Et spring over kulturkløften – E.M. Forster VEJEN TIL INDIEN

E. M. Forster (1879-1970) fik kun publiceret fem romaner i sit lange liv. Klassikeren VEJEN TIL INDIEN, hans sidste værk fra 1924, betragtes af mange som hans hovedværk. Romanen udforsker, som alle hans værker, sammenstødet mellem forskellige kulturer og klasser.

Citat

Det meste af livet er så kedsommeligt, at der ikke er noget at sige om det, og de, der i skrift og tale vil fremstille det som interessant, må nødvendigvis overdrive for at retfærdiggøre deres egne ord. Inde i sin puppe af arbejde eller medmenneskelige forpligtelser slumrer menneskeånden for det meste, lige akkurat klar over, om noget gør godt eller gør ondt, men ikke nær så vågen, som vi foregiver.

Romanen er sat i det britisk-styrede Indien i 20’erne. Vi følger befolkningen i den fiktive by Chandrapore. hvor indere og briter lever nøje adskilt. Briterne har deres egen lille by udenfor byen, hvor hækkene er målt med lineal, og indere kun er velkommen som tjenere og oppassere.

Romanens centrale begivenhed er en udflugt til en lokal seværdighed, de ældgamle Marabar-huler, som den indiske muslim Dr. Aziz arrangerer for to nyligt ankomne engelske kvinder, den ældre Mrs. Moore og den unge Miss Quested.

I en af hulerne sker der noget mærkeligt. Miss Quested får måske et hedeanfald, eller måske er det hulens mystiske urkraft, der påvirker hende. I hvert fald flygter hun forvildet væk fra Dr. Aziz, og anklager ham – højst tvivlsomt for læseren – for voldtægtsforsøg. Grænserne trækkes op i Chandrapore; de forstokkede englændere står alle bag Miss Quested, med undtagelse af den lokale skolerektor Mr. Fielding, som står på Dr. Aziz’ side mod sine landsmænd.

Fielding bliver det sympatiske lyspunkt i en ellers hudflettende kritik af det britiske kolonistyre og dets repræsentanter. Men mere end det viser Forster hvordan en umisforstået kommunikation mennesker imellem er umulig, det være sig englændere og indere, muslimer og hinduer, mand og kvinde, rig og fattig. Alt afhænger af øjnene, der ser; Indien som kaos og forvirring, eller Indien som farvestrålende mystik.

Forster skriver fantastisk. Det er helt impressionistisk, når han med nogle få sætninger maler en scene lyslevende for læseren. Samtidig er der stor fokus på karakterernes indre følelsesliv, især formidlet af en nådesløs alvidende fortællerstemme, i kontrast til ret begrænsede ydre handlinger. Den alvidende fortæller trækker sig dog tilbage i det kritiske øjeblik i Marabar-hulerne, og lader scenen står uafklaret.

Romanens kritik af det britiske kolonistyre er for nutidens læser hovedsageligt historisk interessant, men i 1924 var den selvfølgelig langt mere kontroversiel. Ikke mindst fremstår dens analyse af det britiske styres svage fundament og uundgåelige kollaps og dens hentydninger til ”den næste krig i Europa”, der vil give Indien fordelen, profetiske for 1924. Briterne bevarede som bekendt styret til 1947.

Det er elegant, hvordan Forster væver store politiske spørgsmål ind i en grundlæggende upolitisk persondreven bog. Desværre er den danske oversættelse ikke altid lige god, og man fornemmer at mange fine sproglige nuancer er gået tab. Det til trods er VEJEN TIL INDIEN sin klassikerstatus fuldt værdigt.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Klassiker,

Læs også

Om Christian Jess Mark

Christian Jess Mark (f.1979) er cand.mag. i litteraturvidenskab og moderne kultur og kulturformidling. Han var chefredaktør på LitteraturNu fra 2007-2017.

Skriv til Christian