Af | 31. juli 2007

En væmmelig nordmand – Stig Sæterbakken SELVBEHERSKELSE

Hvordan kan det være, at vi føler trang til at dvæle ved noget, der som udgangspunkt kun fylder os med intens afsmag eller rædsel?

Citat

Vores stole var af plastic, sædet pressede kulden op i enden på mig da jeg satte mig, og jeg havde mit store besvær med ikke at lade mig mærke med det sådan som huden trak sig sammen dernede, det føltes som små nåle der blev trukket ud af bagdelen. Med ét blev jeg opmærksom på en rædsel for ikke at kunne sige noget, og mente at genkende den samme rædsel hos hende. Så tænkte jeg at jeg egentlig kunne sige hvad som helst, at det alligevel ikke ville gøre nogen forskel.

Netop dét ville den norske forfatter Stig Sæterbakken kalde et virkelig godt spørgsmål. Det er da også ham selv, der stiller det i en artikel om tortur-fotografierne fra Abu Ghraib-fængslet trykt i tidsskriftet KRITIK, nr. 183. Samme sted lyder svaret, at kunsten er det eneste sted, hvor afsky lader sig artikulere uden at udtrykket selv bliver afskyeligt. I modsætning til fotografierne fra Abu Ghraib eksempelvis. Hans roman SELVBEHERSKELSE er da også fuld af lyst og fryd ved at fremstille ting, som egentlig er forfærdende og dybt afskyvækkende. Chefen som med grundig sadisme dræber fluer og gemmer deres kvaste lig i et stinkende syltetøjsglas. Det liggrå lag af døde hudflager, der ligger tilbage i overfladen af badekarrets vand, da hovedpersonen efter lang tids sygdom har vasket sig. En sær kredsen om det fækale som højst upassende og inderligt irriterende lader en påtrængende fjært dominere flere sider af bogen.

Man forstår Sæterbakkens ide: at eksponere det, som ellers med vold og magt holdes skjult under et nydeligt fernis af pæne, sociale normer. Tanken er, at vi i kunsten kan dvæle ved det afskyvækkende og obskøne uden at virkeliggøre det som sygdom eller vold. Og det er da en god ide! Men er SELVBEHERSKELSE også en god bog?

Fortællingen udgøres af en direkte monolog bygget over hovedpersonen, Andreas Feldts, tanker. Sætningerne er lange med et utal af indskud, modificeringer og præciseringer. Det giver indtryk af en hæmmet og tynget mand, som lægger an til en melankolsk bekendelsestale over sit mislykkede liv. Således vækker romanens anslag mindelser om Camus´ FALDET, hvor Jean-Baptise Clamence lag efter lag afdækker sit liv og ender med en rystende katastrofe. At der også i SELVBEHERSKELSE er noget frygteligt undervejs, aner man helt fra start, da man får at vide, at en 16-årig pige er meldt savnet. Noget der påvirker Andreas dybt, mens han sidder overfor sin datter på en café og fortæller, at han og konen skal skilles. Det er dog løgn og sætter gang i en ynkelig, kvalmende, men også grotesk morsom serie af vredesudbrud og uanstændige handlinger rettet mod pænheden i det moderne Norge, der i Andreas´ øjne blot dækker over en klæg underskov af nedrigheder.

Andreas´ sammenbrud fører ham gennem en lang norsk nat med groteske væmmeligheder af kafkaske proportioner. Ved morgenens første lys venter en uundgåelig erkendelse af den fortrængte sandhed, der afsløres i bogens sidste eksplosion af en sætning, som sætter det foregående i et tragisk klart lys. Det både overrasker og lukker bogen umådelig logisk.

Derfor er det også en skam, at en så fin idé tynges af en vis træg fortænkthed i udførelsen. Bogens midterste del går for meget i tomgang og efterlader læseren med følelsen af at have læst en god og tankevækkende bog, som bare burde være endnu bedre!

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også