Et besøg på sansningens hjemsted – Lea Marie Løppenthin NERVERNES ADRESSE

I NERVERNES ADRESSE bliver vi budt et forundret og fint velkommen til dér, hvor Lea Marie Løppenthin bor.

Digt

alle i min lillebror kollektiv har inviteret deres familier til fest

her er en samling af stamtræer, en samling af ansigtsvariationer i en stue

jeg forsørges ikke at min selv og forsørges ikke af dem

vi forsørges af tallene på vores bankkonti

vi skal forstå at tallene forandres a bevægelser

at vores bevægelser i bestemte sammenhænge er arbejde

at når tallet på kontoen ændrer sig, fortæller det noget om vores vilkår

også på denne dag sidder vi i sofaerne med vores forsørgende organismer

kærligt vendte mod hinanden

vi er en ansamling af strålende finanser

hver især nervernes adresse

hver især et sted, hvor beboelse og henvendelse falder sammen og ind i hinanden

Jeg skal gladeligt først som sidst indrømme, at jeg er på fremmed territorium her. Ikke med hensyn til kroppen, mine egne nerves adresse, men som digtanmelder. Jeg er inkarneret prosaist, og jeg undgår som regel digtsamlinger, hvis jeg kan. Men alligevel blev NERVERNES ADRESSE af flere årsager mig et positivt bekendtskab.

For det første besad samlingen trods et højt kunstnerisk niveau en umiddelbar tilgængelighed. Samlingen består af en kæde af digte, der hver især indeholder en række forundrede og finurlige observationer om Løppenthins gang i et aldeles genkendeligt København og på jorden i det hele taget.

Nu skal man selvfølgelig passe på med at kaste omkring sig med krav på forfatteres intentioner. Den slags har siden Winsatt og Beardsley været anset som skidt latin på ethvert litteraturstudium. Men når man læser Løppenthins NERVERNES ADRESSE, kan man ikke lade være med at placere jeget et sted mellem noget fint og litterært og Løppenthins autobiografiske erfaring, for det er langt fra altid let at gennemskue, hvor kroppen stopper og papiret begynder.

Digtsamlingen betræder en fin grænse mellem genkendelige hverdagsdetaljer og en udlægning af verden, der på en eller anden måde er ’uncanny’ i dets uforventelige overeksponerethed. Med jeget, der er i sit eget lille kosmos – som Løppenthin fikst fremviser som den boks, man kan ’tegne’ med alle de punkter, man kan nå med arme og ben – men som hele tiden forstyrres, idet det støder ind i ting og personer rundt omkring i verden. Tingene og personerne forstyrrer og forandrer jeget, og vi bliver indbudt til at tænke over, hvilken effekt vores egen væren i verden har på andre både i sociale, men også mere abstrakte økonomiske sammenhænge.

Pointen er ikke at ophæve kroppen til kunst, men at kunsten i stedet bliver krop og sind. Kort sagt, bliver den til sansning. Det er ikke l’art pour l’art, men kunst med noget på hjerte, hvilket er en af digtsamlingens største forcer.

Et andet fint aspekt ved samlingen er formen. For selvom det ved første øjekast virker, som om jeget bliver placeret i nogle ret tilfældige sammenhænge, og der hersker et mere end almindeligt nonchalant forhold til spørgsmålet om form, så vidner et grundigere kig på teksten om, at det hele er nøje orkestreret.

Igennem digtsamlingens tilsyneladende dominerende spontanitet, bliver der således trukket nogle fine tværgående linjer, der bringer en dynamik og en form for narrativitet frem i det argument, som samlingen forsøger at fremføre. Vi ledes rundt i sæsonernes gang. Igennem kroppens og personlighedens udvikling. Igennem skiftende relationer med familie og kærester. Igennem socio-økonomiske forhold, hvor vi bedes tænke over, hvordan vores egen krop er forskellig fra hin. Vi konfronteres med en hullet helhed, som vi kan træde ind i, og præcis nok guidning til at vi følger med i Løppenthins retning, uden at det bliver fladt didaktisk.

Der er ingen tvivl om, at der ligger en intention bag værket. Nøjagtig, hvad den er, kan den enkelte læser kun gøre krav på for sit eget vedkommende – det er jo netop forskellen fra et debatindlæg og et litterært værk, at meningen opstår i læserens bevidsthed. Og ikke mindst at argumentet ikke behøver at være stringent.

For stringent er Løppenthins argument ikke, men man kan alligevel ikke undgå at træde ind i den dialog, som Løppenthin her byder sin læser velkommen til.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Mette Hammerich Caserta

Mette Hammerich Caserta er cand.mag. i litteraturvidenskab. Hun elsker at gå på opdagelse i litteraturen og ude i verden.Skriv til Mette