Af | 27. juni 2012

Et essayistisk kunstværk – Milan Kundera ET MØDE

Der findes kunstkritikere, der ikke blot besidder den nødvendige faglige viden, men også en indsigt, en livserfaring og et format, som løfter kunstkritikken op på niveau med selve kunsten. En sådan kritiker er Milan Kundera.

Citat

På alle Breleurs billeder ligger månen i form af en halvmåne i horisontal position med sine to yderpunkter pegende opad som en gondol der svæver på nattens bølger. Det er ikke et indfald fra malerens side, sådan er månen virkelig på Martinique. I Europa er halvmånen oprejst: Kampklar ligesom et lille vilddyr som sidder parat til at springe eller, om De vil, ligesom en skarptsleben le; månen i Europa, det er krigsmånen. På Martinique er den fredelig. Det er måske grunden til at Ernest har givet den en varm gylden farve; i hans mytiske billeder repræsenterer den en utilgængelig lykke.
Sært: Jeg taler med nogle af beboerne på Martinique om det, og jeg konstaterer at de ikke ved præcis hvordan månen ser ud på himlen. Jeg udspørger nogle europæere: Kan I huske månen i Europa? Hvordan er dens form når den kommer frem, hvordan er dens form når den forsvinder? De ved det ikke. Mennesket betragter ikke mere himlen.
Den svigtede måne er steget ned til Breleurs billeder. Men de der ikke mere ser den på himlen, vil heller ikke se den på billederne. Du er alene, Ernest. Alene som Martinique midt i vandene. Alene som Depestres sanselige begær i kommunismens kloster. Alene som et billede af van Gogh udsat for turisternes tåbelige blikke. Alene som den måne ingen ser.

– … et møde mellem mine refleksioner og mine erindringer, mellem mine gamle (eksistentielle og æstetiske) temaer og mine kære gamle helte (Rabelais, Janácek, Fellini, Malaparte…)…

Således indleder den nu 80-årige tjekkisk-franske forfatter og kunstkritiker Milan Kundera essaysamlingen ET MØDE, hvilket er den eneste introduktion han giver til værket, der ikke har noget forord.

Kundera går lige til sagen. Det første essay, ’Malerens brutale gestus’ omhandler maleren Francis Bacon, der, ifølge Kundera, forsøger at afsløre det menneskelige jeg i en epoke, hvor jeget er ved at forsvinde. Kundera skriver det således:

– Bacons portrætter er udforskningen af ’jeg´ets’ grænser. Til hvilken grad af forvrængning forbliver individet sig selv? Til hvilken grad af forvrængning forbliver et elsket væsen et elsket væsen? Hvor længe forbliver et kært ansigt genkendeligt når det svinder bort i sygdom, vanvid, had, død? Hvor er den grænse bag hvilken et ’jeg’ ophører med at være et ’jeg’?

I essayet knytter Kundera kunstkritikken, og den dertil knyttede refleksion over det menneskelige selv, til en række personlige erindringer fra Tjekkoslovakiet under kommunismen, hvilket er et træk, der går igen i langt de fleste essays. Udgangspunktet for det enkelte essay er altid et konkret værk eller en konkret kunstner, men kritikken breder sig ud og indeholder portrætter, analyser og refleksioner, såvel som dybt personlige, men altid relevante og vedkommende, erindringsglimt.

Det gennemgående tema i essaysamlingen, livet i eksil, er ikke blot baseret på Kunderas egne erfaringer – en evig følelse af hjemløshed, trods sine snart 40 år i fransk eksil – men ligeledes på beskrivelser af kunstens svære vilkår i det moderne og den førnævnte erfaring af en opløsning af selv´et.

Ud over de allerede nævnte kunstnere beskæftiger Kundera sig ligeledes med Fjodor Dostojevskij, Céline, Gudbergur Bergsson, García Márquez, Anatole France, Rabelais, Fellini og Malaparte – for blot at nævne nogle. Der ligger tydeligvis en enorm viden bag de valgte kunstnere og værker, men er man ikke ualmindelig godt velbevandret i det 20. århundredes kunstnere og den europæiske avantgarde, kan man hurtigt føle sig lidt ladt i stikken, for Kundera bruger ikke spalteplads på pædagogiske introduktioner. Læserens viden, eller mangel på samme, er tydeligvis ikke forfatterens problem.

Hovmod er der imidlertid ikke tale om. Kunderas store kærlighed til både kunsten og menneskene skinner igennem, hvad end han ironiserer over tendenser til modebaserede ranglistninger af kunstnere eller reflektioner over det moderne menneskes svigtende interesse for månen.

Værket er svært tilgængeligt, men samtidig skrevet med en overlegen lethed og en stærk personlighed, som gør det svære både indbydende og fængende. Og man føler sig privilegeret, når man sidder med værket i hånden. Det føles næsten som en gave, som vise ord fra en gammel (næsten mytisk), europæisk intelligentsia. At essays også kan være kunst, har Kundera hermed slået fast.

 

Nyeste anmeldelser i kategorierne Essays,

Læs også