En smuk forening af motiviske banaliteter og symbolske dybder – Lars Saabye Christensen MODELLEN
Kunst og liv sammenflettes på fineste vis i Saabye Christensens nyeste værk. Modellen er på en gang et fascinerende portræt af en smuldrende famlie og en metaroman, der tematiserer sig selv som kunst på en måde, så alle kan reflektere med.
Udgangspunktet er ganske klassisk. Den litterære forfatter, her Lars Saabye Christensen, skriver en roman om en fiktiv kunster inden for en anden kunstnerisk gren, her maleren Peter Wihl. På den måde kan forfatteren tematisere begrebet kunst ved at sætte to kunstarter i spil på samme tid. Mesterværket indenfor denne genre er DOKTOR FAUSTUS af Thomas Mann, hvor hovedpersonen er klassisk komponist, og det er ingen tilfældighed, at netop Thomas Mann er nævnt i MODELLEN.
Faren ved denne formel er, at romanen hurtigt kommer til at svæve rundt i de højere luftlag, hvor tematikken kan være nok så spændende, men hvor det motiviske plan bare er en afyringsrampe, så man hurtigst muligt kan lette fra jorden. Men den fælde falder Lars Saabye Christensen ikke i.
Romanens hovedperson er den succesfulde maler Peter Wihl. Hans billeder af afrevne kropsdele har gjort ham til en af sin generations mest betydningsfulde kunstnere, og privatlivet med hustruen, scenografen Helene, og datteren Kaja er nærmest lykkeligt. Men farerne truer i kulissen; er han ved at gå i stå kunstnerisk, som hans kritikere siger, hvad betyder de anfald, hvor han mister synet og derpå besvimer, og skal han stole på vennen fra fortiden, som giver ham et djævelsk tilbud?
Disse motiver er beskrevet ganske fantastisk. De er fortalt både med et virkningsfuldt drive, som gør historien spændende, og med et nærvær, hvor især de ambivalente relationer i familien står lysende klart. Man fornemmer f.eks. tydeligt den sammenblanding af omsorgsfuld kærlighed og stigende irritation, som Helene tvinges ud i af sin mere og mere ubalancerede mand.
Sideløbende tematiserer MODELLEN såvel sig selv som kunst, som kunst i det hele taget, på et væld af måder. Det, at Helene er scenograf, at datteren leger med hendes modeller og at Peter maler afrevne lemmer på monokrom baggrund, peger f.eks. på romanens egen karakter af model. Den er også bare en konstruktion, som forfatteren har stillet op for at lege med de figurer, han selv har skabt.
Som titlen antyder, er tematikken ikke gemt i små sprækker, hvor man skal være kandidat i semiotik for at finde frem til den, og det er befriende. Den er i stedet elegant indvævet i det motiviske plan. Det samme gør sig gældende for referencerne, og så er vi tilbage ved Thomas Mann og hans doktor Faustus, som er model for MODELLEN.
Prikken over i’et er et gennemtænkt cover, hvor man ved at stryge fingrene over forsiden, bogstavelig talt får Peters situation ind under huden. Det er den perfekte afslutning på en usædvanligt stor læseoplevelse.
