Fald i søvn med skyklapper på – Jan Guillou IKKE AT VILLE SE

Fjerde installation af Guillous serie om 1900-tallet udspiller sig under 2. Verdenskrig. Blandt de politiske stormagter bliver forfatterens velkendte hovedpersoner i familien Lauritzen kun mere irrelevante.

Citat

Finland havde erklæret Sovjetunionen krig, den svenske hær var igen blevet trukket op langs den finske grænse, og i pressen og blandt politikernes rasede de politiske kævlerier værre end meget længe. Højrefløjen syntes naturligt nok, at Sverige skulle sætte sin tropper ind på finnernes – og dermed også tyskernes – side. Det var en æressag, kunne man mene. Problemet var naturligvis den svenske neutralitetspolitik. At gå ind i krigen på den ene parts side var ikke neutralt, det kunne man også mene.

Krigen raser. Tysklands hære stormer frem, og Sovjetunionen ulmer mod øst. I det neutrale Sverige går livet videre for familien Lauritzen, der som velhavende overklasse ikke mangler noget, selv når rationeringen ellers har gjort livet svært for de fleste.

Historien fokuserer i dette bind på Lauritz Lauritzen, den ældste af de tre brødre man har fulgt siden BROBYGGERNE. Lauritz og hans kone håber begge på en tysk sejr; Tyskland som en teknologisk og industriel overmagt må vinde, og få styr på resten af Europa, der ellers vil falde i de storsnudede Englænderes, eller endnu værre, de kommunistiske russeres, hænder.

Første halvdel af bogen, som er inddelt i årstal, fokuserer på Lauritz’s arbejde som ingeniør ved et brobyggeri i Nordsverige. Guillou fremviser sine fantastiske researchevner ved at gå i dybden med mange detaljer om brobyggeri i 40’erne og alle de historiske omstændigheder. De tekniske detaljer omkring brobyggeriet er bare rigtig kedelige. For eksempel:

“Grus og singels til fremstillingen kom fra to gruslejer, som ud fra en økonomisk betragtning var ligeværdige. Fra den ene blev materialet fragtet til byggepladsen med pramme, fra den anden med lastbiler. Prammene kunne lægge til lige ved siden af betonblanderiet, hvor et hejseværk løftede lasten op til de forskellige depoter.”

Guillou har valgt sit udgangspunkt for IKKE AT VILLE SE med den naive Lauritz, der aldrig rigtigt forstår, hvordan krigen udspiller sig, eller hvordan hans egen familie er påvirkede og tildels også indblandede (heraf titlen, der er meget rammende). Ideen med en fortæller der ikke selv har forstået krigen og politikken bag, er ikke en dårlig idé som sådan – den virker bare ikke i denne roman. Her bliver man i stedet irriteret på Lauritz’ uvidenhed og finder hans observationer ligegyldige. I det hele taget er det svært at blive grebet af IKKE AT VILLE SE. Ligesom i de tre andre bind i serien fremstår familien Lauritzen urealistisk og verdensfjern. Som læser er jeg faktisk ligeglad med, hvad der sker med dem, de siger mig ikke en pind. I modsætning til de tidligere bøger begynder det at gå ned ad bakke for familien i IKKE AT VILLE SE. Men selv under disse, faktisk meget tragiske, omstændigheder formår Guillou ikke at skabe en relation til sine karakterer. Hans hovedpersoner fremstår evigt ufejlbarlige, i modsætning til de fleste andre mennesker her i verden.

Selve Guillous sprog er meget levende, omend det ikke altid kredser om interessante emner. Til gengæld gentager Guillou sig for meget. Gentagelser fra de tidligere bøger kan man forstå, men refleksioner fra forrige kapitel der (lidt for pædagogisk) udpensles igen og igen begynder hurtigt at gå en på nerverne. At Ingeborg, Lauritz’ hustru, plejede at sidde med ham i cockpittet på hans båd Ran, er læseren i hvert fald ikke i tvivl om, da det bliver næsten ordret gentaget hver gang Lauritz’ tanker kredser om hende.

Som historisk roman er IKKE AT VILLE SE detaljeret og vidner om enorme mængder af research fra Guillous’ side. Men, som det også er tilfældet i de tidligere romaner, formår Guillou aldrig at gribe læserens empati. Familien Lauritzen fremstår uinteressante og irrelevante, især når der skabes kontraster til store historiske begivenheder, som verdenskrige og økonomiske kolaps. Guillou har millioner af læsere verden over, og det er ikke uden grund, men jeg mener godt, at man kan forvente mere fra en forfatter af hans renomme end en historisk korrekt introduktion til cementstøberi.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Mette Skovdal Clausen

Mette er født 1987 og er cand.mag i filosofi. For tiden arbejder hun som tekstforfatter og manuskriptlæser og prøver stadig at finde mere tid til at læse. I sin fritid læser Mette både filosofiske og skønlitterære bøger og har en forkærlighed for så forskellige forfattere som Friedrich Nietzsche, Douglas Adams og Scott Fitzgerald.

Skriv til Mette