår af citatet. Det strider ifølge Brandes direkte imod Kierkegaards strikse opdragelse at drage tvivl omkring moralens rodfæstelse i kristendommen, til trods for de modsigelser dette medfører.

Bogen starter med en indledning af Frederik Stjernfelt, der fint og kortfattet forbereder læseren på den modsætningsfyldte biografi, der følger. Kritikken og rosen, den umoderne Kierkegaard der igennem kritikken af Brandes bruges som medium for Brandes’ egen naturalisme, gøres man hurtigt opmærksom på af Stjernfelt. I selve biografien starter Brandes fra begyndelsen med Kierkegaards familie og barndom, for derefter at tage fat i Kierkegaards tekster én efter én i kronologisk rækkefølge, for til sidst at nå hans død og efterskrift.

Selvom EN KRITISK FREMSTILLING I GRUNDRIDS er en modsætningsfyldt affære, byder den på god læsning på flere fronter. Den giver et godt indblik i Kierkegaards liv og filosofi, alt imens den byder på en god indførsel i Brandes egen naturalistiske overbevisning og det dybe skel mellem de to. Udover selve indholdet er sproget en fryd at læse i sig selv. Brandes mange allegorier og metaforer komplimenterer Kierkegaard glimrende, og gør læsningen interessant. Hvis man interesserer sig for Kierkegaard (eller for Brandes moderne menneske), er Brandes kritiske fremstilling klart værd at læse.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Biografi,

Læs også

Om Mette Skovdal Clausen

Mette er født 1987 og er cand.mag i filosofi. For tiden arbejder hun som tekstforfatter og manuskriptlæser og prøver stadig at finde mere tid til at læse. I sin fritid læser Mette både filosofiske og skønlitterære bøger og har en forkærlighed for så forskellige forfattere som Friedrich Nietzsche, Douglas Adams og Scott Fitzgerald.

Skriv til Mette