Er han virkelig sådan? – Kirsten Jacobsen SØREN LOUIS PILMARK


Vi kender kun til halvdelen af ham, den professionelle del: Søren Pilmark. Men hvem er den anden halvdel, det private, det hele menneske Søren Louis Pilmark Nielsen? Et er sikkert, og det er, at han er værd at lytte til. Men det er mere, end man kan sige om ghostwriteren Kirsten Jacobsen.

Bibliografien SØREN LOUIS PILMARK tegner et dybdegående portræt af den kendte skuespiller, showman, tryllekunstner – og privatpersonen bag disse etiketter. Og det bliver snart klart, at lige så elegant underholdende, sjov og humoristisk Pilmark er i en offentlig sammenhæng, lige så melankolsk, sentimental og små-excentrisk kan han være bag scenen.

Han er en ægte klassisk kunstner, hvor det handler om intet mindre end liv eller død, hver gang han går på. Og som den fødte kunstner svarer han ‘rigtigt’ på spørgsmålet om, hvorfor han blev skuespiller:

– Hvis jeg kunne noget andet, ville jeg det; men jeg kan ikke andet.

Sådan. Hr. Pilmark er den ægte vare.

Første kapitel er klart det bedste. Her er det Søren Pilmarks pen, der opbygger en spænding og får læseren til at føle sig indviet i noget meget dybt, sjovt og hemmeligt. I andet kapitel burde Kirsten Jacobsen have ladet Pilmark fortsætte med at skrive. I stedet har hun skrevet deres samtaler sammen, og det er blevet en noget langtrukken affære, der ikke kan sige sig fri for flere gentagelser. Men det kan ikke skygge over, at Pilmark har noget vedkommende og fængslende på hjerte.

Under hele bibliografien ligger der et spørgsmål og lurrer under overfladen: Hvorfor fornemmer man en trykket stemning bag mange af de ellers så sjove barndomsminder? Ganske hurtigt får man oplevelsen af, at ’barndommen’ og ’Susanne’ er kodeordene bag Søren Pilmarks personlighed og virke.

Hans strenge men også altfavnende opdragelse har præget ham betydeligt og især savnet af sin far, der var der – uden at være der – har sat sine tydelige spor. Da han som 25-årig møder den 19-årige Susanne, bliver de et eksempel på, at ‘der står altid en kvinde bag en stor mand’.

Bogen byder foruden på en række flotte billeder, både fra forestillinger, shows, film og privatlivet. Og de er særdeles velvalgte. Desværre har Kirsten Jacobsen valgt en temmelig ubehjælpsom måde, at fremstille Pilmarks karriere på: Igennem hele 64 sider foretages en lang opremsning af anmeldelser, prisuddelinger mm., og det bliver ikke meget mere kedsommeligt.

Overordnet set er bogen er alt alt for lang. Men en ting, som man havde på fornemmelsen, inden man åbnede bogen, får man alligevel bekræftet: Pilmark er ikke bare en fantastisk skuespiller. Han er også et reflekterende og interessant menneske at være i selskab med.

Skrevet af Sabine Bjørg Jensen

Sabine Bjørg Jensen er uddannet cand.mag. i fransk og filosofi fra Københavns Universitet.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *