Fader-eksegese – Søsser Krag MIN FARS DATTER

Der har været langt imellem de blot tilnærmelsesvis positive anmeldelser af Søsser Krags erindringer om farmand. Men bogen er ingenlunde uinteressant.

Det kom måske ikke ligefrem som nogen overraskelse, at anmelderne fandt det svært at elske MIN FARS DATTER. For bogen har unægtelig temmelig meget imod sig.

Søsser Krag har således som datter af en af de mest anerkendte politikere i efterkrigstidens Danmark udgivet sine erindringer over temaet ”nu-skal-jeg-fortælle-jer-hvordan-han-var-i-virkeligheden”, og seriøse anmeldere har det nu engang med at opfatte den slags som usmagelig spekulation.

At udsigten til en pæn indtjening har spillet en rolle er da heller ikke utænkeligt, for interessen for Jens Otto Krag har aldrig været større. Når bogen så oven i købet er udkommet på Ekstra Bladets Forlag og både forfatteren og medforfatteren har en fortid på Se & Hør, dansk luderjournalistiks højborg, er jorden ikke just gødet for venlige ord.

MIN FARS DATTER er da ved gud heller ikke hverken stor eller pletfri litteratur af den slags, der fromt indstilles til Weekendavisens bogpris, De gyldne Laurbær eller andre stuerene hædersbevisninger. Når det er sagt, er der ingen som helst grund til at gå i en stor bue udenom Søsser Krags erindringer. Bogen er faktisk i høj grad værd at læse.

MIN FARS DATTER er ikke en erindringsbog i gængs forstand, men former sig i stedet som en tekstudlægning, dvs. som en vekselvirkning mellem J. O. Krags dagbogsoptegnelser i årene 1962-78 (fra Søssers fødsel til Krags død) og datterens egne kommentarer til dagbogen. Fader-eksegese, kunne man kalde denne gåen direkte til kilden, og det er her, bogen går hen og bliver interessant.

For hvor mange mennesker er det egentlig beskåret at kunne træde ind i deres forældres liv – deres hverdag, deres nu, som de levede det engang? Hvor mange får mulighed for at (gen)opleve fælles såvel som private stunder, sådan som en for længst afdød far eller mor så dem? Langt de fleste af os er for altid helt og aldeles afskåret fra blot det mindste glimt af vores forældre som de oplevede sig selv og os og hinanden. Når de dør, lever de ene og alene i vores erindring.

For Søsser Krag har det været en anden sag. Takket være faderens omfattende dagbogsmateriale har hun haft en unik mulighed for at forstå, hvad han var for en slags menneske. Det er en bestræbelse, som Søsser Krag forløser meget ærligt og blottet for ondskabsfuldhed og kold beregning. Til gengæld formår hun undervejs meget overbevisende at indskrive en grundlæggende ambivalens: Dyb hengivenhed og kærlighed på den ene side, og på den anden side en forurettelse, der aldrig helt forsvinder. At hun har elsket sin far meget højt, er man ikke et øjeblik i tvivl om, men ligeså utvetydig – og måske også forståelig – er hendes vrede over faderens meget lidt gentlemanagtige behandling af moderen, Helle Virkner.

MIN FARS DATTER er således hverken en tilsmudsning eller en hagiografi, men det dér midt imellem, som i grunden ikke er svært at identificere for alle, der er børn af nogen: En grådighed efter at forstå, et ubehag ved at forstå og sidst men ikke mindst, en hengivenhed selv, når man ikke forstår. Og først og fremmest er det en meget rørende bog.

Til slut er der således kun at beklage den arrogante irettesættelse, Politikens anmelder følte sig tilskyndet til at give Søsser Krag og andre børn af kendte mennesker, da hun skrev, at ”De store fædre blev store – uden jer”. Det bør naturligvis korrigeres:

For at blive en stor far er børn en uomgængelig betingelse. Og for at gøre det hele endnu sværere, skal man faktisk også gøre indtryk på dem. Som far. Ikke som politiker eller noget andet, og hvis nogen skulle være i tvivl, kan man faktisk godt være en stor politiker uden at være en stor far. Trods alle fejl og mangler rangerer J. O. Krag højt i Søssers indeks. Som far. Og dertil kunne han jo netop ikke være nået uden hende.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Erindringer,

Læs også

Om Kirstine Ersbøll Meyhoff

Cand.mag. i litteraturvidenskab. Især optaget af gotisk litteratur, victorianske 'sensation novels' og krimier. Har desuden en forkærlighed for store episke, marathonagtige romaner - fra Margaret Mitchell til Vilhelm Moberg. Når hun bliver gammel vil hun sidde på en bænk i Sevilla og se solen glimte i Rio Guadalquivir, mens hun nusser sin marmeladefarvede kat bag ørerne.