Et helt almindeligt menneske – Pablo Llambías SEX ROUGE
Pablo Llambías er tilbage med tredje og sidste bind i sin sonetmodellerede dagbogstrilogi. Omsider (og mærkeligt skuffende) er det ikke længere helt så miserabelt.
Digt
Jeg ved, at denne bog skal slutte med en
dato. Monte Lema begynder den
3. oktober 2009,
hvor jeg er syg og tager min første pille.Sex Rouge slutter ligeledes på en dato,
den 12. juli 2012,
hvor jeg er blevet rask og holdt op med at
tage medicin. Der eller det er enslags happy ending, siger jeg til min redak-
tør. Jeg har fået en kæreste, som jeg bor
sammen med, jeg er medicinfri, jeg er
glad, jeg er næsten glad for mit arbejde.
Jeg kan ikke forlange mere. Besøget på Sex
Rouge vil markere afslutningen
Med SEX ROUGE serverer Pablo Llambías finalen på sit seneste og for mange nu velkendte bogprojekt: nemlig over tre digre bind at fortælle om sit prosaisk træge og selvynkende liv i en lyrisk sonetform. Finalen har meget til fælles med sine to optakter, MONTE LEMA og HUNDSTEIN. Det er igen et kitschet bjerg, der både pryder forsiden og lægger navn til titlen. Igen får vi på bagsiden at vide, at det er kunst, angst og kærlighed, det skal handle om. Og igen igen er narrativet præget af patetiske (og kedelige) Hamlet-agtige tvivlspassager, hvor digterjeget (med henvisning til den vantro Thomas) sætter store spørgsmålstegn ved sig selv og sit værd. Ikke desto mindre er det nyt, at det hele ikke er så elendigt længere.
SEX ROUGE er ligesom HUNDSTEIN delt op i tre afdelinger, som hverken er proportionelt eller tematisk definerede. Alle behandler de springende og sidelæns de punktnedslag, vi har fra bagsiden. Det kan let voldeligt nedkoges til følgende. Kunst: digterjegets tvivl i forbindelse med udfærdigelsen og modtagelsen af HUNDSTEIN. Angst: digterjegets tvivl i forbindelse med den diagnose, der er blevet ham frataget. Han lider alligevel ikke af angst, men blot et sensibelt og skrøbeligt kunstnergemyt. Kærlighed: digterjegets uforbeholdne og rolige forhold til K, som er flyttet ind – om som han trods dét endnu er forelsket i.
Det er tydeligt, at meget ikke har ændret sig, siden vi sidst var i Llambías’ selskab, men det er også tydeligt, at meget har. Digterjeget er ikke sygt længere! Digterjeget er i et lykkeligt parforhold! Som han selv påpeger, er det ’en slags happy ending’. Bind tre viser sig overraskende at gøre trilogien til en mere eller mindre klassisk og opbyggelig dannelsesfortælling, hvor hovedpersonen kommer ud som en klogere og bedre udgave af sig selv. Det er en uventet drejning, der er befriende og uforløsende på samme tid.
Befriende fordi man i længden kvier og keder sig ved al den skam og selvynk, som præsenteres gennem den flade (og ærlig talt grimme) prosa. Det er helt sikkert en intenderet pointe og det fastholder da også ens opmærksomhed – men ikke desto mindre er det tæt på ulideligt at læse. Som læser ønsker man, at digterjeget får skrevet sig frem til en eller anden form for terapeutisk forløsning, så man kan få fred og ikke behøver at være naglet til den ynkende skrift længere.
Det uforløsende og skuffende ligger mærkeligt nok i selvsamme forløsning. For hermed viser det sig, at de 358 sider (x 3), man har tygget sig igennem, ikke har handlet om andet end en mand i en regulær midtvejskrise. En mand der tumler med nogle helt ordinære parforholds- og utilstrækkelighedstvivlsmål. Det er lidt af en genistreg. Ved at skænke den ønskede forløsning, tvinger han samtidig en selvkonfrontation ned over læseren – som står tilbage med spørgsmålet om, hvad det egentlig var, hun/han havde håbet. En menneskelig tragedie? Et drama? I forlængelse heraf konfronteres man som læser med sin helt egen almindelighed. For hvor mange kan ærligt sige, at der er mere drama i deres liv end her i SEX ROUGE?
To aspekter er utrætteligt ofte blevet påtalt i forhold til nærværende trilogi. For det første, at Pablo Llambías skal være rigtig god til at beskærme sig mod onde tunger ved at tage dem i sin egen mund. At gøre sig til martyr og herigennem undvige potentiel kritik. For det andet har vi selvfølgelig det klassiske autenticitetsspørgsmål. Er forfatteren den samme som digterjeget? Er det en selvbiografi eller fiktionsfri fiktion? Personligt mener jeg at begge dele er blevet en anelse kedeligt at diskutere, og vil i forhold til SEX ROUGE hellere fremhæve det spændende, der ligger i den push/pull-læseoplevelse, som værket fordrer. Det både skyr én – ved hele tiden at foregribe ens reaktioner – og tiltrækker én – ved at berette om det intime og ynkværdige privatliv. Og til sidst skuffer værket også én – over at man har tilbragt så meget tid med en mand, der er ligeså normal som én selv. Man er vred, man er begejstret, man er forbitret. Det er på mange måder en affektiv oplevelse, som godt kan anbefales.
Som nævnt er SEX ROUGE – ligesom MONTE LEMA og HUNDSTEIN – et bjerg. Et bjerg beliggende i de schweiziske alper. Hvis vi skal prøve at bevæge os op på et højere og mere livsklogt plan, kan en pointe i trilogien være, at enhver (trods sin almindelighed) har bjerge at bestige. Ting som måske ikke er så store, men som føles store. Det er en livsklogskab vi kan tage med os ud i livet. Sammen med forbitrelsen, begejstringen og vreden.