En krukke drejes – Louise Zeuthen KRUKKE. EN BIOGRAFI OM SUZANNE BRØGGER

Fra hun var 13, dokumenterede Suzanne Brøgger sit liv på skrift, og biografien om Brøggers første 40 år baserer sig på dette saftige materiale. Men den er ikke mindre koreograferet af Brøgger selv, end hendes egne bøger er.

Citat

Suzanne Brøgger ønsker at blive forfatter. For at kunne stille de andre tilfredse, nu hvor vejen til cand.mag.-titlen endte blindt. Og fordi det er en nødvendighed for overhovedet at fastholde virkeligheden og sig selv: ”Jeg ved først, hvad jeg tænker og mener, når jeg har skrevet det. Jeg kan først beskrive en ting mundtligt eller referere en oplevelse, når jeg har skrevet den ned først.” Og som hun skriver et par år senere: ”Hvis jeg ikke skriver alt ned forsvinder mit liv – det eksisterer næsten ikke. Det samme med mennesker”.

Titlen på Louise Zeuthens bog om Brøgger giver et præcist fingerpeg til læseren om, hvad der er i vente. På første side citerer Zeuthen sin hovedperson: ’en krukke er en affekteret person, som ikke har forstand på at være naturlig ligesom os andre’, hævder Brøgger i et privat notat, en krukke er kun ydre form, indeni er den tom, hvilket er vældig praktisk for ’i den kan folk dynge alt det gods ned, som de ikke vil være ved.’ Og biografien er en bog om krukken Brøgger – som andre putter det i, de har lyst til, og som ’mere end villig’ stiller sig frem og an med de omkostninger, det har. Ved således at forankre selv sin titel solidt i Brøggers egne formuleringer slår Zeuthen også bogens metode fast. Bogen er stykket sammen af Brøggers egne ord, filteret gennem Zeuthens kompetente raster. Og det er der noget virkelig skønt ved, ikke mindst i forhold til biografigenren som sådan.

Alt materiale Zeuthen bygger på, er allerede tekst, og den ’Suzanne Brøgger’ bogen tegner, er således fra forfatterindens egen hånd en tekstlig konstruktion, præcis som den komplekse persona, vi møder i Brøggers værker, er det. Spørgsmålet omkring hvordan en biografi omsætter levet liv til ord på papir, genrens gnidrede eksistens mellem virkelighed og fiktion, dens hyppige brug af litterære, dramatiserende greb med et dokumentarisk formål for øje, men uden at biografiforfatteren nødvendigvis har egne kunstneriske aspirationer eller talenter, har ofte afholdt mig fra at læse forfatterbiografier. Hvor interessante indsigter de end kan tilbyde, kan de også stille sig underligt naivt an, som om al den sunde repræsentationsskepsis, vi har opbygget de sidste 50 år, bliver sat på stand by eller ligefrem rullet tilbage. Pludselig skal vi forestille os, at det skrevne ord er transparent og transporterer os direkte ind i et liv, ind til sandheden om en person, bag om værkets iscenesættelser. Det har jeg altid haft svært ved at sluge, navnlig når den biograferede er en forfatter, som har arbejdet henover disse skel på mere raffinerede måder.

Det har Suzanne Brøgger, om nogen, og derfor var det en voldsom lettelse at opdage, at Zeuthen ikke er ude i sandhedens tjeneste – hun går ikke bagom ’Suzanne’, myten, romanfiguren, stjernen – i stedet reproducerer hun hende på sin egen måde, ved at tegne hende igen, i nogle af de sammenhænge, hvor hun har skabt sig selv, eller bare skabt sig (der er en udpræget Brøgger’sk dobbelthed i det udtryk). Kaster man sig over KRUKKE med en forventning om at få sandheden bag myten, bliver man altså skuffet. Derimod giver bogen et sjældent underholdende, følsomt og nuanceret billede af, hvordan denne krukke blev drejet, omstændighederne omkring mytens tilblivelse.

Noget af det mest påfaldende i biografien er, i hvor høj grad Brøgger lader sig forme og former sig selv i sin og andres skrift. Som bertragtningerne i det valgte citat illustrerer, bliver både Brøgger og hendes myte i store træk til på papir. Fra hun er helt ung, er Brøggers selvfølelse fuldstændig bundet op på skriften. Uden at låse sig fast på givne årsagssammenhænge antyder Zeuthen, at en forklaring skal findes i manglen på holdbar voksenkontakt i Brøggers opvækst i en dybt dysfunktionel familie. Som teenager betror hun sig, helt banalt, til sin dagbog, fordi der ingen andre er – og når hun senere udfolder sig i brevvekslingen med elskeren Phillipe Baude, som bliver en art erotisk personinstruktør for hende, med alt hvad dertil hører af forskruede magtrelationer, er det ikke mindst fordi han er hendes første stabile primærvoksne.

