Endefuld til ungdommen – Stéphane Hessel GØR OPRØR!
Storsælgende pamflet fra revolutionernes hjemland efterlyser et øget engagement fra de yngre generationer. Budskabet er sympatisk, men det er kluntet leveret, og kritikken klinger en anelse hul.
Citat
I marts 1941 havde jeg sluttet mig til general de Gaulle i London, og det var derfra, jeg erfarede, at Modstandsrådet den 15. marts 1944 havde udarbejdet et reformprogram, der udkastede principperne for de værdier, vort lands moderne demokrati skulle hvile på. Disse principper og værdier har vi i dag mere end nogensinde brug for. Det påhviler os alle at sikre, at vores samfund forbliver et samfund, vi kan være stolte af: ikke dette samfund med papirløse indvandrere, udvisninger og mistænkeliggørelse af indvandrere, ikke dette samfund, hvor man sætter spørgsmålstegn ved pensionerne og ved de opnåede sociale rettigheder, ikke dette samfund, hvor medierne er i hænderne på de velbjergede – alt sammen noget, vi ville have nægtet at acceptere, hvis vi havde været sande arvtagere efter Det Nationale Modstandsråd.
Stéphane Hessel er blevet en sensation i Frankrig. I en alder af 93 år har han udgivet et opråb til ungdommen, som med et slag har gjort ham til litterær superstjerne. GØR OPRØR! har solgt 2 millioner eksemplarer i Frankrig alene, og kampskriftet går for tiden sin sejrsgang over resten af Europa. Hvis salgstal alene definerede en udgivelses pondus, kunne man derfor let forfalde til at karakterisere det lille manifest som en af århundredets vigtigste bøger. Det er det langtfra.
Hessel har en fortid som modstandsmand i den franske undergrundsbevægelse, som sloges mod nazisterne under den tyske okkupation af Frankrig, og han tager sit afsæt i den indignation, han og hans kampfæller følte over besættelsesmagtens grusomheder. Netop indignationen ansporede frihedskæmperne til handling, og det er et sådant engagement over for verdens uretfærdigheder, Stéphane Hessel efterlyser fra nutidens ungdom.
Når man er så gammel som Hessel, er det et umisteligt privilegium, at man har lov til at hælde sin galde ud over ungdommen. Jeg er ikke ude på at fratage ham retten til at være vrissen, men jeg kunne godt savne en anelse klarere retningslinjer. Det er som at få en irettesættelse, uden at få at vide, hvad man skulle have gjort i stedet.
Det er for let blot at opfordre ungdommen til at blive indignerede og derefter engagere sig i en eller anden ikke nærmere defineret sag, og det meste af manifestet virker mere eller mindre som en gratis omgang. Alt for ofte fortaber forfatteren sig i minder om de gode gamle dage, hvor modstandsbevægelsen gjorde sin indflydelse gældende, og hvor folk tog menneskerettighederne seriøst. Det er helt fint som udgangspunkt, men når han konstant henviser til det franske modstandsråd og besættelsen, kommer pamfletten til at virke nostalgisk og tilbageskuende snarere end fremtidsorienteret.
Det er ærgerligt, for Stéphane Hessel virker grebet af en retfærdig harme og af en reel lyst til at give en ugidelig ungdom en ordentlig vitaminindsprøjtning. Værst af alt er ligegyldigheden, og i en tid mættet med irrelevante nyheder og letbenet underholdning, er der ikke noget at sige til, at så mange mennesker, på tværs af køn og alder, er hoppet med på bølgen. Problemet er bare, at Hessels pamflet selv inkarnerer en del af det, han mener er galt med samfundet. Den er skrevet i et usammenhængende og inkonsekvent diplomatsprog, og grundlæggende er den uden den store substans.
Mit gæt er, at vi kommer til at vente et stykke tid endnu på den europæiske ungdoms altomspændende forårsrevolutioner, hvis det mest revolutionære, de unge læser, er Stéphane Hessels partisannostalgi.