Der er selvsagt kvindesagsindhold, debatstof og kønspolitik at diskutere i relation til Brøgger. Mange læsere føler en nærmest personlig tilknytning til hende, er på fornavn med hende, hvilket også er noget, der er vokset ud af 70’ernes evne til at sætte litteraturen ind i andre sammenhænge, kvindegrupper og erfaringsudveksling. I forlængelse af denne tradition kunne man givetvis have forventninger til biografien, som den ikke indfrier. Brøggers historie er en frigørelseshistorie, men ikke i ren form, for Zeuthen viser, at Brøggers indsigt er, at enhver frihed også rummer et nyt fængsel, og enhver forestilling om naturlighed er et potentielt repressionsmiddel.

Zeuthen afslører desuden tidligt, at hendes indgang til opgaven, er en anden. Hun er ikke i første hånd formet i Brøggers billede, men voksede op, da frigørelsen var sket. I første omgang er hun mere optaget af Brøggers kunstneriske betydning end af hendes kønspolitiske, men hun viser også, at de to hænger uløseligt sammen. Zeuthen har skrevet Ph.D.-afhandling om Brøgger og den performative identitet, hvor hun trækker relevante paralleller til body art og performancetradition fra 1960’erne og 70’erne og i KRUKKE tilbyder hun et kompetent metablik på mytedannelsen i et lettilgængeligt sprog. I den forbindelse får hun sagt meget, som er relevant for en bredere optik på den autofiktive bølge i litteraturen, for, som Brøggers erklærede betydning for en forfatter som Pablo Llambías peger på, så er hun dette lands største pioner inden for lige præcis dette, at, gennem bevidst brug af forfatterfiguren og den biografiske persona, lade den litterære praksis svømme over i en performativ. Det er det åbne felt, der presser sig på i Brøggers praksis.

Og selvom skildringen af Brøggers barndom er rørende og nænsom, og selvom det vitterligt er heftigt at læse de saftige passager – det er erotisk litteratur for de repræsentationsskeptiske, fordi Brøgger og Baude simpelthen har hed brev-sex – så er det i beskrivelsen af mytedannelsen og relationen til skriften at bogen og Suzanne Brøgger virkelig fascinerer for mig. Brøgger nægter at indtage positionen som det forsømte barn, hun helt oplagt også er, og insisterer i stedet på at brede sig selv og sin person ud over hele Danmark. Og hun indtager forfatterrollen med sådan en selvbevidsthed og determination, at vi bliver pinligt bevidste om, hvor besynderlig en konstruktion den er, og hvor mærkeligt det er, at vi bliver ved at forsøge at naturliggøre den. På den måde løftes Brøggers arv i dag også af en forfatter som Christina Hagen, som dels står for aktuelle normoverskridelser i forhold til kønsroller og seksuel adfærd i litteraturen, og som desuden i bl.a. sit body double-projekt bidrager til en ny bevidstgørelse af forfatterpersonaens mærkelige måde at være skruet sammen på, og de forskellige undertrykkende og stærkt overfladiske logikker, der styrer den.

I slut-60’erne og begyndelsen af 70’erne, hvor hun begyndte som journalist og skribent, tog Suzanne Brøgger syvmileskridt i forhold til at nedbryde skel mellem en patriarkalsk, finkulturel diskurs og alt det, der blev forbundet med populærkultur og dameblade. Når man har Brøggers nuværende persona i hovedet, kan man næsten glemme, hvordan hun i avantgardens ånd har realiseret den brede tilgængelighed af eksperimenterende, overskridende kunstneriske praksisformer. Ikke fordi hun ikke stadig gør det i nogen henseender, men hendes majestætiske fremtoning, den affekterede diktion, alt det der skriger Louisiana-segment, og ikke lavkultur betyder noget for, hvad det er, hun flytter, når hun åbner munden i dag. Krukken er blevet en hattedame, både fordi hun selv har flyttet sig (mod ægteskab og landlig idyl), men mest fordi tiden har flyttet sig endnu mere. Måske netop derfor skulle hun have en yngre kvinde til at skrive historien om de her år en gang til.

Selvom Louise Zeuthen med rette har høstet stor ære for KRUKKE, så er hun oplagt også en brik i Suzanne-maskinens operation, og bogen er uomtvisteligt en del af Brøggers samlede oeuvre. Den bidrager til det totalkunstværk, som myten og bøgerne udgør i sammenhæng, og valget af Zeuthen til at skrive den er indlysende rigtigt, fordi hun er skarp i sin analyse af mytens funktionsmåde. Den myte, som i anledning af Brøggers 70-års fødselsdag, kører mod en grande finale, med udgivelsen af både KRUKKE og hendes egen billedbiografi SZ – ET LIVS BILLEDE 1944-2014.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Biografi,

Læs også

Om Solveig Daugaard

Solveig Daugaard er født 1977 og cand.mag. i litteraturvidenskab fra KU.

Skriv til Solveig